Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk

De kommuner, der anbringer færre børn, er i stedet blevet bedre til at forebygge og yde en alternativ indsats i nærområdet. Det konkluderede socialminister Benedikte Kiær tidligere på dagen i et åbent samråd i socialministeriet.

Da tal fra Ankestyrelsen i efteråret viste, at kommunerne havde anbragt 20 procent færre børn i 2009 end året før, blev socialministeren bekymret for, at det kunne være et tegn på, at nogle børn ikke fik den hjælp, de havde brug for. Derfor fik hun sine embedsfolk til at undersøge baggrunden for faldet i de ti kommuner, der havde haft det største fald, og dét beroligede hende:

- De svar, vi har fået, viser, at kommunerne i stedet arbejder med forebyggelse og løsninger i nærmiljøet. Det gælder for eksempel for Faaborg-Midtfyn Kommune, der arbejder med familierådslagning og for Københavns Kommune, der har et projekt med at sætte barnet i centrum, sagde hun.

Endvidere har det efterfølgende vist sig, at der ikke er tale om et fald på tyve procent, men et fald på femten procent – det første, forkerte tal opstod, fordi nogle kommuner har indberettet forkert til Ankestyrelsen.

Alt for stort fald

Hverken den ændrede statistik eller socialministerens melding er nok til at berolige Socialpædagogernes næstformand, Benny Andersen:

- Jeg synes stadig, at man må tale om et alt, alt for stort fald i antal nyafgørelser. Det kan jo ikke passe, at kommunerne på et år er blevet så meget skarpere til at tage hånd om børnene inden det går galt. Vi har undersøgt de 20 kommuner, der har størst fald i antal afgørelser og set på, om de så også har et højt forbrug på forebyggelse. Men der er ikke noget entydigt billede af, at det skulle være tilfældet. Faktisk har næsten halvdelen af dem ligefrem brugt færre penge på forebyggelse end landsgennemsnittet, siger han.

Socialministeren understregede på samrådet, at kommunerne skal yde den hjælp, som de udsatte børn har behov for – uanset kommunens økonomi.

- Men det betyder ikke, at den dyreste løsning altid er den bedste. Forskning viser, at anbringelser ikke er nogen mirakelkur, og det er ikke et mål, at antallet af anbringelser skal ligge på et bestemt niveau. Det er et mål, at børnene bliver hjulpet, sagde hun.

Ingen ændring af finansiering

Socialministeren understregede, at hun ikke kan garantere, at alle 98 kommuner gør, som de skal, men at det er en opgave for tilsyn og Ankestyrelsen at rette op på eventuelle fejl. Hun afviste også at nedsætte et udvalg, der skulle belyse mulighederne for at løsrive den kommunale økonomi på områder, der angår særligt udsatte børn og unge, fra den almindelige driftsramme.

- Vi vil ikke ændre finansieringsmodellen. Nu er incitamentsstrukturen klar, så det altid bedst kan betale sig for kommunerne at forebygge – hvis vi laver refusion for anbringelser, laver vi incitamenter til at anbringe, sagde hun.

Den argumentation køber Benny Andersen ikke:

- Det er jo bagvendt logik! Kommunerne skal ikke straffes for at gøre det rigtige over for udsatte børn. Og det vi oplever lige nu rundt om i kommunerne er jo anskuelighedsundervisning i, hvad trængt økonomi har af negativ indflydelse på forholdene for socialt udsatte børn og unge.