Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk
Den kaotiske situation er opstået næsten et halvt år efter, at den øverste klageinstans Ankestyrelsen i fire principielle sager har fastslået, at private aktører, som kommunerne samarbejder med om at få sygemeldte tilbage til arbejdsmarkedet, ikke må tage beslutning om sygemeldtes ret til sygedagpenge.
Afgørelserne betød, at de involverede kommuner skulle annullere de ulovlige beslutninger og selv behandle sagerne. Også de øvrige kommuner, der har brugt andre aktører, skulle gå bunkerne igennem og genoptage sager, hvis de havde givet private aktører lov til at træffe beslutning om at stoppe udbetaling af sygedagpenge.
Men Arbejdsmarkedsstyrelsen udsendte i juni en vejledning, der efter mange kommuners mening forplumrede sagen og gjorde tingene uklare igen. Blandt dem er Randers Kommune, som var gået i gang med at genoptage sine sager, fordi Ankestyrelsen med sine principafgørelser var gået imod kommunens praksis med at overlade myndigheden til andre aktører.
Satte sager i bero
Randers har haft Falck Healthcare til at hjælpe sig med sygedagpengesager, fortæller leder af sygedagpenge - afdelingen på Jobcenter Randers, Katrine Axél, til A4:
- Først troede vi, at nu havde Ankestyrelsen talt, og det måtte vi indrette os efter. Derfor begyndte vi på en optælling. Så kom der i juni en vejledning fra Arbejdsmarkedsstyrelsen om konsekvenserne af principafgørelserne, og den forplumrede sagen og gjorde tingene uklare igen.
- Og så stillede vi gennemgangen af sagerne i bero. Vi skal jo ikke genvurdere sagerne, hvis det viser sig, at vi har haft ret til at gøre, som vi har gjort, forklarer hun.
Kommunens praksis blåstemples altså af Arbejdsmarkedsstyrelsen, der arbejder direkte under beskæftigelsesministeriet. Men den tolkning deles ikke af en helt tredje myndighed: Beskæftigelsesankenævnet.
Det er den instans utilfredse borgere kan klage til i konkrete sager. I 22 sager, der netop kom til nævnet fra Randers Kommune, blev beslutningerne om stop for sygedagpenge til borgere underkendt og begrundet med netop overdragelse af myndighed til vikarer fra private firmaer.
Læs mere på www.ugebrevetA4.dk