Solidaritet

Udenfor pædagogisk rækkevidde???

Den hårde kerne har hovedrollen i debatten om unge kriminelle. En lille gruppe er så langt ude, at det er tvivlsomt, om pædagogik overhovedet nytter. Hvad stiller pædagogerne så op med dem?

Af Bille Sterll , redaktionen@sl.dk

I Vestre Fængsel sidder en 17-årig dreng og venter på at komme for retten. Sammen med sin lidt ældre fætter er han er tiltalt for drab i et af sidste års mest omtalte kriminalsager: drabet på en ung italiensk turist på Nørrebro i København. Her i Danmark sætter vi normalt ikke børn i fængsel, men den 17-årige har nu tilbragt over 10 måneder i cellen.

Før det var han allerede et kendt ansigt på de sikrede institutioner, men flere års turné i det socialpædagogiske system ser ikke ud til at have rettet op på hans liv.

På et tidspunkt skulle han flyttes fra en sikret institution til en anden. Undervejs lykkedes det ham at stikke af. Da han blev fundet, kom han til den sikrede institution Sølager i Frederiksborg Amt. Her kom han straks op at slås med en anden ung på afdelingen.

Derfor valgte medarbejderne at flytte ham til en lille afdeling. Da de to pædagoger gik med drengen et par hundrede meter fra den ene bygning til den anden, flygtede han igen. En lille uges tid efter blev den italienske turist stukket ned.

Hvert år møder landets sikrede institutioner en lille håndfuld unge, som end ikke tremmer og hegn kan holde på. Unge, som ødelægger opholdet for sig selv og de andre, truer personalet med tæv eller stikker af.

Unge, som er mere eller mindre uden for pædagogisk rækkevidde.

Spørgsmålet er bare, hvad man så stiller op med dem.

- Det er meget sjældent, vi ringer til politiet og siger: "Nu kan I godt komme og hente ham". Det sker højst et par gange om året, forklarer Sølagers visitator, socialrådgiver Claus Aaen.

Sølager har det princip, at de ikke sender unge i fængsel, uanset om de sparker, slår eller splitter stedet ad. I stedet forsøger Sølager at løse problemerne ved at flytte rundt på de unge. Institutionen har seks afdelinger, den mindste med plads til bare to unge. Nogle gange hjælper det at flytte den unge til en ny afdeling, så falder tempoet og gemytterne til ro. Andre gange er det nødvendigt at fjerne den unge fra dårligt selskab blandt andre rødder.

Brug for ekstra omsorg
Som den eneste af landets sikrede institutioner råder Sølager over fire "særligt sikrede" pladser. Sølager fik tilmed bygget en helt ny afdeling, som skulle rumme de fire særlige pladser. På papiret var det tanken, at de fire pladser skulle ligge bag særligt sikre tremmer og hegn, men sådan gik det ikke.

- Det er ikke specielt hensigtsmæssigt at anbringe fire drenge i den kategori på den samme afdeling, som socialrådgiver Claus Aaen siger.

Så pladserne er ikke lige til at få øje på. I stedet for ekstra låse består sikringen af ekstra personale. Når Sølager får en særligt besværlig ung ind, bliver han mandsopdækket. Pladserne kan flyttes rundt efter behov, og den unge ved ikke selv, at han er noget særligt.

- Det handler ikke altid om højere hegn, nogen gange skal der ekstra omsorg, ekstra ansvar og ekstra personale til, siger pædagog og teamkoordinator Christian Reimer.

Hans kollega, Tine Ros, medgiver, at det lyder lidt banalt:

- Det handler om relationer, relationer, relationer. I aviserne fremstår de som uhyrer, men nogle af dem er jo nogle stakkels omsorgssvigtede drenge. Selv den værste kegle har brug for at slappe af, mener hun.

Lidt sværere er det at nå frem til, hvad de relationer så går ud på. Og hvordan pædagogerne bærer sig ad med at bygge dem op, hvis de unge på alle leder og kanter giver udtryk for, at intet bider på dem.

- Det er jo svært at sætte ord på, hvad det er, vi gør. Vi handler jo meget på rygraden og spontant, mener pædagog Tine Ros og fortæller om en dreng, som ikke kan læse. For nylig havde hun ham med på et bogforlag, hvor hun selv har fået udgivet en bog.

- De stak en bog i hånden på ham, og han blev simpelthen så glad. Han sagde, at nu måtte han hellere få lært at læse, nu han havde fået en bog. Han havde aldrig før fået en bog. Da vi kom tilbage, læste jeg højt for ham. Men en anden dreng ville måske være blevet rasende, hvis jeg havde tilbudt at læse højt for ham.

Drengen der ville puttes
Tine Ros kender godt den 17-årige, som nu er tiltalt for drabet på den italienske turist.

- Da han var her, skulle han altid bæres i seng om aftenen. Han havde et helt fast ritual: Han skulle først lade som om, han strittede imod. Så skulle vi "fange" ham, løfte ham op og bære ham i seng, og til sidst skulle han puttes og have læst godnathistorie. Så lagde vi dynen godt ned omkring ham. Ligesom man gør med en toårig, siger Tine Ros.

Christian Reimer fortæller om en anden dreng:

- I øjeblikket har vi dreng, som er ekstremt grænsesøgende over for regler og rammer. Hvis vi slækker på reglerne og lader ham være oppe fem minutter længere, så vil han prøve at trække den til 10 minutter i morgen. Vi er nødt til at være meget tydelige, men vi er også meget opmærksomme på, hvornår vi tager konfrontationerne med ham. Det skal være når han er alene. Ikke når han er sammen med de andre, hvor han skal spille op, fordi han er ham med den længste straffeattest og ham, som har været på alle institutioner. Så er det ikke for meget sagt at sige: Han profiterer ikke af at være her, men han laver ikke ny kriminalitet i mellemtiden. De andre profiterer heller ikke af ham. Hvis han så løber ind i flere sigtelser, mens han er her [2026].

Socialrådgiver Claus Aaen bryder ind:

- Hvis han kører længere og længere ud, og vi samtidig har fyldt op og nogle på venteliste, så ville man sige: måske han skulle bytte plads med en af dem i arresthuset. Man kan sagtens sige, det er synd for ham, men hvis det går ud over de andre, og vi begynder at få sygemeldinger blandt personalet, så får vi ikke noget ud af det. Det gør han heller ikke selv. Han kan ligefrem skade sin egen fremtid, hvis han får flere sigtelser her.

Christian Reimer taget ordet igen:

- Vi kan ikke gøre så meget med ham. Vi kan administrere ham, så han ikke laver kriminalitet udenfor og ikke løber ind i flere sigtelser her. Han ved selv, at når han kommer tilbage til de andre drenge, går det galt. Han ved, det er forkert, men han kan ikke sige fra.

Og Claus Aaen runder af:

- Han har et selvværd på størrelse med en prik, og det kræver stort selvværd at skifte sin omgangskreds ud. Det er et umenneskeligt krav at stille til de unge.

Drengen der byggede drager
En anden dreng var anbragt til pædagogisk observation. På papiret var han 14 år, men han var snarere 18. Drengen var fra Afghanistan, og han var blevet sendt herop. Hans far var måske ikke hans rigtige far, og hans mor var vist blevet dræbt under et bombeangreb; hele historien var svær at finde rundt i. Familien kom fra en landsby i bjergene, og drengens sprog var meget primitivt. Han beherskede end ikke sit modersmål. På et eller andet tidspunkt var han faldet og havde slået hovedet. Der var i hvert fald noget galt med ham.

- Her havde vi en dreng, der var hjerneskadet, havde krigstraumer og var opvokset i bjergene. Nu sad han så i et højteknologisk samfund - værsgo' og start, siger Claus Aaen.

- Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle stille op med ham. En af de andre pædagoger viste ham en bog om dragebygning. Der gik kun et øjeblik, så havde han bygget en drage. Det kunne han altså. Men hvad skal han her i Danmark? Hvad kan vi tilbyde ham? Han ville være meget mere lykkelig ved at flyve med drager i bjergene, mener Christian Reimer.

- Da vi fik ham havde han 65 sigtelser, og mens han var her, tikkede de bare ind. Der er ingen tvivl om, at han var farlig. De første 14 dage smed han alt muligt efter medarbejderne. Så havde han en uge, hvor han bare græd. Efterhånden faldt der lidt ro på. Så fandt politiet ud af, at han var 18 og ikke 14 år - og så kom de og hentede ham og satte ham i fængsel, fortæller Claus Aaen.

Pædagog eller fangevogter
Trods principperne om ikke at sende de unge videre til arresten, sker det ind i mellem. Et par gange om året står Sølager over for unge, som de ikke kan stille noget op med.

- De er her måske i tre måneder, og vi kan ikke rette på et helt livs svigt på den tid. Strengt taget er vi heller ikke et behandlingssted, men et ungdomsfængsel, mener pædagog Tine Ros.

- Det er jeg ikke enig i, bryder Christian Reimer ind.

- Vi er ikke et fængsel, vi er en pædagogisk institution. Det er derfor, der er pædagoger ansat. Vi skal arbejde med de unges holdninger. Men mange af dem er dybt egocentriske. De er så svigtede, at de slet ikke kan forstå omverden. De er ikke alderssvarende.

- Men der er jo dage, hvor vi bare går og holder øje, indskyder Tine Ros.

- Målet er ikke altid behandling, men jeg synes godt, vi kan bedrive pædagogik. Men det nytter jo heller ikke at tro, at vi kan rette op på 17 års omsorgssvigt på tre måneder. Nogle af de unge er så følelsesmæssigt skadede og yderst adfærdsvanskelige og aggressive. De kan finde på at smadre en anden, fordi han råber bøsse. Hvis jeg så siger "Måske råbte han bøsse, fordi du havde stjålet hans bil", så siger de bare "nå ja", uddyber Christian Reimer.

- Netop fordi vi er pædagoger, kan vi godt af og til glemme, at der også er et offer i den anden ende. Jeg ser den dreng, jeg lige har puttet, men der er jo også et offer. Vi har nogle kæmpefølelser for de drenge,

som alle andre tager afstand fra. Selvfølgelig sker det, at de spytter efter os. Forleden var der en, der kaldte mig "tyrkerbøsse". Det var faktisk synd for ham, for jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg går ikke rundt i en evig rus og glemmer, at de er kriminelle. Men jeg kan godt have en tendens til at normalisere de her unge. Så glemmer jeg, hvad de er sigtet for. Jeg lærer dem at kende, og så forholder jeg mig til den dreng. Det giver også en bedre stemning på afdelingen, siger Tine Ros.

Kuglestøberne er værst
Christian Reimer derimod bruger gerne de unges kriminalitet i sin måde at behandle dem på.

- Hvis en ung er tiltalt for væbnet røveri, siger jeg for eksempel: "Hvad med den dame, som du stak et gevær op i hovedet på?". Når så den unge siger "Fuck hende", spørger jeg "Hvad nu, hvis det var din mor?". Så er der nogle af de etniske drenge, som flipper helt ud. For den dame er jo en andens mor, forklarer han.

De unge, som er sværest at rumme, er ikke nødvendigvis voldelige. Til gengæld er de gode til at køre rundt med de andre. Det er dem, der sætter konflikter i gang. Får de andre til at slås eller ryge hash. Kuglestøberne, kalder medarbejderne dem.

- Sådan en sætter vi på en af de helt små afdelinger med to pladser, sammen med en ung, som vi ved, hverken ryger hash eller gider slås, fortæller Christian Reimer.

- Kuglestøberi er heller ikke nok til at anmode om at sende dem i arresten. Med mindre det går ud over hele gruppen. På et tidspunkt havde vi en kuglestøber, som fik hash udefra hele tiden. To af de andre unge, som var meget skrøbelige, kunne ikke holde sig fra hashen, når de ligefrem fik den stukket op under næsen. Alle var faktisk enige om, at den opførsel var uacceptabel, så til sidst ringede vi til politiet. Det var bedre for alle de andre at sende ham i arresten, mener socialrådgiver og visitator Claus Aaen.

Så det sker - trods principperne og de gode intentioner i FN's børnekonvention. Men det sker sjældent.

Da drabet på den unge italiener sidste år satte landet på den anden ende, regnede medarbejderne på Sølager med at se den yngste af de sigtede igen - også med en drabssigtelse og flere flugtforsøg i bagagen. I stedet kom han i Vestre Fængsel.

I maj i år fortalte aviserne så, at den unge slet ikke kunne anbringes i varetægt på en sikret afdeling, fordi pædagogerne ikke ville have ham. Den historie forstår de ikke på Sølager. Og ifølge visitator Claus Aaen holder den heller ikke:

- Vi er slet ikke blevet spurgt. Vi kender sagen fra medierne, og vi ventede da en henvendelse. Men den kom aldrig, siger han.

Selvom pædagogerne var klar, vurderede dommervagten i dette tilfælde, at drengen var uden for rækkevidde.