Kongres

Hør min stemme

Tillidsrepræsentant og socialpædagog René Bohl føler arbejdsglæde, når han bruger sine talenter til at gavne andre mennesker – som dengang han indspillede en cd sammen med en gruppe stærkt udviklingshæmmede

, redaktionen@sl.dk

Ordet “arbejdsglæde” tænder en indre båndoptager i hovedet på René Bohl.
Trommer, guitar, bas og klaver blander sig med et grin, et udbrud og et regnestykke.

– 96.000 gange 10.979 og så ganger du dem med 60.979, lyder ordene, der sammen med rytmer og klange danner et særpræget stykke musik.

Sammen med en pædagogstuderende og seks mennesker med udviklingshæmning har René Bohl produceret cd’en “Hør min stemme”.

– Det er ikke specielt, at udviklingshæmmede laver musik, men det er specielt, at denne gruppe udviklingshæmmede gør det, fordi de er nogle af de svageste borgere, der ellers aldrig bliver hørt, siger René Bohl.

I fritiden er han aktiv musiker, og som socialpædagog på aktivitetstilbuddet VASAC i Slagelse har han længe brugt musikken som instrument til at kommunikere med mennesker, der ikke har noget talesprog.

– Det er især børnesange, der vækker genkendelse og giver respons. Når jeg for eksempel spiller Mariehønen Evigglad, kommer der en pause i musikken, der hvor sneglen råber: Kom ind. Det får ofte tilhørerne til at reagere, så de for eksempel spjætter med armene. Derfor fandt jeg på at binde klokker om deres håndled, så de på den måde bliver medskabere af musikken – og det gav så igen ideen til at optage deres stemmer og lyde og bruge dem til at skabe mere musik, fortæller René Bohl.

Genkendelsens glæde
Ledelsen gav ham opbakning til at bruge arbejdstid på projektet, der ellers ikke var særlig dyrt, fordi René Bohl selv har adgang til et lydstudie.

Som socialpædagog har han haft mange positive oplevelser, men en af dem, der gav størst glæde, var da han afspillede cd’en “Hør min stemme” til et releaseparty for brugere og ansatte på VASAC.

– De medvirkende på cd’en kunne helt tydeligt genkende sig selv, og det gjorde dem glade. Det var fedt at se! Det var faktisk fantastisk, siger René Bohl, der ikke er i tvivl om, hvad der giver ham arbejdsglæde:

– Det er, når jeg kan bruge det, jeg selv er god til på en måde, der gavner andre mennesker. Og når jeg oplever, at jeg bliver anerkendt og bakket op, siger han.

Som fællestillidsrepræsentant er René Bohl for øjeblikket ved at undersøge, hvad der giver hans kollegaer arbejdsglæde. Projektet hedder ”Kvalitet i arbejdslivet.”

– Et af formålene er at nedbringe sygefraværet, men i stedet for at spørge, hvorfor der for eksempel er fem procent fraværende, spørger vi de 95 procent, der kommer på arbejde, hvad der får dem til at møde op, siger René Bohl.

– Der har ellers været en tendens til, at det kun er lederne, der for eksempel kommer på kursus og taler om nedbringelse af sygefravær. Nu vil vi gerne spørge medarbejderne, hvad de mener. Hvad der er vigtigt for dem.

Nyt projekt skal sætte ord på, hvad det er, der skaber arbejdsglæde, synlighed og indflydelse – der er afsat 3 millioner kroner til 25-30 arbejdspladsprojekter over hele landet

Der er ingen tvivl om, at medlemmerne har taget dokumentation til sig. Men der er også mange, der fortæller, at arbejdsglæden er forsvundet, fordi det hele er blevet presset ned over dem.

Se flere