Fortjenstmedalje

I audiens hos Dronningen

Socialpædagog Lis Pedersen har modtaget fortjenstmedaljen i sølv efter 40 års arbejde med udviklingshæmmede. Vi fulgte med den dag, hun takkede Dronningen

Af Maria Rørbæk, redaktionen@sl.dk
Foto: Gitte Sofie Hansen

Ruten fra hotellet til Christiansborg er nøje afprøvet.

De hvide handsker ligger klar til at blive foldet ud.

Medaljerne er på plads i æskerne.

-Vi har faktisk også øvet os på at neje, siger socialpædagog Lis Pedersen.

Hun er rejst til København sammen med veninden Ingelise Markussen og dennes svigerinde, Anne Marie Jensen. Alle tre skal møde Dronning Margrethe.

-Det var faktisk lidt fantastisk. Selv om hun bare er et almindeligt menneske, er hun jo også vores regent. Og hun virkede så interesseret. Så nærværende. Lis Pedersen

“Undertegnede Kansler for De Kongelige Ridderordener gør herved vitterligt, at Hendes Majestæt Dronningen den 24. september 2008 har tildelt socialpædagog ved Aktivitetscentrene Ved Søerne Lis Pedersen fortjenstmedaljen i sølv”, står der på det diplom Lis Pedersen fik sammen med sølvmedaljen.

Underskrevet af Prins Henrik.

Ligesom Laura i Matador fik en medalje for 25 års tro tjeneste hos familien Varnæs, har Lis Pedersen fra Silkeborg nu fået en medalje for 40 års arbejde med udviklingshæmmede.

Medaljen har mest en symbolsk betydning for mig. Den minder mig om alle de år, der er fløjet af sted. Da jeg i 1968 begyndte som elev på Ebberødgård i Birkerød, havde jeg slet ikke forestillet mig, at jeg skulle arbejde inden for området i 40 år. Hvis nogen havde sagt det til mig, ville jeg sige: Det er løgn.

 

Sådan tildeles Dronningens Fortjenstmedalje Uddrag fra kongehusets hjemmeside: dronningens fortjenstmedalje i sølv kan som hovedregel tildeles for en fortjenstfuld indsats efter mindst 40 års ansættelse i det offentlige. skriftlig anmodning om tildeling af en medalje skal ske til departments chefen i det ministerium, under hvis område den ansattes indsats nærmest må siges at høre. (for socialpædagoger vil det oftest være Velfærdsministeriet, red.) anmodningen, som skal fremkomme fra arbejdsgiveren, bør indeholde: den ansattes fulde navn og adresse samt personnummer. så vidt muligt dokumentation for ansættelsesforholdets varighed. redegørelse for at den ansatte har ydet en fortjenstfuld indsats. tidspunktet for en eventuel jubilæums- eller afskedsreception, hvis en sådan påregnes at blive afholdt læs mere på www.kongehuset.dk

Fortjenstfuld indsats
Dronningens Fortjenstmedalje giver ret til at takke Dronningen i en audiens – og den chance vil Lis Pedersen ikke spilde.

-Det er ikke fordi, jeg er specielt royal. Det er bare for at få oplevelsen med. Og så gør vi tre det til en pigetur til København. I går var vi inde og spise i Tivoli og se juleudstillingen, siger hun.

Ingelise Markussen har også fået fortjenstmedaljen efter 40 års arbejde med udviklingshæmmede, og Anne Marie Jensen har modtaget Den Kongelige Belønningsmedalje, der (blandt andet) gives i forbindelse med fratræden efter mindst 40 års ansættelse i den samme private virksomhed. For Anne Marie Jensens vedkommende Daglig Brugsen Alfa i Højslev ved Skive.

-Hvor lang tid var det nu, det tog os at gå  til Christiansborg, spørger Anne Marie Jensen over morgenkaffen på Hotel Cabinn i København.

-Femten-tyve minutter, svarer Lis Pedersen, mens hun smører endnu et rundstykke.

-Det gælder om at have noget at stå imod med. Vi ved ikke, hvor længe vi skal vente, og det hjælper jo ikke noget at komme tidligt. Det går efter rang. Ikke noget med at den-der-kommerførst-til-mølle-får-først-malet, konstaterer hun. Ingelise Markussen smiler og glider næsten 40 år tilbage i tiden.

Til dengang hun og Lis Pedersen sammen var elever på Resenlund i Skive. (Her afsluttede Lis Pedersen sin elevtid.)

-Dengang sad vi også efter rang. Kan du ikke huske, at overlæge Graversen altid sad for bordenden. Efterfulgt af souschefen og 1. assistenten. Og at 3. årseleverne altid sad før 2. årseleverne, der kom før 1. årseleverne. De eneste, der sad efter os, var dem, der gjorde rent, fortæller hun med et smil.

Lis Pedersen nikker.

-Ja, og hvis nogen kom til at sætte sig et forkert sted, skulle de nok få det at vide.

Et arbejdsliv med store forandringer
Når Lis Pedersen tænker tilbage på sit arbejdsliv, er der sket store forandringer.

-I min elevtid var kodeordene “Ro, Renlighed  og Regelmæssighed”. Der blev lagt vægt på, at vi elever kunne finde ud af at rede en seng efter helt bestemte forskrifter, at vi havde rene negle, talte høfligt og kunne holde orden. Når overlægen gik stuegang, var det vigtigt, at alle tandkrus vendte den samme vej, og at håndklæderne hang lige, fortæller hun.

Efter morgenmaden går damerne op på værelset.

Mascaraen skal på vipperne. Den fine bluse over hovedet. – Skal vi tage vores medaljer på nu, spørger Lis, og fisker den fine sølvmedalje med indgraveret navn frem fra den blå æske.

-Hvor har jeg gjort af min medalje, spørger Anne Marie Jensen med antydningen af panik i stemmen.

-Du har den nok i din kuffert et eller andet sted, svarer Ingelise Markussen roligt.

Og så er dramaet afblæst.

Medaljen ligger i sikkerhed bag en ekstra lynlås.

-Hvor skal den sidde, spørger Lis.

-I venstre side. Det har Anne Marie jo fået en hel skrivelse om, svarer Ingelise.

Så er det ved at være tid til afgang.

Lis tager en vandflaske og et par hvide hand-sker med i håndtasken.

-Handskerne har jeg lånt, for ingen hilser på Dronningen uden at have et par hvide handsker på, fortæller hun.

På vej gennem de københavnske gader tænker Lis på, at hun snart skal møde regenten.

Et til to minutter får hun i enerum.

-Jeg ved ikke præcis, hvad jeg vil sige til hende, men jeg vil nok tale om mit arbejdsliv. Om de store forandringer, der er sket, siger hun.

Har i ikke noget bedre at foretage jer?
Da Lis Pedersen begyndte på Ebberødgård, boede de åndssvage, som det hed dengang, på store sovesale.

På den lukkede kvindeafdeling sov omkring 20 udviklingshæmmede sammen.

-De havde en seng hver. Ikke andet. De havde ikke engang deres eget tøj eller undertøj. I stedet lå der stakke af fællestøj i skabene. Arbejdskjoler og forklæder i mørkt bomuld. Så fandt vi bare noget, der passede i størrelsen, fortæller Lis.

Nogle af de udviklingshæmmede på Ebberødgård arbejdede på produktionsværksteder, men de mest handicappede havde ikke noget at foretage sig.

-Kvinderne på den lukkede afdeling kom kun i  sovesalen og dagligstuen. De kom ikke ud, og der var ikke andet end stole og borde i dagligstuen. Ingen spil eller andre aktivitetsting. De kunne bare sidde, sidde og sidde. Engang havde jeg og en anden elev fundet en bold, som vi brugte til at spille med kvinderne. Så kom sygeplejersken forbi: “Har I ikke noget bedre at foretage jer,” sagde hun. Fuld af foragt. Der var kun foragt til overs for beskæftigelsesdelen, siger Lis.

Hvis nogle af hendes overordnede fra elevtiden i dag kunne dukke op på Aktivitetscentrene ved Søerne i Silkeborg, er hun sikker på, at de ville undre sig.

Her er sanseoplevelserne i højsædet og individet i centrum.

Lis og kollegaerne laver selv sanseuroer, så de svageste borgere for eksempel kan prøve at mærke forskellen på bløde og hårde børster. Døve kan opleve musik ved at mærke basens vibrationer og få blæst luft ud i hovedet i takt med musikken.

-Der skete virkelig et stort skred i løbet af 90’erne, da vi begyndte at arbejde med Socialpædagogernes Det Ka’ Nyttemodel, der sætter fokus på den enkelte borgers behov, vurderer Lis.

Lang ventetid
Gåturen gennem København slutter i Indre Slotsgård på Christiansborg.

Foran skilderhusene vidner to livgardere om monarkens tilstedeværelse.

Klokken er tyve minutter over ni. Vintermørket kun lige forsvundet.

-Det er da lidt spændende. Nu er det nu, siger Lis.

Sammen med veninderne går hun forbi de to soldater med bjørneskindshuer og guldsabler.

Ind i Søjlegangen.

Vi andre må pænt blive udenfor. Garderne går taktfast frem og tilbage. Slår hælene sammen.

Går frem igen.

Og så tilbage.

Det kræver tålmodighed at være garder.

Ligesom det kræver tålmodighed at komme i audiens.

146 mænd og kvinder er mødt frem for at møde Dronningen, der er kommet på en opgave større end den største speeddating.

Alle skal senest ankomme klokken 9.45 og skrives ind.

Klokken 10.00 kommer første mand i audiens. Det er kontreadmiral Lars Kragelund, der takker for udnævnelsen til kommandør af 1. grad af Dannebrogsordenen.

Herefter går det slag i slag efter rang.

Bagefter fortæller Lis Pedersen, at de ventede i en stor sal med søjler, et marmorbord i midten og røde læderbænke i siderne. De var så heldige at få en siddeplads. Andre måtte stå.

Og så var det ellers bare at vente.

Og vente, og vente og vente.

Over middag begynder sulten at melde sig, for der bliver ikke serveret andet end kaffe og the.

Lis Pedersen bekymrer sig lidt: Mon Dronningen siger stop på et tidspunkt? Så hun ikke tager flere ind?

Men nej, sådan gør Dronningen ikke, forsikrer Majestætens hjælpere, adjudanterne, i fine uniformer.

Klokken nærmer sig 16.00, da det endelige bliver Lis Pedersens tur til at komme i audiens. I forlokalet forklarer en adjudant, hvordan hun forventes at gøre.

-Lige når De kommer ind, knikser De. Så går De hen til majestæten, giver hende hånden, nejer og siger “Goddag, Deres majestæt. Jeg takker for medaljen”. Og så kan De sige, hvad De har lyst til.

-Og hvad nu, hvis jeg gør noget forkert. Hvis jeg ikke kan huske det, spørger Lis Pedersen.

-De kan ikke gøre noget forkert. Det er ikke en fast etikette, svarer adjudanten.

Så bliver døren åbnet for Lis Pedersen.

Mødet med dronningen
Nogle minutter efter går hun og veninderne igen ned af trappen i Søjlegangen og videre ud i slotsgården, hvor vintermørket atter har sænket sig, og livgarderne standhaftigt står på vagt.

-Nu skal vi altså skynde os. Toget kører klokken 16.50, konstaterer Ingelise Markussen.

Damerne haster gennem byen. Forbi det julesmykkede Tivoli. Hen på Hovedbanegården, hvor Lis Pedersen sætter sig på en bænk og fortæller:

-Det var faktisk et ret lille rum. Dronningen sad i midten på en stol ved siden af et lille bord. Jeg gik hen til hende, nejede, gav hende hånden og sagde: – Goddag, Deres majestæt. Jeg takker for medaljen.

Ord for ord genskaber Lis Pedersen dialogen. Dronningen kunne se, at der stod, at Lis Pedersen arbejdede på “Aktivitetscentrene ved søerne.”

-Er det her i København, spurgte hun.

-Nej, det er i Silkeborg. Jeg arbejder med de udviklingshæmmede, der har de fleste handicap.

-Det må være et hårdt arbejde.

-Det er det også, men det er også et spændende arbejde.

-Det er ikke alle, der kan arbejde med den gruppe.

-Nej, vi har da også oplevet nogle medarbejdere, der er der en dag – og så kommer de aldrig mere.

-Er brugerne på et niveau, hvor de er klar over, at De er hos mig?

-Nej, det er de ikke.

-Jeg plejer, at sende en hilsen til dem.

-Selv om de ikke forstår det, vil jeg hilse dem alligevel. Tak for det og god jul.

Og så blev der ikke sagt mere.

-Jeg forstod intuitivt, at det var det. Audiensen var forbi, siger Lis Pedersen.

På hovedbanegården haster de rejsende afsted. Toget mod Århus kører om lidt.

Lis Pedersen smiler.

-Det var faktisk lidt fantastisk. Selv om hun bare er et almindeligt menneske, er hun jo også vores regent. Og hun virkede så interesseret. Så nærværende.

 

Et dejligt arbejdsliv Hvis Lis Pedersen skulle vælge sit arbejdsliv om, ville hun vælge det samme en gang til. -Jeg har været glad for det alle dage. I forbindelse med mit 40-års-jubilæum har jeg stoppet op og evalueret mit arbejdsliv, og det har været meget positivt. Jeg har haft mange gode oplevelser med brugerne, og jeg har været medvirkende til, at de har haft et godt liv, konstaterer hun. Når Lis Pedersen fortæller, at hun arbejder med de svageste og mest udviklingshæmmede medborgere, får hun af og til bemærkningen: -Godt, der er nogen, der kan. -Og den bemærkning er jeg ved at brække mig over. Jeg er glad for mit arbejde. Hvor mange andre jobs findes der, hvor du får knus og kys, når du møder om morgenen? Når Lis Pedersen tænker tilbage på de første år i Statens Åndssvageforsorg, er der mange ting, hun aldrig ville gøre igen. -Men det er ikke sådan, at jeg har dårlig samvittighed. Jeg gjorde det så godt, jeg kunne efter de forudsætninger, vi havde dengang. Til gengæld har det været spændende at følge udviklingen på området. At opleve hvordan vi har givet bedre og bedre tilbud til brugerne, siger hun. Lis Pedersens datter, Charlotte Pedersen, har fulgt i moderens fodspor og uddannet sig til pædagog, ligesom sønnen i øvrigt har fulgt efter faderen som elektriker. I dag arbejder datteren med udviklingshæmmede børn. -Jeg er da glad for min datters valg, fordi jeg selv har været glad for at arbejde med udviklingshæmmede mennesker, men jeg kan også godt være lidt bekymret. Det kan være psykisk hårdt at arbejde med mennesker. Som pædagoger vil vi jo gøre det hele så godt, og stiller ofte meget store krav til os selv. Når vi for eksempel ved, hvor meget den enkelte bruger profiterer af 1-1-kontakt, kan det være svært at acceptere, at vi ikke kan give alle lige god kontakt hver dag. Og så tror jeg, det er vigtigt at sige til sig selv, at dette er, hvad jeg kan gøre, med de ressourcer jeg har til rådighed. Vi kan ikke det hele, selv om vi gerne vil. Når vi vælger noget nyt til, er vi nødt til at lære at vælge noget andet fra. Ellers bliver arbejdet stressende og utilfredsstillende. mrk, mrk@sl.dk

Samme regler for udviklingshæmmede  Gad vide om mennesker med udviklingshæmning har de samme rettigheder til at få medalje og komme i audiens? Sådan spurgte lederen af Grønnemoseværkstederne i Svendborg sig selv, da det gik op for ham, at nogle af brugerne på værkstedet nærmede sig deres 40 års jubilæum. -En af mine kollegaer havde selv fået fortjenstmedaljen og været i audiens, så derfor kendte jeg ordningen og undersøgte, om vi også kunne søge på vegne af vores brugere – eller medarbejdere, som vi kalder dem. Det kunne vi, fortæller Niels Nordenlund Rasmussen. I år har fire brugere fra Grønnemoseværkstederne modtaget fortjenstmedaljen efter 40 års arbejde i beskyttede værksteder – og efterfølgende har de været i audiens for at takke dronningen. De to første var i audiens på egen hånd – de to næste er så svagt fungerende, at det ikke ville være en mulighed. -Derfor søgte vi om tilladelse til at de kunne få en ledsager med, og det fik vi lov til, siger Niels Nordenlund Rasmussen, der tror, at mange flere udviklingshæmmede kan komme i betragtning til fortjenstmedaljen – hvis bare de får hjælp til at søge. -Og det kan jo være en utrolig spændende oplevelse at få en medalje og hilse på dronningen, vurderer han. mrk, mrk@sl.dk