Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk
Hvis man er blandt de 165.000 boligejere, som ikke er medlem af en a-kasse, kan man blive tvunget til at belåne friværdien eller sælge huset.
Det fremgår af en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har foretaget fornylig. Den viser, at omkring 300.000 danskere i arbejde hverken kan få kontanthjælp eller dagpenge, hvis de mister deres arbejde. Det svarer til hver syvende beskæftigede. Og ser man specifikt på boligejerne, så er sagen endnu mere alvorlig. Her er det hele 87 procent eller 165.000, der vil stå uden mulighed for at få hjælp fra det offentlige.
På A-kassernes Samvirkes hjemmeside fremgår det, at AK-Samvirkes direktør, Verner Sand Kirk, tidlegere har advaret mod den udbredte opfattelse, at man blot kan gå ned på kommunen og få kontanthjælp, hvis man bliver ledig.
- Boligejerne er specielt udsatte, fordi de månedlige udgifter til huset eller lejligheden ofte udgør en betragtelig del af de faste udgifter. Når man så mister sit arbejde, skal man være fattigere end en kirkerotte, før man kan få kontanthjælp, siger Verner Sand Kirk.
- Det betyder, at man skal bruge de penge, man eventuelt har i banken, sælge bilen, belåne eller sælge boligen. Hvis ens ægtefælle har et arbejde kan man heller ikke få kontanthjælp, så det kommer til at gøre økonomisk ondt på rigtig mange, hvis de bliver ledige, tilføjer Verner Sand Kirk.
Socialpædagogernes a-kasse kan hjælpe
Desværre bliver også et stigende antal socialpædagoger ledige i disse år, og mange af dem vil komme til at stå i samme situation, hvis de ikke er medlem af en a-kasse.
Derfor kan lederen af Socialpædagogernes a-kasse, Palle Hansen, helt tilslutte sig advarslen fra direktør Verner Sand Kirk. Og han gør opmærksom på, at medlemmerne som en del af medlemsskabet af Socialpædagogerne også tilbydes en af landets bedste a-kasser:
- Vi er kendt for en god medlemsservice og leverer kvalificeret vejledning om jobmuligheder på hele det pædagogiske område. Når uvildige instanser spørger medlemmerne i forskellige a-kasser, så kommer Socialpædagogernes a-kasse ud som en a-kasse, der ligger i top på medlemstilfredshed og medlemsservice, siger Palle Hansen og tilføjer:
- Og hvad prisen angår ligger vi oven i købet i den billige ende. Der er derfor også på dette område al mulig grund til at anbefale sine kolleger et medlemskab i Socialpædagogerne og i vores a-kasse.
Læs mere om undersøgelsen her