Støtte- og kontaktperson

Støtte til de udstødte

Støtte- og kontaktpersonordningen gælder nu også misbrugerne og de hjemløse. Men hvordan får man kontakt til og opbygger tillid hos en gruppe, der ofte er mere end skeptisk indstillet over for ’systemet’? Vidensog formidlingscenteret for Socialt Udsatte har samlet op på fire års forsøgserfaringer

Af Jens Nielsen, redaktionen@sl.dk

Det handler dybest set om fire nøgleord: Accept, respekt, tillid og tilgængelighed. Begreber, som skal give mening og have indhold, når man arbejder som støtte- og kontaktperson for en hjemløs og/eller misbruger. Kan man ikke klart markere accept af og respekt for mennesket, får man aldrig tillid i retur, og er man ikke tilgængelig bliver hurtigt slået i hartkorn med de andre ’sagsbehandlere’.

Siden 1. oktober har hjemløse og misbrugere været omfattet af støtte- og kontaktperson ordningen (SKP-ordningen), og i den anledning har Videns- og Formidlingscenteret for Socialt Udsatte (VFC Socialt Udsatte) samlet op på de erfaringer som fire års forsøg med ordningen i tre projektgrupper har givet.

Forsøgene blev i 2002 sat i gang af Socialministeriet, der ville undersøge, om den eksisterende SKP-ordning for sindslidende også kunne bruges på andre udsatte gruppe, nemlig misbrugere og hjemløse. Projekterne og forsøgene er lavet blandt stofmisbrugere i Vestsjællands, Vejle og Fyns Amter og Fredericia Kommune, op alkoholområdet i KFUM’s Sociale Arbejde samt i forsøgstilbud til hjemløse i Storstrøms Amt, Aalborg Kommune.

Erfaringerne er samlet i et metodehæfte, som  først ser nærmere på de generelle erfaringer . De handler blandt andet om, hvordan SKP-arbejdet bedst organiseres.

Den enkelte SKP-medarbejder skal på den ene side repræsentere en autoritet, der har mulighed for at få forandringer til at ske, og som kan give medarbejderen en fagligopbakning. På den anden side skal SKP’eren også have ryggen fri og ikke repræsentere ’systemet’.

Metodehæftet peger på, at der er flere muligheder for modeller, hvor for eksempel en satellit-opbygning kan kombinere tilknytningen til myndighederne med det autonome, som gør SKP-medarbejderen til ’brugernes mand’.

1, 2, 3, metode!
Ud over disse mere generelle erfaringer  slår medtodehæftet ned på “håndværket” og “de faglige udgangspunkter”.
Og det er her, med de faglige udgangspunkter, at de fire nøgleord kommer ind i billedet som dækkende for den proces et SKP-forløb er:
Socialarbejder opsøger bruger. Opbygger kontakt og støtter brugeren i personlig og social mestring. Og afslutter forløbet med at bygge bro til andre, mere etablerede og traditionelle tilbud.

Det lyder måske enkelt, men blot et overfladisk kendskab til brugergruppen vil afsløre, at der ikke kan siges at være et typisk tilfælde eller forløb.
Dermed kræver SKP-arbejdet et metodeberedskab, der gør det muligt at tilpasse sig selv og sin tilgang som SKP-medarbejder. Kun sådan man vinde den tillid, der er det essentielle i arbejdet – det, der i sidste giver brugeren (selv)tillid til (selv) at gå videre og atter bruge ’systemet’.

Helt konkret skal man først kunne nærme sig den hjemløse og vinde vedkommendes tillid og ende med, at brugeren kan have gavn af det boligtilbud, socialkontoret kan give.

Forhåndenværende søm
Accept handler for at SKP-medarbejder kort fortalt om at udstråle, at brugeren er lige så meget  værd som en selv – hvilket kan være noget af en opgave over for en bruger , der både er mistroisk og gennemsyret af mindreværdsfølelse.

Metodehæftet fremhæver her erfaringer med empowerment-tankegangen som virksomme over for den brugergruppe af udstødte.
Det handler om at give brugeren indsigt i egne mønstre og at forvandle denne indsigt til handlekraft og dermed selvbestemmelse i en selvforstærkende proces. Det handler ikke om samfundets forventninger, men om at den udstødte kan forvalte egne ressourcer – de forhåndenværende søm, så at sige – til at bygge videre på.

Det kan handle om at støtte den enkelte til at indgå i sociale fællesskaber eller støtte grupper i at påvirke brugernes fælles vilkår. I den sammenhæng bliver SKP-medarbejderen en slags fødselshjælper.

Kerne og omsorg
Et andet redskab hedder motivation. Her handler det om – tålmodigt og skånsomt – at få brugeren til selv at definere ønsker – og hjælpe med at finde vej hen til en opfyldelse af dem. Det kan være hamrende svært at håndtere, fordi man ikke som SKP-medarbejder kan regne med nogen som helst motivation fra starten, påpeges det i metodehæftet.

– I sin iver kommer man let til at tage det for givet, at en bruger er – i det mindste latent – motiveret for en forandring af de forhold, der ser indlysende problematiske ud for SKP-medarbejderen. Men det er ikke givent – muligt, men ikke givent, hedder det.

Her gælder det om, trods tærende negative signaler fra brugeren, om at holde fast i troen på, at der findes en positiv kerne et eller andet sted derinde i brugeren, og at man med professionel kontinuitet, ærlighed og tid kan styrke denne kerne:

– Ansvaret for forandring ligger hos brugeren, men hovedansvaret for motivationen ligger hos SKP-medarbejderen, lyder det i metodehæftet.
Efter en gennemgang  af den hårfine balance, der præger arbejdet med at vise respekt og vinde tillid – altså hele magtrelationen i kontakten, vender metodehæftet sig mod det, som SKP-tilbuddet i sidste ende er et tilbud om: omsorg. En omsorg, der dels handler om beskyttelse, forståelse og kontinuitet, men også om forandring og handlekraft – et puf ud i den glasklokke, udstødtetilværelsen udgør.

For at kombinere de to former for omsorg kræves langmodighed  og eksemplet med Bo – se tekstboks – viser blandt andet, hvor afgørende det er, at medarbejderen er tilgængelig. Selvforagten  og mistilliden i brugeren overvindes ikke med ord, men med regelmæssighed og tilgængelighed, som det hedder.

Håndværk og faldgruber
Det afsluttende kapitel om “håndværket”  indledes med konstateringen af, at SKP-arbejdet ikke er en  færdigret. De eneste forsætninger for at gå i gang er sådan set, at der etableres kontakt, opbygges tillid, og at der kun sker ting, brugeren er klar til.

Trods medarbejderens kompetencer og erfaring kommer man som udgangspunkt ingen vegne, hvis det ikke er brugeren selv, der sætter dagsordenen. Men, hedder det, det er jo også indlysende, at medarbejderen selvfølgelig er og skal være tilstede og påvirker med sine normer og værdier. Det vigtige er blot at være meget opmærksom på, at de eksisterer.

Endelig er det også som medarbejder afgørende at være forberedt på de situationer, hvor man bliver eller føler sig truet, ligesom man skal have blik for de faldgruber, som er indbygget i relationen til brugeren. Det handler for eksempel om underbevidst styring fra brugerens side,hvor kaoset inden i  brugeren ender i medarbejderen. Om overidentificering, hvor man som medarbejder bliver fanget af den nærhed, man opbygger. Og det handler om den aftandtagen, man kan ty til, hvis det bliver for meget. 

SKP til misbrugere og hjemløse. Metodehæfte er skrevet af Henriette Zeeberg og Karen Rostrup Böyesen.
Det er gratis og fås ved henvendelse til VFC Socialt Udsatte på kbh@vfcudsatte.dk eller tlf. 3317 0900.

Bo, 51 år – fra advokat til alkoholmisbruger SKP-medarbejderen møder den 51-årige bo på en bænk ved den lokale å – mange gange – uden egentlig kontakt. Pludselig en dag siger bo: “har du mere kaffe i den kande?”. de næste par gange drikker de to kaffe og taler om vejret og andre ligegyldige ting. Seks uger senere fortæller bo sin livshistorie. han er kommet langvejs fra, er uddannet advokat, har været gift, har voksne børn og har haft et helt almindeligt liv indtil for nogle år siden. efter en akut, privat katastrofe går bo i chok og går hjemmefra – strejfer rundt i en periode, drikker og lever på gaden og i parker, bliver fundet bevidstløs af druk og indlagt på psykiatrisk afdeling hvor han er indlagt i et halvt år. Så bliver han udskrevet og lever på gaden – fortrinsvis af alkohol. SKP-medarbejderen er det første ’almindelige’ menneske bo har fortalt sin historie til. bo kontakter hende på mobilen, når han ønsker, de skal mødes. efter fire måneder betror han hende sit telefonnummer. han ønsker selv at sætte indhold på møderne. de taler om bos vrede og sorg, kontakten til børnene, misbruget … basale ting som kost og mulighed for at få et bad og at få vasket tøj … hjemløsheden og fremtiden. I forløbet må SKP-medarbejderen: vise tålmodighed – flere uger på samme bænk uden et ord vise at hun vælger bo til – ikke fra lytte og lytte – uden at kommentere føle og forstå bos liv og give noget af sig selv respektere, ikke forcere, men bygge videre på bos interesserer sætte refleksioner i gang, spørge og fastholde skabe rammer og rummelighed Ti måneder senere har Bo udtrykt sine følelser gennem tale, gråd og skrift. SKP-medarbejderen har lyttet og lyttet aktivt. bo spiller på flere instrumenter, og de har lyttet til musik sammen; den beroliger og inspirerer.  De har mødt børnene et neutralt sted – de troede, han var død. Kontakten er holdt ved lige med ugentlige telefonsamtaler, men bo er ikke helt klar til at besøge dem.  an har nedsat sit alkoholforbrug og mener, at misbruget falder på plads på et tidspunkt. han har ingen fast adresse, men vil måske finde en løsning før vinteren. SKP-relationen har ført til koncerter og på ture i omegnen. bo har vist interesse for biblioteket og deltaget i forelæsninger på det lokale universitet. han er begyndt at spise regelmæssigt og har fundet et møntvaskeri. bo er langsomt begyndt at tale med andre mennesker ved åen og at spise på nogle sociale væresteder, men er meget uafklaret om sin fremtid. Citeret fra metodehæftet