Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk
Hver femte leder indrømmer, at han altid fravælger ældre ansøgere, eller at de i hvert fald skal være bedre kvalificerede end yngre ansøgere, hvis han overhovedet skal overveje dem som kandidater til jobbet.
Det fremgår af en undersøgelse udført af analysefirmaet Voxmeter for Ugebrevet A4. Godt 1.000 ledere i det private og det offentlige er blevet spurgt om deres holdning til tyndhårede jobansøgere.
Chefkonsulent Olav Feldbo fra Ældre Sagen er forarget over den udbredte diskrimination mod ældre erhvervsaktive:
- Det er rystende, at hver femte chef diskriminerer ældre – især i en periode, hvor vi taler så meget om at fastholde ældre på arbejdsmarkedet, og der tales om reform af efterløn.
Mens 20 procent af alle ledere diskriminerer seniorer, så er andelen 22 procent, hvis man alene ser på de offentlige ledere. Det gør formanden for HK/Stat, Thora Petersen, vred:
- Det er et meget uheldigt signal, der på den her måde kommer fra det offentlige. Lederne burde jo overholde loven og behandle ansøgere lige ud fra kvalifikationer og kompetencer, siger Thora Petersen.
Det står måske værre til
Selv om hver femte chef i A4’s undersøgelse ser negativt på ældre jobansøgere, er antallet af negative chefer efter alt at dømme betydeligt højere. Det mener i hvert fald arbejdsmarkedsforsker og professor Per H. Jensen fra Aalborg Universitet, der har foretaget flere undersøgelser af ældres forhold på arbejdsmarkedet.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det reelle antal ledere, som diskriminerer ældre ansøgere, er større, end det fremgår af undersøgelsen. Når man ser på, hvad der foregår i virkeligheden, må nogle af lederne i undersøgelsen svare politisk korrekt, siger Per H. Jensen.
Ugebrevet anfører, at regeringen håber, at den ved at afvikle efterlønnen kan få 20.000 ekstra seniorer i sving i år 2020. Men der skal sparkes nogle døre ind til chefkontorerne, før målet bliver nået. Ifølge A4’s undersøgelse vurderer tre ud af fire ledere, at deres arbejdsplads ikke vil åbne mere op for ældre, selv om efterlønnen forsvinder. Og det tal bekymrer Thora Petersen fra HK/Stat.
- Hvis cheferne ikke ændrer markant holdning, vil vi uden efterløn få mange ældre, der går arbejdsløse i årevis for til sidst at falde ud af dagpengesystemet og blive ludfattige, siger Thora Petersen.
Læs hele artiklen i Ugebrevet A4 her