Ungdomssanktion

På den anden side af hegnet

Mange af de åbne social- pædagogiske behandlingssteder er ikke gearet til at modtage unge i ungdomssanktion, lyder det fra de sikrede institutioner. De forsøger at løse problemet ved at oprette deres egne

Af Bille Sterll , redaktionen@sl.dk

Håndværkerne er endnu ikke helt færdige med at sætte det mere end fem meter høje trådhegn op rundt om observations- hjemmet Sønderbros sikrede afdelinger. Lågen mangler stadig.

Et par meter fra åbningen, men uden for hegnet ligger Sønderbros åbne afdeling, Akademiet. Her er plads til otte unge, som har fået en ungdomssanktion. Første del foregår på den sikrede afdeling bag hegnet. Når tiden kommer til den del af behandlingen, som skal foregå i åbent regi, kan den unge altså nøjes med at smutte gennem lågen. Og det kan både den unge og pædagogerne planlægge efter fra dag ét.

Akademiet ligger midt i København, og for de unge københavnske lovovertrædere betyder det, at de kan bevare kontakten til familie og venner - og til de andre rødder hjemmefra.

- Man kan godt komme halvandet år til Jylland og få røde kinder og lære at fiske, men når man kommer tilbage, er der ikke sket så meget. Og hvis de skal tilbage til Nordvest, så må vi styrke deres netværk der, siger Mette Tellerup, som er ungdomssanktions-koordinator i Københavns kommune.

Det er især i skiftet mellem fase to og tre, det går galt, når den unge skal ud og stå på egne ben efter at have været omgivet af pædagoger i et års tid. Hvis den unge samtidig flytter fra den ene ende af landet til den anden, kommer det også til et brud med kontaktpersoner, skolegang eller fritidsinteresser. På Akademiet bliver skiftet ikke så stort.

- De unge kan begynde at bokse, allerede mens de sidder her. Eller starte på uddannelse eller arbejde ude i byen allerede i slutningen af fase to. Så er der meget større muligheder for, at det lykkes. Selvfølgelig kan de unge også beholde de dårlige venner og adgangen til hash. Det giver nogle andre problemer, men også nogle muligheder at blive i miljøet, mener Mette Tellerup.

Dømt til behandling
I alt har Københavns Kommune øremærket 14 åbne pladser til unge i ungdomssanktionen - otte på Sønderbro, tre på Solhaven i Himmerland og tre på skolehjemmet Seden Enggård på

Fyn. Det er sket i erkendelsen af, at de almindelige socialpædagogiske behandlingssteder ikke egnede sig til at håndtere de unge, som er dømt til behandling. De unge trives bedst på små steder og stiller andre krav til pædagogikken end unge, som ikke er kriminelle.

- Alt andet lige er socialpædagoger vant til at behandle folk, som er motiverede for behandling. Det er jo ikke sikkert, at unge, som er dømt til behandling er motiverede for at modtage den. Men vi er lige begyndt. Vi ved endnu ikke, om vi kan bibringe de

unge den behandling, de er idømt. Det vil tiden vise, siger Sønderbros forstander Kurt Clasen.

Selv med de 14 pladser til unge kriminelle har København svært ved at finde egnede pladser nok. Når koordinator Mette Tellerup skal finde den helt rigtige plads til en ung, vurderer hun både den unge og institutionen. Men økonomien spiller også ind.

- Det en socialfaglig vurdering i hvert enkelt tilfælde, og det er klart, at økonomi er en del af billedet. Vi fylder i størst muligt omfang vores egne pladser op. Men vi havde en ung, som gerne ville i kokkelære. Det var der så et af de private steder, som kunne tilbyde, og den unge blev sendt derhen, selvom vi havde plads på et af vores egne steder, fortæller koordinator Mette Tellerup.

Dyre pladser står tomme
I forbindelse med Bakkegården har Vest- sjællands Amt oprettet ikke færre end 21 åbne pladser til unge, som skal ud i ungdomssanktionens anden fase. De åbne institutioner ligger nogle kilometer fra Bakkegården, men tæt nok på til, at de unge kan komme på besøg og lære stedet at kende, før de skal derud. Ideen var, at de unge og medarbejderne fra første dag sammen kunne lægge planer for fremtiden.

Ifølge Bakkegårdens medarbejdere er de åbne pladser netop gearet til unge i ungdomssanktion.

- Det handler først og fremmest om normering. På de sikrede er vi tre pædagoger til fem drenge, og det er nødvendigt. De skal næsten mandsopdækkes. Det skal de også i de åbne afdelinger, siger afdelingsleder Gitte Rugsted.

Et eller andet går tilsyneladende skævt, når de unge forlader de sikrede institutioner og sætter kursen mod et behandlingssted. Sidste år modtog Bakkegården 12 unge i ungdomssanktionens fase et. Men undervejs modtog institutionen ikke færre end ni, som ikke kunne være på åbne steder ude i landet.

- Vores erfaring er, at hvis de er meget imod, så går det ikke. De fleste, jeg har haft med at gøre, vil ikke være på opholdsstedet. De begår kriminalitet for at komme væk. Eller de stikker af, siger Gitte Rugsted.

Og socialrådgiver Kim Kelmann supplerer:

- Mange af de almindelige opholdssteder vil slet ikke have de her unge. De vanskeligste af dem kræver jo, at man sidder på ryggen af dem konstant. Vi fik en pige tilbage, fordi hun havde stjålet forstanderens bil. Hun blev sendt til et nyt sted i Jylland, hvor pædagogerne lod bilnøgler og pung ligge fremme på bordet. Så stjal hun en bil igen. Opholdsstederne skal kende de unges tankegang.

Den høje gearing på medarbejdersiden med vågne nattevagter og mandsopdækkede unge gør Bakkegården åbne afdeling til et dyrt bekendtskab. Så dyrt, faktisk, at flere amter og kommuner ikke vil betale over 1,6 millioner kroner om året pr. plads.

Til sammenligning koster de åbne pladser på Sønderbros Akademi en rund million om året. Så selvom Bakkegården er på hjemmebane og kender de unge, deres vaner og familier, står flere af de åbne pladser tomme, og institutionen har måttet sige farvel til en række medarbejdere. Nu overvejer Bakkegården så, hvordan de kan sætte priserne ned.

KL: De små bør samarbejde med amterne I og med, at langt flere unge end forventet idømmes ungdomssanktion, står flere kommuner med kriminelle unge, som skal anbringes. Også små kommuner med lille erfaring i at håndtere svære anbringelser. I Kommunernes Landsforening (KL) opfordrer chefkonsulent Pernille Kvarning fra Børne- og Kulturkontoret de små kommuner til at søge rådgivning i amterne, når en ungdomssanktion lander i forvaltningen: - Jeg synes, man på regionalt niveau mellem kommunen, amtet og de sikrede institutioner skulle aftale, hvordan man kan lette overgangen fra sikrede til åbne institutioner. Kommunerne kommer til at stå i et krydspres, hvor de sikrede institutioner vil have de unge ud så hurtigt som muligt, men der er ikke et tilsvarende antal åbne institutioner, som vil have de her unge. De har jo ikke det bedste omdømme, siger hun. Hun er med egne ord pikeret over det billede, de sikrede institutioner tegner af kommunernes indsats overfor de unge: - Nu peger de sikrede institutioner fingre af kommunerne. Vi kunne så pege videre til amtet og til institutionerne selv og sige: Hvis I kunne garantere os en plads, ville vi have en lettere gang i livet. Ifølge KL mangler kommunerne et vigtigt redskab, nemlig retten til at forpligte de åbne institutioner til at tage imod de unge. Mange af stederne takker nej til den hårde kerne. Manglen på egnede - og velvillige - pladser spænder ben for kommunernes arbejde med handleplaner. - Handleplaner skal jo spejle den mulige behandling. Vi er nødt til at have et vist billede af, hvor den unge kommer hen. Det har vi ikke, når mange af stederne ikke vil tage dem. Vi ser gerne pladser forbeholdt unge idømt ungdomssanktion på de åbne institutioner, siger Pernille Kvarning. I den aktuelle strukturdebat om kommunernes fremtid, anbefaler KL den brede model, hvor en kommune har mindst 30.000 indbyggere. Det kan løse en del af problemerne med små kommuner, som mangler erfaring i sjældne, men tunge opgaver. Men Pernille Kvarning understreger, at ungdomssanktionerne ikke kun er kommunens bord: - Amtet er forpligtet til at tage sig af de unge, så det er i lige så høj grad amtet, der har et problem. Det billede af slendrian og sidden på hænderne i kommunerne, som de sikrede institutioner tegner, er et vrangbillede. Det hører ingen steder hjemme.