Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk
Sygefraværet falder, når trivslen stiger. Det er hovedkonklusionen på projektet Nærvær i Arbejdet, hvor intensiv fokus på trivsel og nærvær har fået sygefraværet til at falde med 14 procent på de 18 deltagende arbejdspladser.
- Der er selvfølgelig mange individuelle faktorer, der spiller ind på de arbejdspladser, der har været med i projektet. Men én ting, der går igen hos dem alle er, at de ansatte er blevet mere nærværende og mere opmærksomme på sig selv og hinanden i hverdagen. Og det har skabt øget trivsel og sænket sygefraværet med 14 procent, siger projektchef Birgit Lübker fra Center for Arbejdsliv, Teknologisk Institut til Videncenter for Arbejdsmiljøs hjemmeside: www.arbejdsmiljoviden.dk
De 18 arbejdspladser, der har deltaget i projektet er alle fra sundhedsområdet. I alt 2.000 sosu-assistenter, sygeplejersker, pædagoger, rengøringsassistenter og portører har været med undervejs.
Flere problemstillinger i spil
Selv om det overordnede mål har været at sænke sygefraværet ved at fokusere på nærvær, motivation og trivsel i hverdagen, har arbejdspladserne valgt forskellige metoder til at opnå større nærvær.
Eksemplerne på aktiviteter strækker sig lige fra lysterapi til nattearbejdere og indflydelse på egne arbejdstider til sundhedsfremmende aktiviteter og bedre kommunikation på arbejdspladsen.
- Der er løbende blevet afholdt Akademidage, det vil sige en slags temadage, hvor forskellige problemstillinger er blevet taget op. Fordi projektet er så omfattende, og vi har haft så stor mangfoldighed i temaerne, har der altid været noget, den enkelte arbejdsplads har oplevet som relevant og inspirerende for deres hverdag, siger Birgit Lübker.
Læs mere om projekt Nærvær i Arbejdet her