Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk
Regeringens, Dansk Folkepartis og de Radikales aftale om forringelse af efterlønnen bliver mødt med massiv kritik af fagbevægelsen.
Socialpædagogernes formand Benny Andersen kalder forringelsen forkastelig og anfører, at den barbering af efterlønsaftalen, regeringen nu vil gennemføre, især rammer ufaglærte og faglærte og ikke mindst kvinder hårdt:
- Det kommer til at ramme mennesker, der har haft et hårdt og langt arbejdsliv, og som har ret til og brug for en aftale, der giver dem sikkerhed og tryghed for, at de kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Samtidig med, at det er uanstændigt over for de mange mennesker, der bliver berørt af aftalen, er det også et brud på velfærdsaftalen fra 2006:
- Så vi vil kæmpe med næb og klør for, at den her forringelse af en fin aftale aldrig bliver til noget. Og der skal ikke være nogen tvivl om, at vi ser det som endnu en grund til, at vi har brug for en ny regering og en ny politik, siger Benny Andersen.
LO’s formand Harald Børsting kalder efterlønsaftalen et urimeligt hårdt indgreb og en katastrofe:
- Hundredtusinder af mennesker kastes ud i usikkerhed og deres vilkår forringes massivt. Vi kalder det for ’fredag den 13.-forliget’, fordi dagen i dag er blevet skæbnesvanger for de danske lønmodtagere, siger LO-formanden.
Han påpeger, at det netop er de faggrupper – de ufaglærte, faglærte og kvinderne – der i dag går på efterløn som 60-årige, som rammes af barberingen af efterlønnen fra fem til tre år:
- Med kirurgisk præcision er det lykkedes for regeringen, Dansk Folkeparti og de Radikale at forringe vilkårene for præcis de danskere, der gennem livet har haft de hårdeste og mest slidsomme job, siger Harald Børsting.
Bandbulle mod Pia
Hos Fagligt Fælles Forbund (3F) er formand Poul Erik Skov Christensen helt oppe at ringe over det, han betegner som Pia Kjærsgaards og Dansk Folkepartis helt store bedrag:
- Pia Kjærsgaard har ved stort set hver eneste lejlighed fremstillet sig selv som efterlønnens og folkepensionens forsvarer. Nu har hun afsløret, at det hele var et stort bedrag, siger Poul Erik Skov Christensen og fortsætter:
- Jeg er ufattelig trist. Den politiske aftale om at afskaffe efterlønnen er et hårdt slag for de mange lønmodtagere, der igennem et langt arbejdsliv har haft det hårdeste slid til den laveste løn.
Læs mere her hos Socialpædagogerne, 3F og LO