f:nyt - LO må afskedige medarbejdere

04. maj 2011

Hver femte ansatte i LO’s hovedkvarter på Islands Brygge skal fyres. Det sker for at tilpasse udgifterne til de mindre kontingenter fra medlemsforbundene på grund af faldende medlemstal, skriver Fyens Stiftstidende i dag

Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk

Hovedorganisationen LO fyrer tyve procent af sine medarbejdere, og der skæres dybt i organisationen. Blandt andet skal den populære Jobpatrulje, der tjekker løn- og arbejdsforhold for unge, lukkes.

Det var ifølge Fyens Stiftstidende nogle af ingredienserne i den bombe, LO-formand Harald Børsting i går præsenterede for sine medarbejdere. I den nærmeste tid skal LO fyre 27 af de 134 medarbejdere, som i dag arbejder i LO-Huset på Island Brygge i København, oplyser højtplacerede kilder til avisen.

Det er efter avisens oplysninger medlemsflugten fra fagforeningerne, der nu koster stillinger i LO. Siden 2005 har LO-forbundene mistet 125.000 medlemmer. Forbundene er i gang med at skære ned – nu kommer turen så til hovedorganisationen.

Samtidig får LO fra næste år også færre kontingentkroner fra forbundene, fordi kontingentet nedsættes fra 200 til 190 kroner pr. medlem. Derfor skal der spares 29 millioner kroner om året i de næste fire år ud af et samlet budget på 170 millioner kroner. Om der skal spares andre steder end i hovedkvarteret er ifølge Stiftstidende ikke klart endnu.

Man har således ikke besluttet, hvad der skal ske med LO’s medieaktiviteter. LO står bag A-pressen, som har nyhedsbureauet Newspaq og en halvpart i Avisen.dk samt udgiver Ugebrevet A4. Ugebrevet vil Stiftstidende overleve, men i et lidt andet koncept.

Ifølge Ritzau vil Jobpatruljen dog overleve, idet HK og 3F vil ovetage den til næste år, oplyser HK-formand Kim Simonsen.

Resultat af kongresudvalgs arbejde

De bebudede besparelser og afskedigelser er ifølge en kort meddelelse på LO’s hjemmeside resultatet af et arbejde, som et kongresudvalg nu har afsluttet. Udvalget har haft til opgave at tilpasse LO’s opgaveportefølje til de mindre ressourcer, organisationen får som følge af de faldende kontingentindtægter.

Det vil også medføre personalereduktioner, som vil blive forhandlet med de faglige klubber i LO i løbet af maj måned med henblik på, at Hovedbestyrelsen kan tage endelig beslutning om omfanget af personalereduktioner den 27. maj.


Læs mere på Fyens Stiftstidende her og her, og på LO's hjemmeside her