f:nyt - Flere rammes af vold på jobbet

29. juni 2011

Socialpædagogerne er en af de faggrupper, der hyppigere bliver ramt af vold, når de passer deres arbejde. Det fremgår af netavisen Avisen.dk, der henviser til en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk

De seneste fem år er der sket en eksplosion i vold på jobbet. Dobbelt så mange danskere bliver hvert år overfaldet, mens de passer deres arbejde, viser den seneste undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Det er især offentligt ansatte som betjente, pædagoger og lærere, der har grund til at kigge sig ekstra over skulderen, når de arbejder, skriver Avisen.dk, der blandt andet ejes af A-Pressen.

- Vi ser, at bremsen for vold mod offentligt ansatte er blevet mindre. Vores formodning er, at der er mindre respekt for, at de offentligt ansatte arbejder efter love og regler. Som når forældre truer læreren i skolen, siger direktør Palle Ørbæk, der står bag rapporten.

Samtidig skyldes noget af stigningen, at der er kommet mere fokus på området, så flere vil berette om det til forskerne bag undersøgelsen.

Palle Ørbæk slår fast, at det har store omkostninger for den enkelte og for samfundet, at volden er blevet så udbredt.

- Det kan give langvarige nervøse lidelser som angst, hvis man ikke håndterer det rigtigt, påpeger han.

Nedskæringer forværrer volden

Både hos sygeplejerskerne og socialpædagogerne får nedskæringer og mindre personale til flere opgaver en del af skylden for volden.

Hver fjerde pædagog havde i 2010 været udsat for vold. I det fag vil der altid være fare for, at udviklingshæmmede og psykisk syge bliver voldelige. Men kommunerne sætter sikkerheden for socialpædagogerne på spil, når de forsøger at spare personale, mener Vibeke Greve Kristensen, der er leder af afdelingen for arbejdsskader hos Socialpædagogerne.

- Vi er stærkt bekymrede. Vi kan se, at kommunerne sparer på uddannet personale og bruger flere vikarer. Det gør borgerne nervøse, og det giver udtryk i mere voldelig adfærd, siger hun til Avisen.dk

Avisen.dk bringer også et interview med den 35-årige socialpædagog Mia Kjærulff, der sammen med en kollega blev overfaldet, da de passede en udviklingshæmmet mand.


Læs mere