Af Kurt Ladefoged,
fnyt@sl.dk
Både ledere og medarbejdere i den offentlige sektor har høj arbejdsmotivation. Det som især motiverer medarbejderne er meningsfyldte arbejdsopgaver, samarbejdet med kollegerne, kompetenceudvikling og arbejdsmiljø. For ansatte i kommuner og regioner er det desuden motiverende at kunne levere en god service til borgerne.
Generelt er medarbejderne tilfredse med arbejdsindholdet i deres job i den offentlige sektor, og der er også i høj grad tilfredshed med samarbejdet med kollegerne. De ansatte er også glade for de særlige ansættelsesvilkår som barsel og seniorordninger.
Til gengæld er de mindre tilfredse med det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, ligesom lønnen kunne blive bedre. Lønnen er faktisk den motivationsfaktor, de er mindst tilfredse med.
For lederne i den offentlige sektor står det endnu bedre til med tilfredsheden med jobbets indhold. De føler, at deres job er mere spændende end det er tilfældet for lederne i den private sektor, og de føler sig mere anerkendte og værdsatte.
Også de offentligt ansatte ledere er tilbøjelige til at mene, at deres løn er for lav i forhold til de ansatte i den private sektor.
Undersøgelsen 'Ledelse og motivation i den offentlige sektor' kan læses på SFI’ s hjemmeside
www.sfi.dk
her