f:nyt - Brancheråd hjælper arbejdsmiljøet

10. maj 2010

Branchearbejdsmiljørådene (BAR) kunne sidste år fejre 10 års jubilæum. På det socialpædagogiske område har BAR Social & Sundhed blandt andet hjulpet med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø og muskel og skeletbesvær

Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk

Branchearbejdsmiljørådene har nu eksisteret i mere end 10 år med det formål at rådgive og hjælpe arbejdspladserne på det offentlige og finansielle område med at skabe et godt arbejdsmiljø. Ideen med rådene er at bruge konsensus og samarbejde mellem parterne som den bærende værdi i arbejdsmiljøarbejdet.

Arbejdsmiljørådene er delt op i tre brancher: BAR Social & Sundhed, BAR Undervisning og Forskning samt BAR Finans / Offentlig Kontor & Administration.

I årsberetningen for BAR Social & Sundhed 2009 fortælles det således, at samarbejdet har været præget af stort engagement – både blandt de organisationer, der er en direkte del af samarbejdet, og blandt medarbejderne i Arbejdsmiljøsekretariatet.

Psykisk arbejdsmiljø, muskel-skeletbesvær og indeklima er blandt de emner, BAR Social & Sundhed prioriterer højt, fordi de er væsentlige for arbejdsmiljøet, og fordi de berører mange medarbejdere inden for social- og sundhedsområdet.

Af beretningen fremgår det, at psykisk arbejdsmiljø fortsat er en af hovedaktiviteterne. Tilgangen er stadig – et sundt arbejdsliv og den anerkendende tone:

- Vi er kommet i en mere direkte dialog med medarbejdere og ledere i kommuner og regioner gennem tilbuddet "besøg fra din BAR". Det har givet gode muligheder for at præsentere BAR Social & Sundheds tilgang til psykisk arbejdsmiljø og mange værktøjer, vi har udviklet.

- Også gennem samarbejdet med Videncenter for Arbejdsmiljø og deres ”rejsehold” har vi formået at komme i tæt dialog med vores målgruppe. I de kommende år vil vi satse mere på netop den direkte kontakt med målgruppen.

Det fremgår videre af beretningen, at muskel-skeletbesvær ligeledes stadig er en hovedaktivitet. Også her er der gode erfaringer med direkte dialog med målgruppen – ikke mindst de årlige træf for forflytningsvejledere og for ledere.

- Her er mulighed for erfaringsudveksling og læring. Vi satser på e-læring gennem nye værktøjer med forflytnings-beskrivelser og om rengøringsarbejde og arbejdsmiljø, hedder det beretning.

Appel om mindre bureaukrati

BAR Social & Sundhed slutter dog til sidst af med et hjertesuk til Arbejdstilsynet med hensyn til bureaukrati i forbindelse med de projekter, rådet har i gang:

- I 2009 afsluttede vi 28 projekter. 27 projekter er i gang og nye bliver sat i gang i løbet af 2010. Det vidner om stor aktivitet. Desværre har vi måttet konstatere, at bureaukratiet omkring projekterne stadig er stort og kræver mange ressourcer.

- Kun i alt for beskeden grad har Arbejdstilsynet vist forståelse for ønsker om forenkling og smidiggørelse af de administrative processer.

- Derfor må vi også i denne årsberetning rette en appel til Arbejdstilsynet om at vise større forståelse for, at vi hellere vil bruge kræfterne på at skabe et godt arbejdsmiljø for de mange ansatte på social- og sundhedsområdet – frem for et stadig voksende bureaukrati.