Udviklingshæmmede

Strid om domsanbragte

Ny debat om tilbuddene til kriminelle udviklingshæmmede – LEV og Det Centrale Handicapråd opfordrer til en gennemgribende renovering af reglerne på området

Af Jens Nielsen , redaktionen@sl.dk

Den emmede af harme, overskriften i Fyns Stiftstidende den 14. juni: ’Mindst 20 anmeldelser mod sexdømte’, stod der over artiklen, der fortalte, at anmeldelserne er foretaget over fire år mod udviklingshæmmede – eller evnesvage, som de betegnes – der afsoner en behandlingsdom på Østruplund.

Tallet – som altså kun er antallet af anmeldelser, ikke sigtelser, tiltaler eller domme – dækker blandt andet over, at én af beboerne siden 2002 er blevet meldt til politiet 13 gange. Der er ikke meget grove sexforbrydelser blandt de 20. Der er ifølge politiet i Odense for eksempel tale om fem tilfælde af blottelse og to tilfælde af tyveri af børnetøj.

At tallet er for højt er der enighed om, men til gengæld kritiserer både pårørendeorganisationen LEV og Det Centrale Handicapråd de behandlingsmuligheder, der er for de dømte udviklingshæmmede.
Begge opfordrer de Justitsministeriet og Socialministeriet til at få ryddet op i reglerne på området, og de betegner kommunalreformen som en glimrende anledning.

Som det er nu, er det i hvert fald ikke godt nok:
LEV kalder indsatsen i forhold til de kriminelle udviklingshæmmede for „elendig“, og  Handicaprådets  formand,  tidligere sundhedsminister Ester Larsen taler om „systemfejl“, som betyder, at de udviklingshæmmede kriminelle ender mellem to stole.

Forskellige forventninger
– Sat på spidsen kan det forekomme, at dommerne dømmer udviklingshæmmede til det, der i straffeloven kaldes en institutionsanbringelse i forventning om en slags fængselssurrogat. Men virkeligheden er, at den dømte anbringes i et botilbud, hvor personalet  får  tjenstlig  påtale,  hvis  de glemmer at banke på, inden de går ind. Der er ganske enkelt ingen garanti for, at der er overensstemmelse mellem retssystemets forventninger og det sociale systems redskaber, siger Ester Larsen.

Når dommen bliver afsagt, er forventningen altså, at den dømte vil modtage en behandling, der kan forhindre yderligere kriminalitet. Men på botilbuddet er man underlagt Serviceloven, hvor mulighederne for tvangsindgreb er stærkt begrænsede, noterer Handicaprådet sig og peger på, at dette misforhold har været kendt, siden det blev påpeget i en undersøgelse om psykisk udviklingshæmmedes kriminalitet.
Derfor må Justitsministeriet nu se at få gjort noget ved sagen, lyder opfordringen fra rådet.

Ikke nok med social indsats
Også pårørendeorganisationen LEV vil have justeret reglerne på området, og det har organisationen gjort Socialministeriet opmærksom på så sent som for to måneder siden.

I et brev til socialminister Eva Kjer Hansen (V) pegede LEV den 10. maj på, at indsatsen over for gruppen af kriminelle udviklingshæmmede er helt utilstrækkelig, og at der ikke er udsigt til, den bliver bedret med kommunalreformen..

Tværtimod er LEV bekymret for, at kommunerne får svært ved at levere en samlet indsats, der giver trygge forhold for såvel den enkelte udviklingshæmmede og for det omgivende samfund.
LEV ønsker sig et større statsligt engagement, blandt andet for at sikre, at der bliver bedre sammenhæng mellem den sociale, den retlige og den sundhedsmæssige indsats.

„Den sociale sektor kan ikke alene løfte opgaven“, mener LEV i brevet.
LEV understreger, at brugen af tvang og andre indgreb kræver, at der er et effektivt opsyn og kontrol med området, og organisationen slår til lyd for, at staten overtager ansvaret for den koordinerede indsats – på samme måde som staten har ansvaret for kriminalforsorgen.

Og så advarer LEV om at udhule indsatsen:
„Det er et områder, hvor der ikke kan slækkes  på indsatsen, fordi konsekvenserne kan blive katastrofale. […] En lemfældig håndtering kan betyde tab af menneskeliv“, skriver LEV i sit brev til ministeren.