f:nyt - Fagspecifikke kurser alligevel en mulighed for ledige

28. december 2011

Muligheden for fagspecifikke kurser for ledige forsvinder alligevel ikke 1. januar 2012. Bekendtgørelsen er trukket tilbage, blandt andet på grund af pres fra Socialpædagogerne.

Det betaler sig, at protestere.

Arbejdsmarkedsstyrelsen har indtil den 19. december meddelt, at muligheden for de ledige bortfaldt 1. januar 2012 samtidig med ændringerne i SVU-reglerne for beskæftigede.

Det oplyste vi også om her på sl.dk så sent som den 12. december, hvor en ny bekendtgørelse om lediges mulighed for selvvalgt uddannelse var sendt i høring.

Men bekendtgørelsen er nu trukket tilbage. Det betyder, at det også efter årsskiftet er muligt for ledige pædagoger, og andre med en mellemlang eller lang videregående uddannelse, at få seks ugers selvvalgt uddannelse, til fagspecifikke kurser.

Socialpædagogerne var et af de forbund, som sørgede for at gøre regeringen opmærksom på, at det var i strid med dens uddannelsespolitiske holdninger, hvis muligheden blev afskaffet. Det skete i et fælles høringssvar fra LO, AC og FTF, hvor vi blandt andet påpegede, at det er de nyuddannede lediges eneste mulighed for at udnytte ordningen med selvvalgt uddannelse. Arbejdsmarkedsstyrelsen oplyser, at man forventer at udsende en ny orientering i januar 2012 om de lediges mulighed for at deltage i de fagspecifikke kurser og om eventuelle kommende ændringer til bekendtgørelsen om 6 ugers selvvalgt uddannelse.