Etnisk identitet

Palæstinensiske børn har svært ved at slå rødder

Det er en udfordring for alle at skabe sig en identitet i nye omgivelser. Palæstinensiske børn i Danmark skal også tackle marginalisering samt flere generationers rodløshed og konflikt.

Af Iben Baadsgaard Al-Khalil, redaktionen@sl.dk

Skal et træ plantes om, må det have et godt rodnet fra starten, så vil det også kunne suge næring til sig på sit nye sted og vokse og trives. Sådan sagde dronningen i sin nytårstale 2006 om de udfordringer, mennesker møder, når de enten frivilligt eller tvunget af krig og forfølgelse slår sig ned i et andet land.

Men hvordan slår man rødder i et nyt land, når man ikke rigtig kender sit oprindelige land? Det er den udfordring mange palæstinensere i Danmark står overfor. Stort set alle palæstinensere i Danmark er kommet hertil som flygtninge. Men ikke direkte fra Palæstina. Tværtimod havde deres familier allerede i mindst én generation været flygtninge i et af nabolandene, før de brød op igen. 

En undersøgelse, “Psykisk trivsel – psykisk sygdom: etniske forskelle blandt unge i Danmark” fra Videnscenter for Transkulturel Psykiatri (omtalt i Socialpædagogen nr. 17 2007) viser, at gruppen af adoptivbørn og unge med anden etnisk baggrund end dansk har langt større problemer med deres  psykiske trivsel end etniske danske unge. Under-søgelsen peger på, at det kan skyldes særlige identitetsproblemer.

Skiftende identiteter

Identitet skifter alt afhængig af den aktuelle kontekst. Børn og unge afkoder, hvem de har et fællesskab med, og hvem der er “de andre”. Ud fra den vigtigste forskel mellem dem og de andre identificerer de sig selv.

Laura Gilliam er specialist i børneantropologi, identitets- og konfliktstudier ved Institut for Pædagogisk Antropologi på DPU, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

I sin ph.d.-afhandling “De umulige børn og det ordentlige menneske beskriver post.doc. Laura Gilliam etniske minoritetsbørns erfaringer med identitet i en københavnsk skole. Her har 40 procent af børnene anden etnisk baggrund end dansk.

Hendes undersøgelse viser, at de etniske minoritetsbørn – stik imod alle intentioner om integration – oplever store forskelle mellem danskere og muslimer, og at den danske og muslimske identitet er modsætning til hinanden.

Også de fire palæstinensiske børn i Laura Gilliams klasse definerer sig først som muslimer og derefter som palæstinensiske og ikke som danske.

Men identitet og identitetsdannelse er en foranderlig ting:

På Nordgårdsskolen i Gellerup lever børnene i en anden virkelighed. I deres skole har alle børn anden etnisk baggrund end dansk. På Nordgårdsskolen definerer børnene sig først og fremmest  som palæstinensere, fortæller lærer og antropolog Susanne Jacobsen, som har undervist på skolen de sidste 6 år.

Konfliktidentitet

Ifølge børneantropologen er noget af det, som adskiller de palæstinensiske børn fra andre etniske minoriteter, deres viden om den israelsk-palæstinensiske konflikt.

– Det har slået mig, at de var mere interesserede i Palæstina, end de andre etniske minoritetsbørn var interesserede i deres forældres hjemlande, fortæller Laura Gilliam og uddyber:

– De kendte meget til konflikten, og talte om den i frikvarterer, og når lærerne tog det op.

På Nordgårdsskolen oplever Susanne Jacobsen derimod, at børnene ikke kender ret meget til deres baggrund, men følger også her meget med i konflikten på TV.

– For ikke så længe siden havde min klasse et tema i dansk: Da mine forældre var børn. Der var rigtig mange af børnene, som gav udtryk for, at de ikke vidste noget. Jeg var faktisk fuldstændig rystet, fortæller Susanne Jacobsen.

Også Mustafa Mohammed, støttelærer og modersmålsunderviser på Nordgårdsskolen, oplever, at børnene mangler kendskab til deres historie. 

– Børn, som vokser op i Gellerup, ved ikke ret meget om deres baggrund og kultur. Forældrene fortæller dem ikke om Palæstina, eller hvor de stammer fra, fortæller han om den naturlige konsekvens af, at forældrene ikke selv har besøgt deres oprindelige land.

Den israelsk-palæstinensiske konflikt spiller derimod en utrolig stor rolle for børnenes identitet. Det er først og fremmest den, de taler om.

Laura Gilliam kalder den palæstinensiske identitet en konfliktidentitet, fordi den i høj grad er defineret af et modsætningsforhold til israelerne. Hun sammenligner de palæstinensiske børns identitet med børnene i Nordirland, hvor hun også har lavet feltarbejde. Her beskriver børnene, hvad det vil sige at være for eksempel protestant med at være imod katolikkerne.

– Modsætningen definerer ens identitet, og det kan jeg genkende fra de palæstinensiske børn i den klasse, jeg observerede, fortæller Laura Gilliam.

Konfliktidentiteten har indbygget to modsætninger. Det stærke fællesskab det giver at forsvare en sag eller et land, for eksempel den stærke frihedskæmper, ham som beskytter og bekæmper modstanderen. Men på samme tid indeholder konfliktidentiteten også offerrollen, den svage part i konflikten, ham som alle svigter og ingen kommer til hjælp.

  På Nordgårdsskolen er det ofte offerrollen, som børnene lever ud i hverdagen. Udtalelser som: “Hvorfor lige mig?” Eller: “Du får altid lige øje på mig. Det er altid mig, du er efter”, møder Susanne Jacobsen og hendes kollegaer tit i undervisningen.

Marginaliseringens betydning

Den sociale og økonomiske udstødning er det største problem i arbejdet med at gøre børnene i Gellerup til aktive borgere i det danske samfund. Eleverne på Nordgårdsskolen har meget lille viden om og identifikation med samfundet.

– Eleverne skal ikke være så gamle, før de oplever at være sat uden for det danske samfund. De kender ikke nogen danske børn. De kommer ikke i det danske foreningsliv og går på en skole, hvor de ikke møder danske børn, fortæller Susanne Jacobsen.

De ser dansk MGP og sådan noget, men ellers er der ingen kontakt, siger hun.

Mustafa Mohammed trækker isolationen endnu stærkere op, når han fortæller, at børnene siger, de skal til Danmark, når de går en tur i City Vest, som er et stort indkøbscenter i udkanten af beboelsesområdet Gellerupparken.

Børnene er både nysgerrige og har lyst til at komme i tættere kontakt med det danske sam-fund, men mange er bange for, om de kan leve op til det.

– De identificerer sig ofte negativt. De ved godt, at det ikke er fint at bo i en ghetto, og at de ikke har mange penge. Der er mange ting, mor og far ikke kan, som for eksempel at tale dansk og få et arbejde, fortæller Susanne Jacobsen.

Fra DPU peger Laura Gilliam på det historiske perspektiv. Ifølge hende havde de første etniske minoritetsbørn i Danmark færre ressourcer til at bekæmpe marginaliseringen end nutidens børn. De første børn skulle tilpasse sig og skynde sig at blive danske. De fandt ikke på samme måde, som børnene i dag, styrke og stolthed i deres forskellige etniske baggrunde.

– Børnene er jo stadigvæk marginaliserede, og de er diskriminerede i det danske samfund. Men der er også skabt en opposition blandt dem imod denne udstødning, så de er ikke længere kun ofre, vurderer Laura Gilliam.

Hun mener, at den stærke palæstinensiske identitet er en kilde til styrke. De palæstinensiske børn finder stolthed i at have en sag. En marginalisering og en kontinuerlig konflikt skaber et stærkt fællesskab.

Arven – det åbne sår

At kernen i den palæstinensiske identitet er den uløste konflikt i Mellemøsten, kender Musfata Mohammed både fra de børn, han møder i sin hverdag, og fra sig selv – han er selv palæstinenser. Hver gang der sker noget i Palæstina eller de nabolande, hovedparten af palæstinenserne i Danmark har familiære bånd til, så rammer det også dem, der bor her.

– Palæstina er en sag for os. Det er vores arv. Et åbent sår, som aldrig blev helet. Vi er blevet uretfærdigt behandlet, og vi kan ikke glemme det, før der kommer en løsning på den palæstinensiske konflikt, siger Mustafa Mohammed.

Han mener, at vi i de kommende år vil se en gruppe af palæstinenserne i Danmark klare sig godt. Og at de vil flytte ud af ghettoerne i takt med, at de får flere personlige og økonomiske ressourcer. Men de vil fortsat føle et ansvar for deres familiemedlemmer, som bor under vanskelige vilkår i flygtningelejre, og mange vil føle et kollektivt ansvar for deres folk i Palæstina.

– Når de bliver ældre, får de en trang til selv at undersøge, hvor de stammer fra, og vi vil sikkert se en masse unge palæstinensere rejse til Palæstina. De vil se det land, deres far eller bedstefar kom fra, vurderer Mustafa Mohammed, hvis to store sønner allerede har været afsted.

Mustafa Mohammed tror, vi vil se palæstinensiske unge opsøge deres rødder på samme måde, som adoptivbørn gør. Og han tror, det vil styrke deres tilknytning til Danmark. 

– Når de kender deres rødder og baggrund, kan de bedre slå rod og finde sig til rette i Danmark. De vil gøre mere for at udnytte de muligheder, samfundet her giver dem. De har tabt deres rødder, og først når de finder dem, kan de rigtig slå rødder i Danmark, siger Mustafa Mohammed.

Læs mere på www.sl.dk/bonus

Litteratur: * Krigsramte børn i eksil. Marianne Hedegaard, Søren Frost og Inger Larsen, Klim 2004 * De umulige børn og det ordentlige menneske. Et studie af identitet, ballade og muslimske fællesskaber blandt etniske minoritetsbørn i en dansk Folkeskole. Laura Gillian, 2006. er ikke udgivet som bog, men kan lånes på Danmarks Pædagogiske Universitets (DPU) bibliotek.