Af Kurt Ladefoged,
fnyt@sl.dk
Udsigten til et reallønsfald for de offentligt ansatte de næste to år som følge af at reguleringsordningen får nu enkelte forbundsformænd til at ’gå i panik’ og kræve reguleringsordningen fjernet.
- Jeg vil gerne af med reguleringsordningen. Jeg har det bedre med, at vi aftaler lønnen og kan sige til folk, hvad de præcis får i løn. Reguleringsordningen forvandler forhandlingerne til ren teknik, siger FOA-formand Dennis Kristensen til Politiken i dag.
Også formanden Sundhedskartellet, sygeplejerskernes formand Grete Christensen, vil gerne af med reguleringsordningen eller have den modificeret:
- Vi har forfulgt en ligelønsstrategi, hvor vi gerne vil have lønnen op for de store kvindegrupper i det offentlige i forhold til mandefagene i de private virksomheder. Det kan ikke lade sig gøre, hvis der skal være en parallel udvikling i lønningerne, siger hun til Politiken.
Advarer mod panik
Formanden for de kommunalt og regionalt ansattes forhandlingsfællesskab KTO, Anders Bondo Christensen, der også er formand for Danmarks Lærerforening, advarer dog formændene mod at gå i panik:
- Det vil være et kæmpelotteri med ringe gevinstchancer, hvis vi droppede reguleringsordningen nu. Resultatet for de statsansatte er ikke noget at prale af, men prøv at se, hvad der sker i det øvrige Europa, hvor offentligt ansatte bliver sat ned i løn, siger Anders Bondo Christensen.
Arbejdsmarkedsforskeren Flemming Ibsen, der er professor ved Aalborg Universitet, opfordrer også til at se på den anden side af reguleringsordningen.
- Reguleringsordningen er god i opgangstider, hvor lønnen stiger i det private erhvervsliv. Her bliver de offentlige lønninger trukket med op.
En god forretning
Forbundsformand Benny Andersen er i Socialpædagogernes OK-blog i dag inde på samme tankegang, hvor han også advarer stærkt mod at fjerne reguleringsordningen:
- Reguleringsordningen har været en rigtig god forretning for de offentligt ansatte. Hidtil har reguleringsordningen været med til at sikre de offentligt ansatte en delvis parallel lønudvikling med det private.
- De sidste 20 år har vi fået cirka 18 procent af den samlede lønudvikling fra reguleringsordningen. Sådan vil det sikkert også være fremover. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat har reguleringsordningen, skriver Benny Andersen i sin blog.
Han tilføjer, at reguleringsordningen virker både den ene og den anden vej. Derfor er vi i minus og skylder penge. Men det er så vidt jeg ved første gang, det er sket overhovedet.
Fakta om reguleringsordningen
Reguleringsordningen blev aftalt ved OK-87. Og idéen er, at lønudviklingen på det offentlige arbejdsmarked følger lønudviklingen på det private område. Det sikrer blandt andet, at det offentlige område ikke bliver lønførende. Men det sikrer også nogenlunde den samme lønudvikling. Reguleringsordningen giver de offentligt ansatte 80 procent af forskellen i lønstigningerne på det private henholdsvis det offentlige arbejdsmarked. Reguleringsordningen virker også modsat. Hvis lønudviklingen på det offentlige arbejdsmarked er højere end på det private arbejdsmarked nedsættes lønnen på det offentlige arbejdsmarked med 80 procent af forskellen i lønstigningerne på det offentlige og det private arbejdsmarked. Det er det, der er sket denne gang. Kilde: KTO |
Læs Bennys blog på www.sl.dk/blogok11.