Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk
Det vil kræve nye værktøjer, hvis efterlønnen afskaffes, og det skal lykkes at fastholde fremtidens seniorer til de kan gå på folkepension som 70-årige eller mere. To tredjedele af personalecheferne i kommuner og private virksomheder siger i en ny Momentum-undersøgelse, at det vil være nødvendigt, at flere seniorer skal have nye eller mindre krævende arbejdsopgaver. Og et endnu større flertal af personalecheferne mener, at det bliver nødvendigt at give bedre muligheder for nedsat arbejdstid til seniorerne.
Jørgen Søndergaard, direktør for SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – beskæftigede sig indgående med mulighederne for at hæve tilbagetrækningsalderen, da han var formand for regeringens arbejdsmarkedskommission. Men dengang, i 2009, skød regeringen blandt andet kommissionens forslag om afvikling af efterlønnen ned.
Nu finder Jørgen Søndergaard det bemærkelsesværdigt, at så mange personalechefer er indstillet på at holde på seniorerne til pensionsalderen.
- Det er absolut positivt, at der er så stor parathed til at tilbyde de ældre fleksibilitet i arbejdslivet. Og det er helt rigtigt, at nogle seniorer vil have behov for nye arbejdsopgaver, omskoling eller nedsat tid, hvis de skal kunne blive på arbejdsmarkedet, siger Jørgen Søndergaard.
I Dansk Arbejdsgiverforening ser chefkonsulent Erik Simonsen det som et klart og meget positivt signal om, at arbejdsgiverne er opmærksomme på, at en højere pensionsalder vil kræve, at nogle seniorer fremover skal arbejde på en anden måde, end de har gjort hidtil.
Hos kommunerne tolker Jens Christian Birch, kommunaldirektør i Næstved Kommune og næstformand i Kommunaldirektørforeningen, også Momentum-undersøgelsen sådan, at arbejdsgiverne har en grundlæggende forståelse for, at de i fremtiden får et stort behov for at fastholde og rekruttere kvalificeret arbejdskraft.
- Vi får i høj grad brug for de ældre medarbejdere, som oven i købet er en stabil arbejdskraft, der ikke har ret mange sygedage. Og så er vi helt med på, at de ældre kan have nogle særlige behov i forhold til arbejdstid, efteruddannelse eller andet, som vi er nødt til at kunne imødekomme. Det prøver vi allerede at gøre i dag, men vi skal blive endnu bedre til det fremover, siger Jens Christian Birch til KL’s nyhedsbrev.
LO mere forbeholdne
I hovedorganisationen LO er man indædt modstander af at afskaffe efterlønnen eller at forringe den, og næstformand Lizette Risgaard giver ikke meget for personalechefernes udsagn om, at de er indstillet på at give særbehandling for at fastholde seniorerne.
- Når en arbejdsgiver bliver spurgt om det her, ville det jo heller ikke se godt ud, hvis de svarede noget andet. Men det er da positivt, hvis de er parate til at give de ældre nogle særlige muligheder. Men det er der intet, som forhindrer dem i at gøre i dag, hvis de har behov for at fastholde de ældre medarbejdere. Og sandheden er, at meget får arbejdsgivere har forsøgt at fastholde lønmodtagere, til de bliver 70 år, siger Lizette Risgaard til Momentum.
Læs hele artiklen her