f:nyt - Store forbund står bag Fair Løsning

17. august 2010

Tre ledende fagforeningsformænd i LO-fagbevægelsen skriver i dag i Berlingske Tidende under overskriften 'Vi ryster ikke på hånden', at de støtter S og SF’s Fair Løsning og melder sig klar til at løse deres del af opgaven med at redde dansk økonomi. Men 12 minutter mere i daglig arbejdstid kan næppe stå alene

Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk

Regeringen har valgt en strategi, der ikke er til gavn for lønmodtagerne. Derfor støtter fagbevægelsen S og SF's Fair Løsning og vil gerne medvirke til at løse sin del af opgaven med at finde pengene til at redde dansk økonomi.

Det skriver Poul Erik Skov Christensen, formand for 3F, Kim Simonsen, formand for HK og Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal i dag i en kommentar i Berlingske Tidende.

De tre formænd skriver, at hvor regeringen og Dansk Folkepartis spareplan betyder massefyringer på skoler, sygehuse, plejehjem og overalt i kommunerne, vil S og SF investere flere milliarder i den offentlige velfærd:

- Regeringen har i stedet valgt at gennemføre en skæv og ødelæggende økonomisk politik med snævert flertal – uden dialog med lønmodtagerne og uden varsel til vælgerne. Den politik er de i deres gode ret til at forsvare. Men det er uværdigt og respektløst over for lønmodtagerne, når selv statsministeren forsøger at skabe uberettiget tvivl om vores indstilling for at stå stærkere i den politiske kamp om regeringsmagten. 

- Statsministeren har afvist S-SF-udspillet med blandt andet den begrundelse, at det ikke har opbakning i fagbevægelsen. Det er imidlertid helt forkert. Vore organisationer, der repræsenterer et flertal af medlemmerne i LO, har taget klart stilling: S og SF's økonomiske plan, Fair Løsning, er klart bedre i overensstemmelse med vores medlemmers interesser end regeringens politik. Derfor har den vores fulde opbakning.

Bunden opgave

De tre formænd skriver, at det i første omgang handler om at kickstarte dansk økonomi, men på længere sigt skal man have husholdningsregnskabet til at balancere og sikre økonomisk holdbarhed:

- S og SF ønsker at genskabe en tillidsfuld dialog med lønmodtagerne. De to partier vil, hvis de får regeringsmagten, invitere arbejdsmarkedets parter til forhandlinger. Opgaven er bunden: Der skal findes 15 milliarder kroner!

- Vi vil gerne løfte vores del af det fælles ansvar for at finde et realistisk alternativ. De 15 milliarder kan findes alene ved at øge arbejdstiden med gennemsnitlig 12 minutter om dagen – med løn naturligvis. Overskriften har tiltrukket sig temmelig stor opmærksomhed, men sikringen af et stigende arbejdsudbud hviler ikke blot på at øge arbejdstiden. Det vil næppe heller være særlig effektivt, da mange i forvejen arbejder langt over de 37 timer.

- Den konkrete udformning af en trepartsaftale kan først finde sted efter et regeringsskifte. Kritikken af den fremgangsmåde bygger simpelthen på manglende kendskab til spillereglerne på det danske arbejdsmarked. I virkelighedens verden vil løsningen blive sammensat af mange elementer, der er tilpasset forskellige forhold på forskellige dele af arbejdsmarkedet. Men man kan regne med, at bundlinjen stemmer, når forhandlingerne afsluttes, fastslår de tre formænd.