Særforsorgen 25 år

Inspirerede til udvikling

SL og PLS mener, at undervisningsministeren bør fejre de 25 års udvikling med at gøre praktikken SU-berettiget

Af Anja Dybris , dybris@mail.dk

I lægefaglige kredse var man meget bekymret for, om amterne kunne magte den store opgave, de fik udlagt fra staten.

Det kunne de. Endda så godt, at Danmark på mange områder er blevet et foregangsland for, hvordan man støtter og udvikler mennesker med funktionshæmning.

For amterne insisterede lige fra starten på at ændre ledelsen og forandre personalesammensætningen på arbejdspladserne.

Frem til udlægningen var åndssvageanstalterne ledet ud fra et medicinsk perspektiv med læger og sygeplejersker i spidsen og med plejere, omsorgspædagoger og mange ikke-uddannede og løst ansatte i den daglige kontakt med beboerne.

I 1980 lagde amterne hele opgaven –både ledelsen og den daglige kontakt –i hænderne på pædagogerne, som er uddannet til at finde resurser, indgå relationer og sætte aktiviteter i gang.

–Det gjorde forskellen, konstaterer Mogens Seider, næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund, og understreger.

–Hele udviklingen inden for området i de sidste 25 år viser, at uddannelse er midlet til at ændre en given kultur og fastgroede vaner.

–Uddannelse er helt centralt i Det Ka’Nytte-projekterne. Det samme gælder Minibo Fyns udviklingsprojekter og de mange andre små og større projekter, som medarbejdere har gennemført sammen med beboere, beskriver han.

– Det har svækket uddannelsen, at den ikke længere er solidt baseret i professionen, og at kun de færreste seminarielærere kender til den differentiering og specialisering, der er sket inden for det socialpædagogiske område i løbet af de sidste ti år. Mogens Seider, næstformand i SL

Derfor er det en stadig kilde til undren og irritation blandt pædagoger og i SL, at de ansvarlige politikere ikke sørger for, at nye love på det sociale område følges op af systematisk efter- og videreuddannelse.

–Den nyeste revision af de sociale love i 1998, Serviceloven, indeholder så mange fundamentale ændringer, at det burde have udløst en omfattende reform af pædagoguddannelsen og en lige så omfattende efter- og videreuddannelse af socialpædagoger, mener Mogens Seider.

Stor uddannelse med lav prioritet
Uddannelsen har altid skullet kæmpe for sin sag, fordi den har været og stadig er lavt prioriteret fra statens side. Det fremgår klart af uddannelsens historie:

I forbindelse med socialreformen i 1970’erne blev der også nedsat en Social-uddannelseskommission. Den foreslog i 1973 en fælles 3-årig socialpædagogisk uddannelse. Men uddannelsesdelen af reformen blev aldrig behandlet i Folketinget, fordi der var problemer med at skaffe midler til praktikanterne.

Dengang havde børne- og ungeområdet og åndssvageforsorgsområdet hver deres uddannelse. De blev lagt sammen i 1974 til børneforsorgs- og omsorgspædagoguddannelsen –i daglig tale socialpædagoguddannelsen, som blev det officielle navn i 1983.

Sammenkoblingen af de to uddannelser skyldtes initiativ fra H. C. Rasmussen, daværende rektor for Jægerspris Socialpædagogiske Seminarium. Dermed var han med til at lægge grunden for, at socialpædagogikken i Danmark –til forskel fra alle andre lande –også dækker voksenområdet.

Det har været en af de afgørende forudsætninger for, at socialpædagoger er blevet ansat på området, som igen har betydet, at vilkårene for mennesker med funktionshæmning er blevet udviklet og forbedret.

Da de tre pædagogiske uddannelser, socialpædagoguddannelsen, børnehavepædagoguddannelsen og fritidspædagoguddannelsen blev lagt sammen til pædagoguddannelsen i 1992, var det primære formål at frigøre 50 mio. kroner, som daværende undervisningsminister Bertel Haarder skulle spare.

–Men takket være en ihærdig indsats fra SL og BUPL-forbundet for pædagoger og klubfolk lykkedes det dog at få en ganske fornuftig uddannelse ud af det, siger Mogens Seider.

I SL var man især bekymret for, om det socialpædagogiske område ville blive kvalt, og man arbejdede hårdt for, at det ikke skete.

Behovet for pædagoger steg støt i takt med, at samfundet forandrede sig. Amterne udvidede rammerne og forbedrede vilkårene for udviklingshæmmede mennesker, og kommunerne byggede flere daginstitutioner.

Op gennem 1990’erne voksede antallet af ansøgere til den nye pædagoguddannelse næsten eksplosivt, og uddannelsen har nu i mange år været den største i Danmark.

Der er mange uddannelsessøgende, der med formand for Pædagogstuderende Landssammenslutning Helle Bjerregaards ord „ønsker at uddanne sig til at arbejde med mennesker i alle aldre og livssituationer og gøre en forskel i deres liv“.

Tilbageslag
–Men pædagoguddannelsens succes blev også dens akilleshæl, mener Mogens Seider.

Pædagogseminarierne skulle ansætte en del nye lærere, og det blev i mange tilfælde nyuddannede akademikere, som ikke havde kendskab til praksisfeltet.

–Det har svækket uddannelsen, at den ikke længere er solidt baseret i professionen, og at kun de færreste seminarielærere kender til den differentiering og specialisering, der er sket inden for det socialpædagogiske område i løbet af de sidste ti år, mener Mogens Seider.

–Når grunduddannelsen ikke kan følge med udviklingen på arbejdsområdet, mangler vi den inspiration til nye tanker og projekter, som vi tidligere har fået derfra.

–Arbejdspladserne skal dog også blive bedre til at tage ansvar for de studerendes uddannelse og til at introducere nyuddannede til arbejdet, fremhæver han.

Helle Bjerregaard, formand for PLS, fortæller, at mange studerende undervejs i uddannelsen ændrer syn og ønsker for deres kommende arbejdsplads. Når de lærer nyt, når de er i praktik, og når de læser fagforbundenes fagblade, Socialpædagogen og Børn og Unge.

–Vi møder en verden, der er enormt inspirerende, beskriver hun.

Generelt er praktikpladser hos udviklingshæmmede voksne nogle af de sværeste at få besat, fordi de studerende opfatter arbejdet som meget plejetungt og uden de store pædagogiske udfordringer.

–Men de, der kommer tilbage fra praktikken dér, beretter, at det er fantastisk livsbekræftende, og at man lærer masser af pædagogik, fortæller hun.

De studerende er på linje med Socialpædagogernes Landsforbund, når de ønsker, at deres kommende kolleger giver dem solid støtte i uddannelsen, mens de er i praktik.

–Også fagforeningen i form af tillidsrepræsentanter spiller en vigtig rolle, understreger Helle Bjerregaard.

–TR kan bakke op og give værdifulde informationer om alt fra arbejdspladskultur til, hvordan man griber kriser an.

Mogens Seider og Helle Bjerregaard er enige om, at undervisningsministeren meget passende kunne fejre de 25 års udvikling ved at betale lidt tilbage og sørge for, at praktikken i den annoncerede reform af pædagoguddannelsen i 2005 bliver SU- finansieret.

Det fjerner risikoen for, at studerende bliver brugt som billig arbejdskraft, og skaber mulighed for praktik på mange flere socialpædagogiske arbejdspladser.

–På den måde kan politikerne markere, at de tager pædagogers arbejde alvorligt, og sikre, at en fornyelse af uddannelsen bliver andet og mere end en papirreform, mener Mogens Seider.

Fakta 1974 bliver børneforsorgsuddannelsen og omsorgspædagoguddannelsen slået sammen til Uddannelsen til Børneforsorgs- og omsorgspædagog og udvidet fra 2 til 3 år. Senere omdøbes uddannelsen til Socialpædagoguddannelsen 1980 bliver Socialpædagoguddannelsen overført fra Socialministeriet til Undervisningsministeriet samtidig med udlægning af særforsorgen 1992 bliver Socialpædagoguddannelsen slået sammen med Børnehavepædagoguddannelsen og Fritidspædagoguddannelsen under navnet Pædagoguddannelsen Uddannelsen bliver udvidet til 3 1/2 år og klassificeres som mellemlang videregående uddannelse.  2001 bliver Pædagoguddannelsen til en professionsbacheloruddannelse 2002 etableres Pædagogisk Diplomuddannelse (PD) i Socialpædagogik. Diplomuddannelsen udbydes fra Centre for Videregående Uddannelser, CVU 2005 etableres Masteruddannelse (MA) i Socialpædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU. Denne masteruddannelse har størst søgning i 2005/06.