Børn og unge
Del på facebookPrintTip en ven

Støttepersoner

Som Anne siger.

De sidste to år har Anne Rosenberg været støtteperson for Majbritt Nexø. Kontakten hjælper både Majbritt til at stå fast på sine forældrerettigheder og til at se datterens behov

Af Maria Rørbæk, redaktionen@sl.dk

Fra rammen på væggen smiler en niårig pige ud i stuen.

Det lange, lyse hår krøller, og moderen slår bestemt fast, at det skam ikke er permanentet.

- Er du gal, nej, det er naturligt, siger hun.

- Den slags vil jeg slet ikke give Sebrina lov til, før hun er gammel nok til selv at bestemme.

Selv om børneværelset i Majbritt Nexøs lejlighed på Amager står tomt det meste af tiden, ønsker den 44-årige førtidspensionist så vidt muligt at tage del i datterens liv.

For fire år siden sagde hun ja til en frivillig anbringelse i plejefamilie.

Hvorfor ønsker hun ikke at uddybe.

- Jeg havde det meget dårligt, og så bad jeg kommunen om hjælp, lyder den korte forklaring.

To år efter, at datteren flyttede, fandt Majbritt Nexø ud af, at hun som mor til et anbragt barn havde ret til en støtteperson. I forbindelse med at samarbejdet med den første plejefamilie brød sammen, så datteren skulle bo i en ny plejefamilie, fortalte hendes sagsbehandler om ordningen.

- Allerede dengang var jeg klar over, at jeg kun var interesseret, hvis jeg kunne fortælle støttepersonen alting. Det skal ikke være en, der fortæller det videre til kommunen, hvis jeg for eksempel ikke har støvsuget en dag, siger Majbritt Nexø, der sagde ja tak til tilbuddet.

- Jeg ville ønske at jeg havde fået at vide, at jeg kunne få en støtteperson samtidig med at, jeg skrev under på at Sebrina kom i plejefamilie, for i den situation står man alene og magtesløs, siger Majbritt Nexø.

Nu sidder hun som så ofte før i sofaen sammen med socialrådgiver Anne Rosenberg, der er hendes støtteperson.

Der er wienerbrød på tallerkenerne og kaffe i kopperne.

I stuens hjørne skramler præriehunden Hudini i sit bur, mens katten "Missetat" smyger sig omkring.

- I begyndelsen var jeg lidt skeptisk, men så fandt jeg ud af, at det var rigtigt, at jeg ikke behøvede passe på med, hvad jeg sagde til Anne. Noget af det første, du sagde til mig var, at du er her for min skyld, siger Majbritt Nexø og kigger på Anne Rosenberg.
Et løft De to kvinder mødes to timer hver anden uge.

- Vi sidder og snakker. Hvis jeg er gal på nogen eller har problemer, så taler vi om det. Vi taler også om, hvordan det går i hverdagen, fortæller Majbritt Nexø.

- Vi snakker om alt, både sorger og glæder, for alt får indflydelse på dit liv som mor. Vi kan tale om vanskeligheder ved parforholdet eller glæde ved noget bestemt mad, siger Anne Rosenberg.

Spørgsmålet, om det er lidt som at have besøg af en veninde, får Majbritt Nexø til at nikke.

- Ja, det er det vel. På en eller anden måde er det, ikke, spørger hun og ser på Anne Rosenberg.

- Nej, det synes jeg faktisk ikke. Jeg fortæller ikke dig alt. Jeg er her meget for at løfte dig. Dit liv har ellers handlet meget om at trykke dig, og så er det jeg siger: Du er god nok, du kan godt, svarer Anne Rosenberg.

- Ja, det sagde du for eksempel dengang, vi havde været på frilandsmuseet sammen med Sebrina. Bagefter sagde du, at jeg vel nok vidste noget om mange ting. Først tænkte jeg, at det var jo bare, fordi jeg havde læst det i en bog eller set det på Discovery. Men så tænkte jeg, at ja, det er da lige før, jeg skulle blive guide derude, siger Majbritt Nexø med stort smil.

- Jeg prøver at gøre dig stærkere som person. Det, der helst skal komme ud af at have en støtteperson er, at forælderen får mere selvtillid - og det er i hvert fald sket i dit tilfælde, pointerer Anne Rosenberg.
En dum ko For Majbritt Nexø er det meget vigtigt, at Anne Rosenberg ikke giver informationer videre til kommunen.

- Jeg er sådan en type, der godt kan se rødt, når jeg ser en sagsbehandler. Det betyder meget for mig, at jeg kan sige til Anne: Hvor er hun dog en dum ko uden at Anne siger det videre, fastslår hun.

Kun hvis forholdene er til skade for barnet, er Anne Rosenberg forpligtet til at give informationer videre:

- Jeg har udvidet indberetningspligt. Hvis jeg for eksempel vidste, at Majbritt var fuld, når hun havde Sebrina hjemme på weekend, ville jeg være nødt til at sige det til forvaltningen, men ellers er der ingen, der ved, hvad Majbritt og jeg laver sammen.

Majbritt lægger også vægt på, at Anne giver hende modspil:

- Du taler mig ikke bare efter munden. Du siger: Har du nu tænkt ordentligt over det. Det er godt, for jeg har ikke brug for en, der bare sidder og siger: Ih, hvor er det synd for dig, siger Majbritt.

- Min funktion er ikke at sige: Det har du ret i, det er også for dårligt. Jeg skal give min viden og indsigt videre. Jeg har også selv fjernet børn og været hele møllen igennem. Det er den store forskel på en professionel støtteperson som mig, og en hjælper fra en forening med andre forældre, der også har fået fjernet deres børn, siger Anne.

Det er Majbritts store ønske at få Sebrina hjem igen, og for øjeblikket er kommunen i gang med en forældrekompetenceundersøgelse af Majbritt og hendes kæreste Michael. I begyndelsen følte Majbritt, at det var ydmygende, men nu er hun mere positiv. Anne har forklaret, at det er nødvendigt:

- Jeg siger til Majbritt: Du skal ikke føle dig mindreværdig, for sådan er loven. Kommunen skal forvisse sig om, at tingene er i orden. Der er ikke nogen grund til at hjemskrive et barn, som så bliver fjernet igen et halvt år efter.

- Nej, indskyder Majbritt.

- De gør det ikke for at genere mig. De gør det for at se, hvad der er et det bedste for mit barn.
Forholdet til plejefamilien Ud over samtalerne hver anden uge har Majbritt når som helst mulighed for at ringe til Anne. Hvis hun ikke er ved telefonen, er der svarer på.

Hver anden weekend kommer Sebrina hjem til sin mor. Søndag eftermiddag skal hun tilbage til plejefamilien.

- Så ringer du tit til mig og siger: Åh, her er så tomt, fortæller Anne.

Når Majbritt ønsker det, deltager Anne også i møder med forvaltningen og plejefamilien.

- Så spiller jeg den rolle, som Majbritt ønsker, jeg skal spille. Jeg kan være en flue på væggen, og jeg kan sige det, som Majbritt gerne vil have, jeg skal få frem.

Som støtteperson bakker Anne Majbritt op i, at hun i høj grad spiller en forældrerolle. Eksempelvis når det gælder datterens frisure.

- Jeg vil selv hive Sebrina med til min damefrisør. Det er lige som om plejefamilien tror, jeg ikke kan tage vare på de ting. Anne giver mig styrke og selvtillid til at brokke mig, hvis jeg for eksempel ikke synes, at plejefamilien giver mig nok informationer om Sebrinas hverdag. Hun hjalp mig også til at stå fast på, at jeg ville se Sebrinas skole, siger Majbritt Nexø, der ikke altid har det bedste forhold til plejefamilien.

På sidste møde mellem mor og plejeforældre deltog Anne Rosenberg.

Siden oplever Majbritt, at plejefar er blevet mere høflig overfor hende.

- Og det tror jeg har at gøre med, at du var med sidste gang, siger hun.

- Jeg har jo gjort meget ud af at gøre opmærksom på, at det er vigtigt, at du bliver en del af hverdagen, svarer Anne Rosenberg. Samtidig lægger hun også vægt på at forklare Majbritt, at Sebrina også har brug for, at Majbritt accepterer plejefamilien.

- Jeg siger ikke til Sebrina: Nu skal du ned til den møgfamilie igen. De er ikke en møgfamilie ved Sebrina. De er gode ved hende, og som Anne siger, kommer Sebrina til at sidde som en lus mellem to negle, hvis hun kan mærke, at jeg er vred på plejefamilien, konkluderer Majbritt.
Kender barnet Majbritt har ikke svært ved at finde på ting at lave sammen med Sebrina.

- Vi går på museer. Sebrina går meget op i Egypten. Vi går også på biblioteket. Hun er skrap til at læse. Vi sidder ikke hjemme og kukkelurer, men om søndagen hedder det lang dag i sofaen med dynen. Andre gange ser vi en film i biografen eller går på Tårnby Torv. Vi elsker også at gå på loppemarked eller i svømmehallen, fortæller hun.

- Du kan godt høre, at Majbritt ikke har nogen problemer med at finde på aktiviteter, men i andre tilfælde kan det være støttepersonens opgave at give inspiration op til et hjemmebesøg, siger Anne Rosenberg.

Når Sebrina er hjemme på hverdage, arrangerer Anne og Majbritt tit et møde, hvor alle tre er sammen.

- Det betyder meget for Sebrina, at hun kender Anne. Jeg taler i telefon med Sebrina hver onsdag, og tit spørger hun, om jeg har snakket med Anne. Du lyder så glad, mor, har du snakket med Anne, genspørger Majbritt.

Selv om Anne Rosenberg først og fremmest er Majbritts støtteperson, ser hun også sig selv som en støtte for Sebrina.

- Jeg skal hjælpe Majbritt til at blive en bedre mor. Med den viden jeg har, kan jeg sige, at hvis du gør sådan og sådan kommer dit barn i klemme. Når mor har det godt, har barnet det også godt, konkluderer hun.

Anne Rosenberg har tidligere arbejdet i otte år som socialrådgiver på døgninstitutionen Vallø Strand:

- Dengang så jeg forældre gå grædende væk, efter at de havde besøgt deres børn. Der var ikke nogen som talte med dem. Børnene blev bekymrede og spurgte: Hvem passer nu på min mor? De følte, at forældrene bare sejlede deres egen sø. Nu er det dejligt, at jeg kan sige til Sebrina, at jeg passer på din mor.
PS Foreningen af Professionelle Støttepersoner Foreningen blev dannet i 2001 og har blandt andet følgende formål:

* At udbrede kendskab til støttepersonordningen efter Servicelovens § 40 a

* At kvalificere støttepersoner

* At fremme forståelsen for de vilkår forældre til anbragte børn lever under

På foreningens hjemmeside, www.stoetteperson40a.dk, kan man læse mere om ordningen og downloade en brochure, som forældre med støttepersoner selv har lavet.

Se flere