Af Kurt Ladefoged,
fnyt@sl.dk
Fire ud af 10 ledere i kommuner og regioner i dag er fyldt 55 år, og arbejdsgiverne kan ikke forvente, at lederne bliver hængende til de går på folkepension.
Det fremgår af en ny undersøgelse, som Væksthus for Ledelse har foretaget blandt over 2.000 kommunale og regionale ledere over 54 år. Det viser sig nemlig, at over halvdelen af de 55-59-årige ledere forventer at vinke farvel til arbejdslivet, inden de fylder 65 år. Kun en fjerdedel forventer, at de vil blive ved til de bliver 65 år eller længere, mens lidt under en fjerdedel ikke har taget stilling, skriver KL’s nyhedsbrev Momentum.
Grete Tarpgaard, direktør i KL og formand for Væksthus for Ledelse, erkender, at det er en særdeles alvorlig udfordring, som de offentlige arbejdsgivere står overfor:
- Dygtige ledere er et meget vigtigt omdrejningspunkt for, at kommunerne kan levere en god service til både børn, unge og ældre. Alle kommuner bør derfor allerede nu sikre fødekæden til lederposterne gennem talentudvikling og ikke mindst gøre mere reklame for, hvor spændende og udviklende det er at være leder. Intet er så deprimerende som en meget lille ansøgerbunke til et lederjob, siger Grete Tarpgaard.
Hun fremhæver ifølge Momentum, at god ledelse er nøglen til udvikling i den offentlige sektor i de kommende år, hvor pengene er små. Derfor er det alfa og omega, at kommunerne har de bedste ledere, som kan få det optimale ud af medarbejderne og de økonomiske ressourcer.
Nogle kan lokkes
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, mener også, at de offentlige arbejdsgivere bør gøre en stor indsats for at holde på de erfarne ledere.
- Det vil jo være et kæmpe indhug i de ledelsesmæssige kompetencer, hvis man ikke evner at fastholde flere af de erfarne ledere i løbet af få år, siger Flemming Ibsen.
Han mener, at en del af udfordringen kan løses ved at overtale erfarne ledere til at blive længere i jobbet, men at de offentlige arbejdsgivere også skal tænke i talentudvikling og omlægning af organisationen.
- Kommuner og regioner har en bunden opgave i at komme på jagt efter nye ledertalenter og motivere folk til at blive ledere. I den forbindelse kommer man nok heller ikke uden om lønstigninger til nogle ledergrupper, siger Flemming Ibsen.
Læs hele artiklen i Momentum