Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk
Mange seniorer ønsker at fortsætte med at arbejde, selv om 65-års fødselsdagen er passeret. Ugebrevet A4 bringer i denne uge en beretning om to håndværkere på henholdsvis 66 og 67 år, der er fortsat på arbejdsmarkedet. Men fælles for dem begge er, at de blev smidt ud af deres a-kasse, da de fyldte 65 år.
I arbejdsmarkedslovgivningen er der nemlig en regel om, at man skal udtræde af a-kassen, når man fylder 65 år. For til den tid kan man få folkepension, og staten vil ikke forsørge ældre borgere to gange samtidig.
En af de over 65-årige, der er blevet smidt ud af sin a-kasse er den 66-årige klejnsmed Gunnar Andersen. Og han ved godt, at det ikke er a-kassens skyld men lovgivningen, der siger, at hans medlemskab af a-kassen ophører ved udgangen af den måned, hvor han får ret til folkepension.
Derfor retter han også sin kritik mod de politikere, der er ansvarlig for lovgivning. Han føler sig aldersdiskrimineret, siger han til Ugebrevet A4:
- Politikerne har jo travlt med, at vi ældre skal blive og tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet. Det harmonerer meget dårligt med det signal, der ligger i at blive smidt ud af sin a-kasse. Hvis de vil bevare det grå guld på arbejdsmarkedet, skal de sørge for at lave den lov om, mener han.
Flere faglige organisationer mener også, at reglerne bør laves om, mens politikerne på Christiansborg er mere lorne ved at foretage ændringer. Både Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs og Socialdemokraternes Torben Hansen påskønner, at der er ældre, der gerne vil forblive på arbejdsmarkedet. Men de mener ikke, at det er så ligetil, fordi det kollidere med en række pensionslove.
Formanden for AK-Samvirke Morten Kaspersen mener, at en løsning er mulig. Han kan godt se, at der ligge et problem i, at folkepension og en eventuel arbejdsløshedsunderstøttelse kolliderer. Men han mener ikke, at det skal forhindre en ændring af reglerne.
- Når politikerne mener, at der er behov for at de ældre bliver på arbejdsmarkedet så længe som muligt, så bør de også under en eller anden form være omfattet af de regler og ordninger, der er på arbejdsmarkedet. Og en af dem er a-kassen, siger han.
Derfor mener Morten Kaspersen, at der er behov for et udredningsarbejde, der belyser de problemer, der kunne være i at give de over 65-årige ret til medlemskab af en a-kasse. En mulighed kunne være at udskyde pensionen og få den med tillæg, når man fylder 70 år.
SL-A medlemmer også ud
I Socialpædagogernes a-kasse er der 597 medlemmer på 64 år. Heraf er de 469 på efterløn og 128 er i arbejde eller modtager dagpenge (3 medlemmer).
- Vi tror også, at 65-års grænsen kan være en barriere for, at folk ønsker at fortsætte på arbejdsmarkedet, siger Palle Hansen, afdelingsleder for Socialpædagogernes a-kasse.
- Som man kan se af tallene er cirka 21 procent af vores 64-årige medlemmer forsat i arbejde. Så vi kender godt problemstillingen.
- Og hvorfor skulle de 64-årige ikke selv bestemme, om de efter deres 65-års fødselsdag har lyst til at fortsætte et a-kassemedlemskab. Reglen kommer nemt til at virke på den måde, at det opfordrer medlemmerne til at stoppe på arbejdsmarkedet. Og det er vel ikke meningen?
- Man skal huske, at der stilles de samme krav til de ældre om at stå til rådighed og være aktivt jobsøgende, hvis de bliver ledige og søger dagpenge. Her er der ingen positiv særbehandling af de ældre, siger Palle Hansen.