Kommuner fjerner færre børn

02. september 2010

På et enkelt år er der sket et fald på 20 procent i antallet af børn og unge, der bliver fjernet fra hjemmet. Uenighed om det er en god eller en dårlig nyhed.

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk

I 2009 traf kommunerne 2807 afgørelser om, at et barn eller en ung skulle anbringes uden for hjemmet. Året før blev der truffet 3502 lignende afgørelser, og der er altså sket et fald på 20 procent i løbet af et enkelt år.

Det viser Ankestyrelsens nyeste statistik.
Tallene vækker bekymring hos Socialpædagogerne, der frygter, at de er et udtryk for, at kommunerne er for styrede af de tomme kommunekasser.

- Tendensen er et tegn på, at kommunernes trængte økonomi nu får konsekvenser, siger næstformand Benny Andersen, der fortsætter:

- Der er jo ikke noget, der tyder på, at det markante fald i afgørelser i kommunerne kan skyldes, at udsatte børn har fået det bedre. Så jeg synes, der er grund til bekymring over, om der går drenge og piger rundt, som burde have fået hjælp, men ikke har fået det, siger han.
Formanden for Børne- og Kulturudvalget hos Kommunernes Landsforbund, Jane Findahl, er derimod positiv overfor udviklingen.

- Der har faktisk aldrig været brugt så mange penge på børn og unge med særlige behov som i 2001. Vi bruger cirka 15,2 milliarder kroner på området, og det er cirka 800 millioner kroner mere end vi brugte i 2008. Det er en meget positiv udvikling, at vi i højere grad laver lokale tiltag for de børn og unge, der har særlige behov, siger hun til TV-Avisen.

Socialminister Benedikte Kiær vil gerne have undersøgt baggrunden for faldet. 

- Det er ikke tilfredsstillende, hvis det er et udtryk for, at der er børn og unge, som ikke har fået hjælp. Det kan være, at kommunerne er blevet bedre til at forebygge, siger hun til TV-Avisen.