Kommentar

Udsigt til svære overenskomstforhandlinger

Vi er nødt til at bevare lønrelationerne, så det fortsat kan betale sig at tage en mellemlang, videregående uddannelse som pædagoguddannelsen. redaktionen@sl.dk

Af Kirsten Nissen Forbundsformand, redaktionen@sl.dk

Når man skal løfte en tung sten, går man lidt ned i knæ, trækker vejret dybt ned i maven og fokuserer energien. Jeg har det lidt, som skulle jeg løfte en kampesten. De forestående overenskomstforhandlinger er ikke umulige, men de er vanskelige.

Vi har lige modtaget kravene fra Kommunernes Landsforening (KL) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), der er Socialpædagogernes modpart ved de kommende forhandlinger. Og deres krav tyder ikke på, at vi får nemt ved at nå til enighed. Godt nok lægger arbejdsgiverne vægt på, at de kommunale og regionale arbejdspladser skal være attraktive – et ønske vi deler fuldt ud. Men deres bud på en attraktiv arbejdsplads er noget anderledes end vores.

For det første har modparten et hovedkrav om mere lokal løndannelse. Arbejdsgiverne vil have at beløbet på den enkelte socialpædagogs lønseddel i endnu højere grad skal fastsættes på den enkelte arbejdsplads eller i den enkelte kommune. Vi vil derimod have generelle lønstigninger, der gavner alle, herunder centralt fastsatte lønforbedringer.

Arbejdsgiverne vil også i højere grad have mulighed for at indføre længere arbejdsdage og en længere ugentlig arbejdstid end 37 timer. Vi har intet imod fleksibilitet, men det skal være en fleksibilitet, der gavner begge veje og bunder i et ønske fra begge parter. Ikke en “fleksibilitet” der entydigt dikteres af ledelsen. Hvis socialpædagoger i højere grad bliver pålagt meget lange arbejds dage eller -uger, gør det bestemt ikke arbejdet mere attraktivt. Tværtimod.

Modpartens krav er desværre ikke det eneste, der vanskeliggør forhandlingerne.
Også det politiske miljø spiller ind.
Aldrig før har den danske model været under så voldsomt et angreb som i år.
Dansk Folkeparti såvel som SF vil øremærke beløb til at hæve især SOSU-assistenternes løn, og den går altså ikke. Jeg kan ikke acceptere, at vores medlemmer mister lønforhøjelser, fordi andre skal have en større bid af kagen. Vi er nødt til at bevare lønrelationerne, så det fortsat kan betale sig at tage en mellemlang, videregående uddannelse som pædagoguddannelsen.
Med andre ord ser det tungt ud, men på et punkt er jeg dog 100 procent enig med arbejdsgiverne: Vi forhandler for at nå til enighed.

Derfor går jeg lidt ned i knæ. Trækker vejret dybt ned i maven. Og fokuserer energien.