Af Kurt Ladefoged,
fnyt@sl.dk
Selv om regeringen og Dansk Folkeparti har ændret grænserne for, hvor meget man kan få i børnecheck, vender aftalen stadig den tunge ende nedad. Det er fortsat de laveste indkomstgrupper, der har de største tab af ændringerne af børnechecken.
Det relative tab for de 10 procent fattigste familier er mere end 30 gange større end for de 10 procent rigeste, når aftalen er fuldt indfaset, fremgår det af beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Den nye model for begrænsning af børnechecken indeholder følgende elementer:
- - Satserne for børnefamilieydelse (børnecheck) nedsættes gradvist med 5 procent frem mod 2013 i forhold til gældende regler.
- - Loftet over den samlede børnefamilieydelse hæves fra 30.000 kroner til 35.000 kroner (2011-niveau).
- - Der indføres en begrænsningsordning, hvor den maksimale årlige virkning af loftet begrænses til 12.000 kroner frem til 2013. Begrænsningsbeløbet forhøjes med 3.000 kroner årligt fra 2014, således at begrænsningsbeløbet er forhøjet til 30.000 kroner i 2019. Med virkning fra 2020 bortfalder begrænsningsordningen.
Værst for de fattigste
Den nye model indebærer ligesom den oprindelige model, at det gennemsnitlige rådighedsbeløb reduceres mest for de børnefamilier, der har de laveste indkomster. De 10 procent fattigste familier vil få deres rådighedsbeløb reduceret med gennemsnitlig 0,99 procent, mens de 10 procent af befolkningen med de højeste indkomster stort set ikke rammes.
Også geografisk rammes befolkningen skæv. Det er befolkningen i kommunerne vest for Storebælt, der rammes hårdest af reduktionen i børnechecken, mens familierne nord for København relativt set oplever det mindste tab i deres rådighedsbeløb.
Se analysen
Ny model for børnecheck er stadig socialt skæv