f:nyt - Seniorførtidspension klientgør titusinder

27. januar 2011

Regeringens forslag til en tilbagetrækningsreform og seniorførtidspension klientgør i titusindvis af danskere og øger vilkårligheden i, hvem der kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Mange risikerer derfor at glide over i en anden form for offentlig forsørgelse, mener AK-Samvirke, der kalder regeringens reformforslag lige så uspiseligt som forventet

Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk

Seniorførtidspensionen er blændværk. Den er af regeringen udset til at skulle være det fejeblad, som samler de nedslidte danskere op, der ikke kan holde til at arbejde til de er knap 70 år.

Men Seniorførtidspensionen er blot et til lejligheden opfundet begreb, som der i realiteten ikke er noget nyt i – ud over at man lover hurtigere sagsbehandling. Det mener AK-Samvirke, der er brancheorganisation for danske a-kasser.

Hvis regeringens planer bliver gennemført, skal de danskere, som søger den såkaldte seniorførtidspension, stadig testes og forhøres af socialrådgivere og sagsbehandlere og gennemgå talrige lægeundersøgelser af forskellige læger. AK-Samvirke er derfor bekymret for, at regeringens forslag er med til at klientgøre de mange danskere på arbejdsmarkedet, som har brug for at trække sig tilbage.

- Forslaget er præcis så råt, som vi havde forventet. Regeringen har til lejligheden opfundet seniorførtidspensionen, og det er et umanerligt dårligt bytte for de titusindvis af danskere, som i fremtiden ikke kan klare at arbejde til de bliver 70 år, siger Morten Kaspersen, formand for AK-Samvirke.

Han mener, at man med ét slag klientgør en stor gruppe danskere, der tidligere selv havde været med til at finansiere en del af deres tilbagetrækning:

- De skal nu til at stå med hatten i hånden over for socialrådgivere, læger og andre myndighedspersoner, som skal afgøre, om de må trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er ikke rimeligt over for de svageste i samfundet.

- Dog er jeg glad for, at regeringen nu vil gøre noget for at få folk hurtigere igennem førtidspensionssystemet. Hvis det hjælper på sagsbehandlingstiden at finde et nyt navn, er det ok med mig, siger Morten Kaspersen. 


Læs hele artiklen ’Seniorførtidspension er blændværk’ på AK-Samvirkes hjemmeside