Af Eva Åkerman,
fnyt@sl.dk
Regeringen og Dansk Folkeparti har i dag fremlagt deres plan for at få styr på den danske økonomi. Forslaget rummer blandt andet en beskæring af dagpengeperioden fra de nuværende fire år til to år. Forslaget overrasker og forarger Socialpædagogerne, hvor forbundskasserer Kaj Skov Frederiksen siger:
- Det er et løftebrud af store dimensioner det her. På den her måde lader regeringen mennesker, der har mærket konsekvenserne af den økonomiske krise, betale os fri. Det er uanstændigt, synes jeg.
- Det kommer til at betyde økonomisk ruin for tusindvis af familier. Det er uden for min fatteevne, hvordan regeringen og DF med nogen rimelighed kan sende regningen for mange års skattelettelser til de rigeste videre til de svageste i vores samfund, siger Kaj Skov Frederiksen.
Regeringen og Dansk Folkeparti lægger også op til, at fradraget til fagforeningskontingent skal beskæres. Det undrer Kaj Skov Frederiksen, der påpeger, at det netop er et af de fradrag som almindelige lønmodtagere har, og at det derfor har størst værdi for grupper med lave indkomster.
- Og forslaget vil dermed også bidrage til en skævdrejning, siger Kaj Skov Frederiksen.