Kvindekrisecenter

Sov, mit barn, sov længe

Det sker ofte om natten. At børnene bliver vækket ved råb og skrig, når far eller stedfar slår mor. I hast bliver børnene klædt på, og hvis politiet er der, kører de dem og deres mor til Randers Kvindekrisecenter.

Af Lone Marie Pedersen, redaktionen@sl.dk

Børnene ankommer søvndrukne, forvirrede og måske også sultne. Og bange. Bange for, at der skal ske noget med mor.
En medarbejder reder hurtigt op til dem, så de  kan komme i seng. Det gælder først og fremmest om at skabe ro omkring børnene.
Herefter er der tid til at se lidt på, hvilken forfatning moren er i. Skal hun eventuelt omkring skadestuen? Efter en kort samtale siger medarbejderen godnat.

– Børn står som blinde passagerer og er ofrene, når der er vold i hjemmet. Solveig Mannemar, leder

Næste dag bliver som regel en travl dag. Moren skal måske have en advokat, hvis hun for eksempel vil skilles. Der skal måske arrangeres midlertidig forældremyndighed. Måske skal hun have politiets hjælp til at hente tøj og andre ting i hjemmet. Oftest har børnene kun det tøj med, som de ankommer i. Nogle gange i nattøj og på strømpesokker. På centret er der et depot med tøj, tandbørster og andre fornødenheder, men lageret kan kun dække det mest akutte behov.

Børnene er ved ankomsten meget opmærksomme på, hvordan deres mor har det. De bruger al deres energi på at passe på hende, sådan som de også gør derhjemme. Og de viger ikke fra hendes side, når hun græder og er ude af den, fortæller Solveig Mannemar, leder af Randers Kvindekrisecenter.
– Moren er ofte meget oprevet og har brug for at tale med en medarbejder om sine problemer.

Vi forsøger at guide hende til ikke at fortælle det hele, mens børnene hører på det. Men ofte er hun så meget i krise, at hun kun kan rumme sin egen smerte. Totalt lukket inde i sin egen kapsel.

Vores lille hemmelighed
For Solveig Mannemar er der ingen tvivl om, at det svære ved at arbejde med voldsramte kvinder er at se på, hvordan børnene har det, og hvilke forhold børnene lever under. I et hjem med konstant vold og som regel også andre problemer som alkohol, misbrug og psykisk sygdom.
Det kan til stadighed undre hende, hvordan volden kan foregå i årevis uden at nogen reagerer.

– Der må være myndighedspersoner i for eksempel skole og daginstitution, som ser, at børnene mistrives. De må da kunne mærke, at der sker noget, som gør børnene bange og utrygge. Vold, incest eller andet voldsomt.

– Men vi taler ikke om det. Sådan er holdningen. Vold, incest og misbrug kommer ikke andre ved. Det er familiens lille hemmelighed. 
Den holdning betyder, ifølge Solveig Mannemar, at børnene bliver meget ensomme med deres oplevelser. De kan ikke dele dem med andre, for så er de usolidariske med mor og far. Derfor er der også meget få børn, der selv fortæller til andre, at der er vold derhjemme. Men de udsender signaler, som omgivelserne kan afkode.

– Børn står som blinde passagerer og er ofrene, når der er vold i hjemmet. Alle børn vil gerne have, at de voksne er gode venner. Og når mor og far efter en voldsepisode igen er blevet forsonet, bliver der heller ikke snakket med børnene om, hvordan de har det med det, der lige er sket. For det vil ødelægge den gode stemning. Så forsoninger kan være med til at forstærke barnets ensomhed. Desuden er det svært for børnene at slappe af, selvom forældrene er blevet venner igen, fordi børnene aldrig ved, hvornår der igen opstår skænderier og vold.

– Når børnene ikke har mulighed for at snakke om det, bliver de rystelser, volden har medført hos dem, siddende. Der er kaos i barnet, når der opstår den slags ting i familien.

Det er ofte om natten, at far slår mor. Det er når børnene sover. Derfor hører de det ikke. Det tror i hvert fald mødrene. Døren var jo lukket ind til børneværelset.

– Men de fleste kvinder tager fejl. Det viser sig altid, at børnene har hørt det, siger Solveig Mannemar.