f:nyt - Fagbevægelsen svarer igen på regeringens spareplan

27. maj 2010

Både LO-fagforbundene og FTF forbereder i fællesskab en stor demonstration og annoncekampagner i protest mod regeringens og Dansk Folkepartis genopretningspakke, der rammer de mest udsatte samfundsgrupper både her og i udlandet

Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk

Nu har fagbevægelsen fået nok. Både LO-forbundene og forbundene i FTF svarer nu igen på regeringens massive angreb på de arbejdsløse og svageste i samfundet med en omfattende annoncekampagne og demonstration til Christiansborg. Hvornår demonstrationen finder sted vides endnu ikke. Men det bliver formodentlig, når Folketinget skal andenbehandle indgrebene. Og her er tidspunktet ikke fastsat endnu.

Ved demonstrationen vil fagbevægelsen blandt andet protestere mod forringelser af dagpengene, forringelserne i den kommunale velfærd, besparelser på vores uddannelser og forringelserne for børnefamilierne.

LO’s formand Harald Børsting siger i anledning af den planlagte demonstration og annoncekampagne:

- Vi har desværre ikke nogen magt til at forhindre, at regeringen og Dansk Folkeparti bruger deres beskidte flertal, men vi vil dokumentere, hvordan det vil ramme folk. Og den mulighed vil vi gribe. Det er vigtigt for os at gøre det klart for danskerne, hvad regeringens og Dansk Folkepartis politik vil koste dem.

Socialpædagogernes formand Kirsten Nissen er også oprørt over de brutale nedskæringer:

- Jeg synes det er uhørt, at man vil lade de arbejdsløse, børnefamilierne og de unge under uddannelse betale for den krise, som de ikke selv har skabt. Det er jo for eksempel de unge under uddannelse, vi skal bygge vores velfærdssamfund på i fremtiden. Det er som om regeringen og Dansk Folkeparti helt har mistet følingen med situationen, siger Kirsten Nissen.