f:nyt - Mobning skal forebygges

05. maj 2011

Mobning på arbejdspladsen har negative konsekvenser, ikke alene for den enkelte, men for arbejdspladsen som helhed. Derfor skal mobning forebygges på alle niveauer på arbejdspladsen, konkluderer forskerne i en fælles nordisk rapport

Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk

For at bekæmpe mobning er det vigtigt for alle arbejdspladser at implementere en anti-mobningspolitik, der virker på alle niveauer. Det vil sige, at den fokuserer på primær, sekundær og tertiær forebyggelse på både ledelses-, team- og individniveau. Det er konklusionen i den først nordiske rapport om emnet, der offentliggøres af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Ifølge forskerne bag rapporten har mobning på arbejdspladsen, som kan forekomme i alle typer virksomheder, alvorlige konsekvenser for både virksomheden eller arbejdspladsen som helhed samt for ofrene og vidnerne til mobningen:

  • De psykologiske konsekvenser kan være udvikling af depression, udbrændthed, angst, uro og nervøsitet.
  • Mobbeofret kan opleve følelser af skyld, skam og udvikle ringe selvværd.
  • De fysiske konsekvenser er hjerte-kar-sygdomme og fibromyalgi.

Alle nordiske lande har love og/eller vejledninger om håndtering af mobning på arbejdspladsen, og alle lande har en lovgivning, som skal sikre den enkelte ret til et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

Forskningen viser dog, at lovgivning og regler ikke nødvendigvis håndhæves af arbejdsgiverne eller sundheds- og sikkerhedsmyndighederne i de respektive nordiske lande, oplyser NFA.

Definition af mobning

Forskerne definerer mobning på denne måde: ’Gentagen udsættelse for negativ eller krænkende adfærd, som det er svært at forsvare sig imod, og som foregår over længere tid’.

Når man skal forebygge mobning på arbejdspladsen er det almindeligt at skelne mellem primær, sekundær og tertiær intervention og på den anden side anti-mobningspolitik rettet imod flere niveauer. Det vil sige virksomhed/arbejdsgiver, arbejdsplads/gruppe/team og individ. 

Når man taler om primær intervention, drejer det sig om at udvikle et godt psykosocialt arbejdsmiljø på arbejdspladsen, en god ledelsespraksis og udvikle og fastsætte procedurer for håndtering af konflikter.

Ved sekundær intervention handler det om at udvikle retfærdige klageprocedurer. Og endelig ved tertiær invention er opgaven at tilbyde rådgivning og terapi for de medarbejdere, der udsættes for mobning på arbejdsplads.


Læs mere og download rapport