f:nyt - OK 2011: I gang med regionerne

03. december 2010

Socialpædagogerne havde i dag det første forhandlingsmøde om fornyelse af overenskomsten med Danske Regioner

Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk

Fredag morgen mødtes forhandlerne fra Danske Regioner og Socialpædagogerne for at præsentere kravene til Ok 2011 for hinanden. Mødet lignede meget det, Socialpædagogerne havde med kommunernes forhandlere for to dage siden.

- De krav, som Danske Regioner præsenterede for os, var i samme boldgade som kommunernes. De præciserede bagrunden – den meget vanskelige økonomiske situation, samt deres krav til ny løn og arbejdstid, skriver forbundsformand Benny Andersen på sin blog om forhandlingerne.

Formanden skriver videre, at regionerne var en del mere ’offensive’, da de ønskede, at alle funktions- og kvalifikationsdele aftalt centralt skulle bortfalde:

- Når jeg spurgte, om vi skulle forstå det som vores kvalifikationsløndele – dem vi automatisk får i kraft af anciennitet – så var svaret, at de ønskede det hele i spil, ikke bare konkrete aftalte funktionstillæg for eksempel for arbejdet på sikrede afdelinger. Og direkte adspurgt kunne de sagtens forestille sig en grundlønsmodel, hvor der alene aftales en grundløn centralt og resten lokalt.

På arbejdsområdet ønsker regionerne enkelhed og fleksibilitet, mulighed for at arbejde mere end 37 timer og væk med en række regler.

Benny Andersen præsenterede også Socialpædagogernes krav, der meget ligner dem, der præsenteret over for kommunerne. Og fremhævede også over for regionerne det urimelige i socialpædagogers aflønning set i forhold til grupper med samme uddannelsesniveau, for eksempel de mandedominerede tekniske faggrupper.

 

Læs hele formandens blog på www.sl.dk/blogok11

Se alle kravene på www.sl.dk/ok2011