Af Kurt Ladefoged,
fnyt@sl.dk
DR’s pengemagasinet handlede i går de kommende overenskomstforhandlinger i stat, regioner og kommuner. Arbejdsgiverne vil gerne en friere lokal løndannelse, og de vil modernisere forhandlings- og aftaleretten, som de kalder det.
Navnlig finansminister Claus Hjorth Frederiksen påkaldte sig opmærksomhed ved at sige, at han slet ikke kan forstå, hvorfor en fagforening eller en tillidsrepræsentant skal aftale, hvad en person skal have i løn. Det må da være lederen og medarbejderen, der kan aftale det, sagde finansministeren.
Det er forbundsformand Benny Andersen absolut ikke enig i. Formanden skriver i sin blog om OK 2011, at Claus Hjorth tager fejl og er ude på et vildspor:
- Det, at ting skal aftales af en tillidsrepræsentant - herunder både løn, arbejdstid og andet – er ikke en hindring for at opgaverne løses og for at skabe attraktive arbejdspladser. Det er forudsætningen. Og det er det jo, fordi vi og mange andre løser opgaver, hvor vi er sammen med andre, indgår i team, løser opgaver i fællesskab hver med vores kompetencer og fagligheder.
- Derfor er det helt nødvendigt, at de aftaler, der måtte indgås, er åbne og tager hensyn til lige præcis den måde, hvorpå arbejdet udføres og opgaverne løses. Det sker i et fællesskab og er ikke enkeltmands eller enkeltkvindespræstationer, skriver Benny Andersen.
Se hele formandens blogindlæg på www.sl.dk/blogok11