Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk
Det er især kvinderne og de ufaglærte arbejdere, der bliver ramt, hvis det lykkes regeringen, Dansk Folkeparti og de radikale at hæve efterlønsalderen. Der er nemlig denne gruppe, der i stort omfang går på efterløn i 60 eller 61 års alderen. Derudover er der særligt mange i denne aldersgruppe, der bor Danmarks såkaldte udkantskommuner i blandt andet Nordjylland.
Det viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd netop har udarbejdet.
Blandt de personer, der gik på efterløn i 2008, var næsten 4 ud af 5 ufaglærte eller faglærte, mens kun 3 procent havde en lang videregående uddannelse.
Der er samtidig en klar tendens til, at det navnlig er de ufaglærte, der vælger at gå på efterløn i tidlig alder. Blandt de personer, der gik på efterløn som 60-årige, var det således 36,4 procent, der var ufaglærte, mens ufaglærte kun udgjorde godt en fjerdedel af de personer, der gik på efterløn som 63 eller 64-årig.
Samtidig bekræftes det, at myten om, at efterlønnen misbruges af golfspillende tandlæger, advokater og ingeniører, er og bliver en myte: Personer med en lang videregående uddannelse udgjorde kun 2,1 procent af de 60-årige, der gik på efterløn, mens denne uddannelsesgruppe udgjorde 6,3 procent af de, der gik på efterløn som 64-årige.
Samtidig viser analysen, at der er en overvægt af kvinder, der som 60-årige går på efterløn. Således udgjorde kvinder i 2008 næsten 55 procent, der gik på efterløn, mens godt 45 procent var mænd.
Denne skæve kønsfordeling bliver endnu tydeligere, hvis man ser på de personer, der gik på efterløn som 60-årige. Her udgjorde kvinderne næsten to tredjedele (64,1 procent), mens mænd står for lidt over en tredjedel af tilgangen.
Udkantsdanmark går på efterløn
Der er også store geografiske forskelle på alderen ved overgang til efterløn. Således er det især i Nordjylland, på Lolland-Falster, i Vestsjælland samt i en række ø-kommuner som Bornholm, Langeland, Samsø og Læsø, at folk går på efterløn i 60 eller 61 års alderen. Derimod er andelen lav i kommunerne i kommunerne nord for København – der hvor myten om de golfspillende velhavere på efterløn opstod.
Analysen er også omtalt i dagens udgave af Ekstra Bladet.
Download hele AE-analysen her