Forældreklasse
Mor er med i skole
Børn, der her og nu har for store vanskeligheder til at gå i en almindelig folkeskole, får en ny chance i Familiegruppen på Familiehusenes skole i Greve Kommune. Far eller mor deltager i undervisningen
Af Maria Rørbæk , redaktionen@sl.dk
- Men det er jo for helvede rigtigt!
11-årige Alex råber.
På pulten foran ham ligger matematikbogen slået op.
- Nej, du er ikke færdig. 4/16 kan godt forkortes længere ned. Du skal forkorte det så langt ned som muligt, siger læreren, Else Krogh, roligt.
- Men det er jo rigtigt, gentager drengen desperat.
Hans mor rejser sig fra sofaen.
- Kom, så går vi ud, siger hun dæmpet.
- Nej, for det er rigtigt.
Tårerne står ud af øjnene på Alex.
- Kom så går vi ud. Du skal ikke forstyrre de andre.
Moderen tager sin søn i armen og hiver ham ud af klassen.
På vejen griber han fat i en stol, og skramler den hen over gulvet.
Alex er den ene af de tre elever, der denne torsdag er i skole i Familiegruppen på Familiehusenes skole i Greve Kommune.
Ressourcerne er grundlaget
I alt er der plads til seks børn, men en er fraværende og to nye skal først til at begynde.
10-årige Patrick sidder ved sin pult og tæller på fingrene sammen med sin mors kæreste, Mads, der selv kalder sig "papfar".
9-årige Ken skal skrive tal sammen med sin mor, Gitte.
Han vrider sig på stolen. Underlæben bæver.
- Jeg vil ikke, klynker han og lægger sig ind over bordet.
- Vi kan godt ligge sådan her, siger hans mor og spejler ham.
- Men færdige skal vi være. Skriv 27. Skriv 2. Skriv 7, siger hun.
Familiegruppen på Familiehusenes skole adskiller sig grundlæggende fra langt de fleste andre skole-behandlingstilbud, fordi mor eller far op til tre dage om ugen er med i undervisningen og støtter op om deres barn samtidig med, at der er mulighed for at arbejde med relationen mellem barn og forælder.
Nogle af forældrene ville normalt få betegnelsen "ressourcestærke", mens andre ville blive kaldt "ressourcesvage". For eksempel på grund af et omfattende misbrug.
- Men vi skal nok finde ressourcerne, fastslår skoleleder Elsebeth Nielsen.
Når forældrene er med i skole, begynder dagen altid i den grå sofa langs væggen i klasseværelset.
Alle børnene har nogle skolemål, som de selv har sat sammen med forældrene. For eksempel at de vil række hånden op, når de får brug for hjælp i timen. Når dagen er omme, fastsætter barn og forælder sammen en karakter for, hvor godt det er gået, og næste dag fortæller de det til alle i sofaen.
Skolemål
- Hvordan gik det i går, Alex, spørger socialpædagog Karin Pharés, der i dag bemander Familiegruppen sammen med en lærer.
Alex skala går fra et til fire, hvor fire er topkarakteren, der svarer til niveauet for at kunne begå sig i en folkeskoleklasse. Lavmælt mumler den 11-årige dreng sin personlige sejr:
- Tale pænt, stille og roligt: Fire. Høre efter hvad de voksne siger: Fire. Sidde normalt ved skolebordet: Fire.
- Hvor højt satser du på at komme op i dag, spørger Karin Pharés.
- Det samme, svarer Alex.
- Hvad gjorde du i går, som du gerne vil gøre igen i dag?
- Ikke noget...
- Hvad gjorde han, Mette?
- Han styrede sig, svarer moderen.
Alex og Mette har også sat nogle mål for, hvordan Mette kan hjælpe Alex: Hun skal gøre Alex opmærksom på sprogbrug og stemmeleje, sikre at beskeder gives, så Alex kan høre dem og gøre Alex opmærksom på, hvordan han sidder ved bordet.
Mette får også en karakter af Alex, og i går var en rigtig succesdag med fire til hende.
- Alex måler, hvor god hans mor er til at støtte ham. Andre børn har for eksempel haft et mål om, at de gerne vil have, at deres mor griner sammen med dem. Målene ændrer sig meget i løbet af processen, og i begyndelsen er det kun børnene, der har skolemål. Forældremålene kommer senere, siger Karin Pharés. Selv om hun selvfølgelig støtter processen ved at stille spørgsmål, lægger hun vægt på, at børn og forældre selv sætter mål.
- Det er vigtigt, at vi uddannede ikke tager ekspertrollen på os. Det er forældrene og børnene, der sammen skal finde ud af, hvad de vil og kan, siger hun.
Plads til det positive
Målevalueringen er stramt styret med to minutter til den enkelte familie. Der bliver talt om, hvordan de siden sidst har arbejdet med målene, og hvad de vil arbejde med i dag. Derefter er der to minutter, hvor de andre forældre og børn kan komme med kommentarer. Undervejs bliver der taget tid.
- I begyndelsen var det mere løst, men styringen er blevet strammet op, fordi det hjælper til at sætte klare mål og gå direkte til kernen, siger Karin Pháres.
- Jeg synes, det var godt klaret Alex. Du holdt dig virkelig i tøjret. Stærkt gået, siger Kens mor, Gitte, og klapper Alex på benet.
Drengen ser ned.
- Du kan ikke lide, når man roser dig, kommenterer Gitte.
I Familiegruppen er der til gengæld rig lejlighed til at lære at modtage og give ros.
Hver torsdag er der til sidst sat fem til syv minutter af til generel ros om den forgangne uge.
I dag er det Alex mor, der har noget positivt at sige til Kens mor:
- Jeg kan godt se forskel på Ken, når du sidder ved siden af ham, og når du er i den anden ende af lokalet. Du har en fantastisk tålmodighed. Den vil jeg gerne eje, fastslår hun.
Karin Pharés forklarer, at personalet i Familiegruppen bevidst arbejder med det positive:
- Vi interesserer os for det, der lykkes. Al udvikling vokser ud af ressourcerne. Derfor kigger vi på styrkerne frem for besværlighederne, siger hun.
Elsebeth Nielsen uddyber:
- Forud for at børn og forældre begynder i Familiegruppen, har der ofte været en lang, negativ spiral, hvor barnet har mistet selvværdet. Karin har fokus på, at børnene og forældrene skal udnytte deres ressourcer. Det er det, de vokser ved, siger hun.
For forældrene betyder det også meget, at de har hinanden.
- Man føler, at man ikke er alene, siger Gitte.
- De andre forældre kommer med gode råd. Vi lytter til hinanden og bruger hinanden. Det er så dejligt, siger hun.
Gitte og Mette lægger begge vægt på befrielsen ved at gøre en aktiv indsats for sit barn i stedet for passivt at høre, hvor skidt det går i skolen.
- Alex er meget udadreagerende, og det er enormt frustrerende, når man bare bliver ringet op og får at vide, at din søn gør sådan og sådan. Nu kan jeg se, at de ikke har overdrevet, og når jeg selv er her, kan jeg bedre følge med og hjælpe ham, siger Mette.
- Tidligere følte jeg, at der var noget galt med mig. At jeg var en dårlig mor, når mit barn havde det så svært i skolen. Nu har jeg fået at vide, at der er noget i vejen med hans korttidshukommelse. Det hjælper meget, for så er det jo ikke min skyld. Jeg føler heller ikke, at jeg er en dårlig mor, når jeg er her. Jeg kæmper jo for ham og lader ikke bare stå til, siger Gitte.
Forældrene bevarer ansvaret
Elsebeth Nielsen fastslår, at forældrene er altafgørende for børnenes udvikling.
- Forældrene skal støtte børnene i forandring, ellers sker der ikke noget. Derfor er det forældrene, der har det suveræne ansvar, siger hun.
Når man er vant til, at en skole er sådan et sted, hvor lærerne bestemmer, kan det godt være forvirrende, at forældrene pludselig er øverste instans.
Også for Mads, der har sin første dag som forælder i klassen. Tidligere har Patricks mor, Lilian, stået for opgaven, men nu skal de skiftes.
Mads "papsøn", Patrick, plejede at sidde så uroligt på stolen, at han tit var ved at falde ned.
Nu sidder han på en bold, så han ikke kan komme til skade og lettere kan få uroen ud af kroppen.
Mens læreren, Else Krogh forklarer om A'er og B'er kører drengen frem og tilbage på bolden. Lidt til højre. Lidt til venstre. Foden ned. Op og stå.
- Sid ned, Patrick, sid ned, siger Mads.
Else Krogh har ikke hørt ham og taler videre.
- Øjeblik, Else, Mads er lige ved at give en besked, korrigerer Karin Pharés.
- Sid ned, Patrick, gentager Mads. Hvorefter han mumler:
- Undskyld.
Karin bryder ud i et stort smil:
- Det er meget det, du skal. Sidder han, som du synes, han skal, spørger hun.
Patrick har fået ro i kroppen og sidder et øjeblik ret op og ned.
Mads nikker.
- Else, hvis du sætter dig om på den anden side, er det nemmere for Mads at se, hvad der foregår, foreslår Karin.
Bagefter forklarer hun, at hun er nødt til at være meget bevidst om at overlade ansvaret til forældrene. Ellers smutter det ubevidst, så lærere og pædagoger bestemmer.
- I begyndelsen havde vi for eksempel en regel om, at børnene højst måtte få to teskefulde sukker i teen, men så fandt vi ud af, at det var helt skørt, når vi samtidig siger, at forældrene har ansvaret. Nu er det forældrene, der bestemmer, hvor meget sukker deres børn må få, siger hun.
Hun kender mig bedst
I et frikvarter spørger Patrick sin papfar, om han må få lidt at spise.
Mads kigger på uret.
- Klokken er halv elleve, så det kan da ikke være det store spisefrikvarter endnu, siger han.
- Gad vide, om, jeg kan nå at ryge en cigaret. Tror du ikke, jeg kan nå at ryge en cigaret, spørger han så selv sin papsøn.
Da Mads går ud af klasen, henvender Patrick sig til Karin:
- Må jeg gerne aftale at spise mad nu, spørger han.
- Det her er noget af det svære, Patrick, men når Lilian er her, er det Lilian, du skal spørge, og når Mads er her, er det Mads, du skal spørge, svarer hun.
- Jamen det gjorde jeg, men han troede ikke rigtig på mig, siger Patrick.
- Nå, men så er det fordi, jeg ikke har fået forklaret ham det ordentligt, svarer Karin og går ud for at hive fat i Mads. Lidt efter sidder Patrick og spiser.
Efter nogle måneder i Familiegruppen har Gitte vænnet sig til ansvaret.
- I begyndelsen var det lidt forvirrende, men nu synes jeg, det er godt. Jeg kender jo mit barn bedst, siger hun.
Mettes søn, Alex, er også glad for at have sin mor med i skole:
- Så kan jeg spørge hende i stedet for de andre voksne. Det kan jeg bedre lide, for jeg kender min mor bedst. Jeg kan også bedre lide, at det er min mor, der tager mig ud af klassen, hvis jeg er ved at blive sur. Igen fordi jeg kender hende bedst, siger han.
Som pædagog støtter Karin Pharés både op om det undervisningsmæssige og det følelses- og relationsmæssige.
- En af mine opgaver er at gribe ind, hvis forældrene mærker magtesløsheden alt for meget. For eksempel fordi de kommer til at stille for mange krav på en gang, så barnet ikke kan honorere dem. Det kan være i en situation, hvor barnet er helt oppe at køre og skælder ud på læreren og smider om sig med tingene. Hvis moderen på samme tid vil have, at barnet skal sige undskyld, rydde op, få styr på sig selv og forklare, hvorfor det flippede ud, kan det være min opgave at gå ind og intervenere og sige: Hvad er vigtigst nu? Hvilken af de fire ting skal vi lægge mest vægt på nu? Og hvad er vigtigst i forhold til målene?
En anden opgave kan være at gå ind og sætte ord på noget af det positive, der også sker.
- Eksempelvis ved bare at kommentere at noget ser hyggeligt ud, forklarer hun.
De gyldne øjeblikke
Samtidig med at Karin observerer og hele tiden er parat til at intervenere, spiller hun også en lærerrolle.
I en dansktime kalder Alex mor på Karin for at få hende til at lytte, mens Alex læser sin diktat op.
Han har stavet alle ord rigtigt, og Karin sætter det ene godkendelseshak efter det andet.
Bagefter står hun lidt.
Kigger på Alex.
Kigger på Mette.
Henvender sig så igen til Alex, mens hun fastholder blikket på hans mor.
- Hvis du vil se en stolt mor, skal du bare kigge herhen, siger hun.
- Ja, det er lige så jeg får tårer i øjnene, udbryder Mette.
Bagefter pointerer Elsebeth Nielsen, at en sådan situation er en af de vigtigste i Familiegruppen.
- I den traditionelle heldagsskole er det lærerne og pædagogerne, der oplever børnenes succeser. I Familiegruppen flytter vi oplevelsen fra lærer og elev til forældre og barn. Forældrene skal opleve glæden ved, at deres børn kan noget og børnene skal se, at forældrene bliver stolte af dem. Karin bruger sin faglighed og sin energi på at finde de små øjeblikke, hvor det kan lykkes. Hun prøver at ryste posen lidt, så de gamle mønstre kan brydes op, og noget nyt kan ske, siger Elsebeth Nielsen.
- For eksempel kan det være, at Alex og hans mor har vænnet sig til et mønster, hvor de ikke nødvendigvis opdager, hvornår de gør hinanden stolte og glade. Så er det min opgave at gøre dem opmærksomme på det, udbygger Karin Pharés.
I hendes øjne sker dagens bedste episode sidst i matematiktimen, hvor Gitte og Mette bytter plads, så Gitte kan hjælpe Mettes søn.
- Jeg kan ikke rigtig finde ud af det der med at dividere, forklarer Mette.
- Du behøver ikke sidde ved siden af Ken, for det der kan han godt selv klare, siger Gitte, da hun rejser sig fra stolen.
Og ganske rigtigt.
For første gang i løbet af dagen sidder Ken alene og arbejder.
- Den situation er noget af det ypperligste, vi kan opleve. Der er vækst i alle afdelinger. Mette får chancen for at komme lidt ud og være i den position, som jeg hele tiden er i, nemlig den, hvor hun observerer sit barn. Hun kan se det hele lidt udefra, lige som når man kommer op og ser en labyrint ovenfra i stedet for at fare forvildet rundt mellem forhindringerne. Ken får også en positiv oplevelse, fordi vi andre ser, at hans mor er god til matematik. Samtidig får han oplevelsen af, at han kan selv - det sagde hans mor jo, at han kunne. For Gitte er det sikkert også fedt, at kunne hjælpe andre end hendes eget barn, siger Karin Pharés.
Hendes stemme skvulper næsten over af iver. Til sidst sætter hun trumf på:
- Og det, der er så stærkt, er, at forældrene gør det selv. Vi har ikke har noget med det at gøre.
Efter frokost deler Alex flødeboller ud.
Spørgsmålet, om der er en god anledning, får ham til at lyse op.
- Ja. At i går fik jeg fire for at tale pænt, stille og roligt. Fire for at høre efter hvad de voksne siger og fire for at sidde normalt ved skolebordet.
Navne på børn og forældre er ændret af redaktionen.
Fakta
Familiegruppen på Familiehusenes skole er en del af "Udviklingscenteret Familiehusene i Karlslunde, et tilbud til børn og forældre i Greve Kommune".
Familiegruppen er normeret til seks normaltbegavede elever i alderen 6-12 år.
Der er enten tale om
l at barnets problemer viser sig som indlærings- og adfærdsmæssige problemer og at barnet har brug for et skolebehandlingstilbud eller
l at der ønskes en observation og afklaring med henblik på anden skoleplacering.
Forældrene deltager i klassen i op til tre dage om ugen. De kan søge om lønkompensation fra kommunen, hvis de ikke kan omlægge arbejdstiden.
I Familiegruppen bliver der blandt andet lagt vægt på metoder, der støtter forældre og børn i deres indbyrdes forhold og metoder, der støtter forældrene i at ændre på samspil.
På længere sigt er det meningen, at Familiegruppen skal køre i et tæt samarbejde med folkeskolen, så børnene to dage om ugen går i normalskolen. Skolen har kørt siden 2002, og er inspireret af The School Unit på Marlborough Family Service Center i Londons model med at inddrage forældrene, fokusere på ressourcer og arbejde med relationen mellem børn og forældre.
Sammen med Marlborough Family Center og lignende tiltag i Hjørring, Helsingør og Arendal kommune i Norge deltager Familiegruppen i et internationalt udviklingsarbejde støttet af EU, der går ud på at forbedre metoden. Der er eller kommer også forældreklasser i flere andre kommuner.
Læs mere på www.familiehusene.dk