Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk
Det kommunale selvstyre er i fare og borgmestrene ender med bare at blive ’implementeringsagenter’.
Det sker, hvis regeringen i forbindelse med de aktuelle forhandlinger om den økonomiske 2021-plan får flertal til at vedtage fireårige planer for kommunernes budgetter. Den såkaldte budgetlov skal sikre en stram styring af økonomien i både stat, regioner og kommuner. Men nu advarer borgmestrene og eksperter mod skrappe og for rigide budgetmål, der truer med at ødelægge det kommunale selvstyre, skriver Ugebrevet A4.
De frygter, at politikerne på Christiansborg vedtager stive fireårs planer, der ikke tager højde for akut opståede problemer i form af massefyringer på lokale arbejdspladser, dyre skolebyggerier eller pludseligt opståede udgifter til socialområdet.
I en længere periode har topfolk fra Kommunernes Landsforening (KL) derfor bombarderet både regeringen og Folketingets øvrige partier med advarsler om konsekvenserne ved at gennemføre et - i kommunernes øjne – stramt system, der begrænser det hellige princip om kommunalt selvstyre i Danmark.
Fingrende væk
Formand for KL Jan Trøjborg, der er borgmester i Horsens, har ifølge ugebrevet næsten fået tinnitus af at tale i telefon og i kontante vendinger advare regeringstoppen og partifæller på Christiansborg mod et attentat på det kommunale selvstyre:
- Folketinget skal holde fingrene væk fra det kommunale selvstyre. Det er fair nok, at man vil have en fornuftig, offentlig udgiftsstyring. Men vi bekæmper den detailstyring, der lægges op til, fordi vi frygter for det kommunale selvstyre, siger Jan Trøjborg.
Kommunale eksperter vurderer, at der er god grund til, at både formand og næstformand (Erik Fabrin (V)) farer i flint. Lektor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet Michael Baggesen Klitgaard mener, at kommunerne får sværere ved at rokke med ørerne, hvis man lægger deres økonomiske rammer fast over en fireårig periode.
- Snarere end at vi har et kommunalt selvstyre i dag, bliver kommunerne en slags implementerings-agenter for den statslige politik. Det betyder, at man reducerer kommunerne til at være enheder eller maskiner, som gennemfører den politik, staten beslutter, siger lektoren til A4.
Ifølge Berlingske i dag siger også et flertal af byrådsmedlemmer nej til stramt detailstyring og budgetlofter – og er modstanden markant størst hos S og SF’s byrådsmedlemmer.
Læs hele artiklen i A4 her