Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk
AK-Samvirkes formand Morten Kaspersen er tilfreds med de fleste af de initiativer, som beskæftigelsesminister Inger Støjberg har fremlagt for at fjerne bureaukrati i beskæftigelsesindsatsen. AK-Samvirke har selv medvirket til at præge processen, idet flere af de 30 forslag, samvirket har indsendt er med i ministerens buket.
Alligevel savner han større ambitioner fra ministerens side i arbejdet med at mindske bureaukrati og bøvl i dagpengesystemet:
- Vi er tilfredse med ministerens udspil, men det er kun et lille skridt i den rigtige retning, og jeg må indrømme, at vi havde forventet større ambitioner fra ministerens side. Når det er sagt, er vi glade for, at samtalerne med de ledige i a-kasserne i forbindelse med sygdom bliver afskaffet, og at de ledige heller ikke bliver kaldt til samtaler i a-kassen, hvis de for eksempel er på vej i job igen.
- Så vi ser det som, at vi er på vej til at komme af med lidt af det samtalecirkus, både a-kasserne og medlemmerne har været underlagt, siger Morten Kaspersen.
Samvirkets formand mener også, at ministeren på andre områder gør noget ved bøvlet. Her nævner han reglerne om seks ugers selvvalgt uddannelse, hvor a-kassernes administration af ordningen bliver gjort nemmere. Også forslaget om at a-kasserne skal overtage udbetalingen af dagpenge under kortere tids sygdom, er der tilfredshed med i AK-Samvirke.
Dog undrer det ham, at ministeren ikke har gravet et spadestik dybere og taget fat i reglerne om overskydende timer og arbejdsgiverbetalt dagpengegodtgørelse – de såkaldte g-dage:
- Reglerne om overskydende timer er meget bureaukratisk at administrere, og det kunne frigøre ressourcer og tid, som kunne bruges mere fornuftigt i a-kasserne, hvis reglerne blev afskaffet. Samtidig er det ærgerligt, at man ikke ændrer reglerne for g-dage nu, når man rent faktisk kan lave en fuldautomatisk udbetalingsmodel, siger Morten Kaspersen.
Både perler og tidsler
LO er overvejende tilfreds med initiativet, idet ministeren har lyttet til flere af de forslag, fagbevægelsen stillede til ministeren kort før jul. Men der er samtidig tidsler i buketten, som LO på ingen måde kan acceptere.
- Det er positivt, at arbejdsløse ikke længere skal møde op til samtaler, hvis de inden for fire uger starter i et nyt job, skal på barsel, efterløn eller pension. Den regel var fuldkommen absurd, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard.
Omvendt finder hun det besynderligt, at ministeren er så optaget af at give lempelser i forhold til de selvstændiges adgang til offentlige ydelser. Måske er der gået valgkamp i lovmaskineriet?
- Når det derimod gælder det regeltyranni og kontrolregime, den enkelte lønmodtager udsættes for som arbejdsløs, er der tale om beskedne lettelser. På nogle områder kan der endda være tale om yderligere forringelser.
- Det er således helt urimeligt, at regeringen vil gøre det sværere at genoptjene retten til sygedagpenge, ligesom vi er imod forslag, der kan medføre ydelsesforringelser, fastslår Lizette Risgaard.
Læs mere på hjemmesiderne: www.ak-samvirke.dk og www.lo.dk