Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk
En kvinde, der hidtil har arbejdet på fuldtid, men midlertidig går på deltid, mens hun har mindreårige børn og på det tidspunkt bliver ramt af en arbejdsskade, skal have erstatning som om hun arbejdede på fuldtid. Det har Højesteret netop afgjort i to sager om erstatning for tab af erhvervsevne til to kvinder, der begge blev udsat for en arbejdsulykke, mens de på ulykkestidspunktet arbejde på deltid.
Dommene underkender hermed den praksis, som Ankestyrelsen og Arbejdsskadestyrelsen hidtil har fulgt. Derfor vil Arbejdsskadestyrelsen nu genoptage en række tidligere sager for at undersøge, om de deltidsansattes eventuelle erstatning for tab af erhvervsevne er blevet sat for lavt, skriver styrelsen i sit nyhedsbrev.
Arbejdsskadestyrelsen er nu ved at undersøge, hvor mange sager det drejer sig om, hvordan man finder frem til de relevante sager, og hvordan sagsbehandlingen skal organiseres.
Ville på fuldtid igen
Højesteret gennemgår i en pressemeddelelse den 16. august den ene af de to sager. Den drejer sig om en dagplejepædagog, der på skadestidspunktet i 1995 arbejdede 30 timer om ugen. Hun havde tre børn på henholdsvis 2, 6 og 8 år. Indtil 1990 havde hun i det væsentlige arbejdet på fuldtid.
Efter arbejdsskaden var hun kun i stand til at arbejde 21,5 timer om ugen, og Højesteret mener, at det er et udtryk for hendes erhvervsevne efter arbejdsskaden. Men mens Arbejdsskadestyrelsen udregnede hendes erhvervsevnetab ud fra 30 timers arbejdsuge, mener Højesteret, at den skal udregnes efter en arbejdsuge på 37 timer. Derfor skal hendes erhvervsevnetab fastsættes til 40 procent.
Højesteret giver som begrundelse, at det skyldes hendes familiemæssige situation med mindre børn, at hun i tiden herefter var ansat på deltid. Derfor mener Højesteret, at det er tilstrækkelig godtgjort, at hendes ansættelse på nedsat tid alene var af midlertidig karakter, og at hun, når børnene blev større, igen ville være begyndt at arbejde på fuld tid, hvis hun ikke var blevet udsat for arbejdsskaden.
Derfor skal hendes erstatning fastsættes med udgangspunkt i lønnen for en fuldtidsstilling. Højesterets dom var enstemmig.