Store besparelser på pædagoguddannelsen

23. november 2010

Kommende pædagoger og andre studerende på professionshøjskoler kan se frem til store besparelser på deres uddannelse.

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk  

Ifølge Politiken bliver landets syv professionshøjskoler mødt med et samlet sparekrav på 144 millioner kroner, hvis man lægger besparelserne i den nye finanslov sammen med besparelserne i genopretningsplanen. Det svarer til omkring 3000 kroner pr. studerende.

Til Politiken siger formanden for Professionshøjskolernes Rektorkollegium, Laust Joen Jakobsen:

- Så voldsomme besparelser kommer til at koste afskedigelser over hele bordet. Både i ledelsen, i administrationen og blandt underviserne. Og det vil selvfølgelig gå ud over kvaliteten i undervisningen.

Der har været flere studenterdemonstrationer imod spareplanerne.