f:nyt - Pædagoguddannelsen populær blandt de unge

16. marts 2011

For andet år i træk stiger antallet af unge, der søger ind på pædagoguddannelsen, viser ansøgerfeltet til kvote 2. Nogle steder oplever man en stigning i ansøgertallet på 50 procent

Af Malene Dreyer, fnyt@sl.dk

Formand for Socialpædagogerne Benny Andersen glæder sig over fremgangen:

- Det er godt at se, at de unge igen har så stor interesse for velfærdsfagene. Der er jo brug for kompetente og engagerede hoveder og hænder – ikke mindst på det socialpædagogiske felt.

Også på lærer- og sygeplejerskeuddannelsen er tendensen igen i år flere ansøgere og dermed en stigende interesse blandt de unge for velfærdsfagene i det offentlige. Det er godt nyt for de ellers ret dystre fremtidsudsigter der viste, at Danmark ville mangle både pædagoger, lærere og sygeplejersker i stor stil allerede i 2015. Dette scenarie ser ud til at blive afværget med de unges store interesse for velfærdsfagene.

- Det er glædeligt, at mange unge vælger uddannelser med mening, og at de vælger med hjertet – også i en tid præget af krise og stram økonomi. Jeg håber naturligvis, at den fine stigning i ansøgertallet også giver sig udslag i antallet af unge, der vælger at specialisere sig i den socialpædagogiske retning. Det er et væsentligt arbejdsområde, der giver mening og hvor man kan gøre en forskel i sit daglige arbejde, siger Benny Andersen.