Af Lone Marie Pedersen,
lmp@sl.dk
Socialpædagoger, sagsbehandlere og opholdssteder har længe kritiseret kommunerne for at trække anbragte børn hjem for at spare penge. Nu har LOS (Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud) fremlagt et katalog med konkrete og meget detaljerede eksempler på, at det ofte er kommunens økonomi og ikke barnets tarv, der bestemmer, om udsatte børn og unge skal hjemtages eller flyttes til en anden anbringelse.
LOS har gennemført en lang række interviews med opholdssteder, og det er resultaterne herfra, der får LOS til i en pressemeddelelse at konkludere, at kommunerne alene for at spare penge hjemtager eller flytter udsatte børn og unge. Det samme gælder efterværnet, der indskrænkes af økonomiske grunde, og det er ikke lovligt i forhold til Serviceloven, hvis bestemmelser alle landets kommuner har pligt til at overholde.
LOS fremlægger et katalog over sagsforløb, hvor unge er blevet fjernet fra det sted, hvor de var anbragt, og enten er hjemtaget eller flyttet til et andet og billigere tilbud, eller hvor kassen er blevet smækket i for et helt nødvendigt efterværnsarbejde. Kataloget beskriver i alt 68 anonymiserede sager, indsamlet blandt medlemmerne af LOS i november og december 2010. Et gennemgående træk ved eksemplerne er, at afgørelsen om en hjemtagning eller flytning kommer helt uventet.
Opgørelsen viser blandt andet:
- at kommunen i en tredjedel af sagerne slet ikke har talt med den unge inden afgørelsen.
- at kommunen ikke har oplyst den unge om klage- og ankemuligheder.
- at der ikke lægger ny viden til grund for afgørelsen.
- at afgørelsen i næsten alle tilfælde er i modstrid med den unges handleplan.
Geert Jørgensen, direktør i LOS, siger:
- Det er sager, hvor vi i LOS oplever, at det for størstedelens vedkommende er kommunernes økonomi, der har dikteret beslutningerne. Kataloget indeholder konkrete og aktuelle sager, som bedst kan beskrives som offentligt omsorgssvigt eller direkte overgreb over for nogle af de mest udsatte og sårbare i vort samfund.
Geert Jørgensen har stor forståelse for, at kommunerne er pressede på økonomien.
- Men det er ikke lovligt at lade økonomien være afgørende, når det handler om, hvad kommunerne kan og skal gøre for udsatte børn og unge. Og det, vi nu kan registrere, er slet ikke i overensstemmelse med alle de pæne ord i anbringelsesreformen og senest i barnets reform, som trådte i kraft her til nytår, hvor der tales om kontinuitet i anbringelsen og en styrkelse af efterværnet. Begge reformer er blevet til for de udsatte børns skyld, men vi er nu nødt til at stille spørgsmålet: Er det her noget, der sker for barnets bedste, eller er det for kommunekassernes bedste?
Rapporten ’Hjemtagelse og flytning af udsatte unge – et partsindlæg’ kan downloades på www.los.dk