Del på facebookPrintTip en ven

Psykisk syg

Arnhild, hende den skizofrene

-Da jeg var syg, gav de mig ikke noget håb. Norske Arnhild Lauveng var psykisk syg i 10 år, og fik at vide, at hun skulle lære at acceptere sin sygdom. I dag er hun rask. Og har skrevet bøger om sin sygdom for at give andre det håb, som hun ikke selv fik

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Foto: Christoffer Regild

Da hun trækker ærmerne på sin bluse op, er det tydeligt at se, at hun har snittet sig mange steder. Parallelt ligger arrene og lyser fra håndleddet og op af begge underarme.  Og når hun om aftenen ligger i sin seng og ikke kan sove, mærker hun det sted i ryggen, hvor det har gjort ondt, siden hun blev slæbt ned ad hospitalsgangene. Det skete ofte, at personalet slæbte hende hen ad gulvet.

Hun blev slæbt, når personalet opgav at få  hende væk på gåben. Det skete, når hun for eksempel var urolig, råbte, slog sig selv, smadrede porcelæn, sparkede til møblerne, skar sig selv eller slog hovedet ind i væggen. Hun blev så trukket væk for at blive isoleret på et værelse.

Nogle gange blev hun bæltefikseret. Nogle gange var det eneste møblement på værelset en fastboltet seng, og selv bar hun tøj, hun ikke kunne bruge til at snøre rundt om halsen. For eksempel var der aldrig bælte eller snore i bukselinningen eller snørebånd i skoene. Når hun havde det sådan, sad der døgnet rundt vagt ved hende.

Det var stemmerne, som fortalte hende, at hun skulle slå sig selv. Det var Kaptajnen, som sad inde i hende og dirigerede hende til at snitte sig selv, så hun med blodet kunne tegne en ring rundt om sig selv. Hvis hun ikke gjorde det, ville der ske en ulykke med hendes familie. Det var også Kaptajnen, der nægtede hende at indtage føde.

 

-Hvis du holder et stykke hvidt papir med en lille rundt sort plet på op foran den, du taler med, og spørger: “Hvad ser du?”. Så viser un­ dersøgelser, at 99 gange ud af 100 vil svaret være: ”Jeg ser en sort plet.”

-Men hvad med resten? Hvorfor ser man ikke det hvide papir?

Arnhild Lauveng  

I dag er Kaptajnen væk, og det er de andre stemmer også, fortæller norske Arnhild Lauveng. Tilbage har hun smerten i ryggen og de synlige ar på kroppen, samt et hul på 10 år i sit CV.

De syv af årene har hun tilbragt på forskellige psykiatriske hospitaler, ofte på den lukkede afdeling. Et helt år sad hun uafbrudt isoleret og kom overhovedet ikke ud i luften. Man var bange for, at personalet ikke var i stand til at holde hende, hvis hun på en gåtur prøvede at stikke af. Hun blev anset for at være suicidaltruet.

Hun var kun omkring 17 år, da hun fik diagnosen skizofreni. Samtidig fik hun at vide, at hendes sygdom var kronisk. At hun aldrig ville blive rask, aldrig kunne bo alene i egen bolig, aldrig få job, aldrig få en kæreste, aldrig få børn.

I dag er Arnhild Lauveng 36 år, og hun har været rask i snart 10 år. Hun har taget en universitetsuddannelse som psykolog og arbejder i dag i distriktspsykiatrien i Norge. Bor i sin egen bolig, har venner, har familie, en hund og en bil.

Hun har skrevet bøger (se anmeldelsen af hendes seneste bog på de næste sider) om hendes vej ind i skizofrenien og hendes vej ud igen. Hun har skrevet dem for at formidle håb til andre psykisk syge, fortæller hun.

-Da jeg var syg, gav de mig ikke noget håb.

Jeg skulle ikke have drømme om en fremtid uden sygdom. Jeg ved, at jeg ville have haft lettere ved at mestre min sygdom, hvis nogen havde behandlet mig, som om jeg havde en fremtid. Det er derfor, jeg gerne vil formidle håb og give folk en tro på, at der findes muligheder, også selv om man får en så alvorlig diagnose, som jeg fik, siger Arnhild Lauveng.

Der gælder hele vejen rundt
Da hun havde skrevet sin første bog (“I morgen var jeg altid en løve”), var hun meget bekymret for, om hendes bog vil blive misforstået, og at den ville blive misbrugt mod de psykisk syge.

-Jeg var bange for, at man ville sige: ”Se her. Hvis du bare tager dig sammen, så bliver du nok frisk igen.” Der har i mange år været en tendens til, at det er et personligt ansvar, om man er syg eller ej.

Men Arnhilds Lauvengs bøger er tilsyneladende ikke blevet misforstået. I dag må hun tit tage ud og holde foredrag om, dengang hun var syg.

-Det var ufattelig heldigt, at jeg blev rask, og jeg er taknemmelig for det. Jeg ønsker at fortælle, at man skal behandle folk med respekt og hjælpe dem med at komme op. Ikke alle kan klare sig selv og blive rask som mig, men de har krav på at blive behandlet med værdighed og respekt.

Hun tror på, at hvis personalet giver de syge værdighed ved at vise respekt, så får de lettere ved at mestre deres sygdom. Hun kunne selv have brugt noget af det, da hun var syg: At blive set på som det hele menneske og ikke kun som skizofrene Arnhild. 

Hun giver et billede på, hvad hun mener: – Hvis du holder et stykke hvidt papir med en lille rundt sort plet på op foran den, du taler med,  og spørger: “Hvad ser du?”. Så viser undersøgelser, at 99 gange ud af 100 vil svaret være: ”Jeg ser en sort plet.”

-Men hvad med resten? Hvorfor ser man ikke det hvide papir?

Den sorte plet er Arnhilds sygdom, det hvide papir er resten af hende, hendes familie, hendes liv, hendes interesser, hendes drømme, hendes forventninger.

-Jeg tror, man bliver mere syg af, at man kun bliver set på som hende den skizofrene. Hvis man får tildelt en rolle, som kun rummer få muligheder, kan det være svært at bryde ud af den, og det er også svært at få den hjælp, som er nødvendig for at udvikle sig så meget, som det overhovedet er muligt. Også selvom man måske ikke bliver rask.

Jeg var en udenfor-pige
Det begyndte gradvist. Allerede det første skoleår gjorde Arnhild Lauveng sig bemærket som den stille og triste pige.

-Jeg var en udenfor-pige.

Gradvist blev hun mere og mere isoleret. Og som tiden gik, blev hun lukket helt ude fra det sociale fællesskab. Ingen ønskede at lege med hende.

Efterhånden voksede isolationen, og den antog nye former. De andre elever begyndte at mobbe hende, og hun fik at vide, at hun var grim, dum og ækel.

Hvorfor det lige blev hende, der blev mobbet, har hun ikke noget svar på. Men hun ved, at hun bar på en stor sorg. Fra hun var tre til hun var fem år lå hendes far syg af kræft i hjemmet, og han endte med at dø. De år og den sorg sad i den lille skolepige. Efterhånden tog mobningen til. De andre elever begyndte at sparke hende og spytte på hende.

Arnhild Lauveng har altid været den lydige, stille og dygtige pige, der fagligt klarede sig godt, og hun forsøgte at svare igen på mobningen ved at læse endnu mere på lektierne. Desuden sørgede hun for altid at have styr på tingene.

Omkring 17-års alderen skiftede hun til gymnasiet og kom i en god klasse. Mobningen hørte op, hun fik en veninde og flere venner. Men hun havde svært ved at vænne sig til venskaber.

-Der var gået ni år med daglig mobning, så jeg troede, jeg var et dårligt menneske, når klassekammeraterne ikke længere mobbede mig. Så kom stemmerne til mig. Og Kaptajnen, som straffede mig. Jeg slog mig selv, når stemmerne sagde, jeg skulle gøre det.

Hun slog sig selv, når ingen så det. En enkelt gang var det dog ved at gå galt, fordi stemmerne kommanderede hende til at slå sig selv, selv om hun var i skole, og hun søgte ned på toilettet og begyndte at slå. Men nogen hørte hende, og hun måtte standse. Mere kom der ikke ud af det.

Kaptajnen var meget streng over for hende. For eksempel kunne han forlange, at hun blev ved med at skrive sin stil om, fordi den ikke var god  nok. En gang skrev hun hele natten, indtil hun skulle i skole næste dag. Eller Kaptajnen kunne nægte hende at spise.  – Først måtte jeg kun spise en gang om dagen. Så satte han det ned til to gange om ugen. Så til en gang om ugen. Og hvis jeg ikke adlød ham, ville der ske min familie en ulykke.

Arnhild Lauveng fortæller, at hendes identitet, hendes vished, om at hun var et “jeg” begyndte at smuldre.

-Jeg blev mere og mere usikker på, om jeg i virkeligheden var til, eller om jeg bare var en person i en bog, eller noget, som nogen havde fundet på. Jeg var ikke længere sikker på, hvem det var, der styrede mine tanker og handlinger. Var det mig? Eller var det nogle andre?

Mistede sproget
Arnhild Lauveng kom i psykiatrisk behandling. I begyndelsen kunne hun fastholde skolen, men efterhånden var hun for syg til at følge undervisningen.

Herefter fulgte 10 år med stærk medicinering, behandling, ud og ind af hospitaler og et liv som skizofren patient. Et liv, hvor hun ikke længere var Arnhild, men skizofrene Arnhild.

Selv om hun var ung, var hun blevet kronisk patient. Hun havde ingen venner, Ikke et socialt liv, og folk fik penge for at være sammen med hende. Et sted i bøgerne kalder hun sig selv for prostitutionskunde. Og det skal forstås på den måde, at hun fik venlighed og omsorg fra folk, der var betalt for at hjælpe hende.

-Jeg havde mistet alt. Mit helbred. Min bevægelsesfrihed. Håbet. Frihed til at drømme. Arbejdsplan. Karriere. Økonomi. Børn. Et socialt

liv. Men vigtigst af alt, havde jeg mistet mit sprog. Jeg kunne for eksempel ikke snakke om hverdagsting uden at blive fortolket. Hvis jeg var træt, blev det relateret til min sygdom. Alle havde ret til at definere min virkelighed. Jeg havde for eksempel ikke længere ret til at blive vred, uden at det blev fortolket i forhold til min skizofreni.

-Personalet forventede som regel ikke, at jeg  havde et liv ved siden af min sygdom. For dem var der kun den sorte plet og ikke det hvid papir, for de havde læst min tykke journal og dermed kendte de min situation, mit liv.

Arnhild Lauveng oplevede også, at hun på en måde var blevet “utroværdig”. Hun giver et eksempel. I og med, at hun ofte hørte stemmer, blandt andet Kaptajnens, så ulve og bjørne på hospitalsgangene, var der ingen, som reagerede, da hun en dag ved middagsbordet sagde, at der gik en mus rundt på bogreolen. Først da en medarbejder også fik øje på musen og sagde det, blev det en virkelig hændelse.

Demonstrationsmodel
Arnhild Lauveng oplevede på et tidspunkt, hvad det vil sige at være den rene diagnose uden et menneske bag. Et objekt for sagkundskaben. Den skizofrene i rendyrket form.

I en uge, havde der været en konference på afdelingen, dog uden deltagelse fra patienterne. 

Den foregik i en periode, hvor der var fast vagt på Arnhild Lauveng. Hun fik almindeligvis ikke lov til at drikke kaffe sammen med de andre i kaffestuen, fordi hun knuste kopperne for at skære sig. I stedet spiste hun kage på værelset af paptallerkner, medmindre Kaptajnen forbød hende at spise kage. Så gjorde hun det ikke, men nøjedes med at spise paptallerkenen og servietten og lod kagen stå.

Men i dagens anledning, som afslutning på konferencen, skulle patienter, medarbejdere og konferencedeltagere drikke kaffe sammen i dagligstuen. Det gjaldt også Arnhild. Hun blev fulgt derhen af to medarbejdere. Straks hun fik sin kaffekop, knuste hun den mod gulvet. Det var Kaptajnens befaling. Hun blev ført tilbage. Det vil sige, hun kæmpede så meget, at personalet opgav at få hende til at gå selv, så hun blev slæbt hende hen ad gulvet, mens de trådte på hendes hår og tøjet blev flået op og gamle sårskorper efter rifter på armene blev slidt af.

-Men jeg vidste, at det kun var begyndelsen. For den virkelige kamp var den, der foregik inde  i mig med kramper og brølene i hovedet. Og som ville blive ved med at være der, når jeg kom tilbage i til værelset og jeg var forsvarsløs.

Da de når frem til hendes værelse og åbner døren, griber hun ud efter noget for ikke helt forsvarsløs at møde det voldsomme kaos inden i hende selv. Men forgæves. Personalet havde på forhånd ribbet hendes værelse for ting. Tilbage var kun hendes seng, der var boltet til gulvet. 

-De vidste, at det ville ske. Var det noget, de havde planlagt til ære for konferencegæsterne? En lille praktisk demonstration af tilfældet Arnhilds forudsigelige reaktion. Jeg ved det ikke, siger Arnhild Lauveng. Den dag i dag står erindringen frygtelig tydelig i hendes hukommelse. I forvejen var hun så forpint af stemmer, og nu blev hun så oveni smerten yderligere ydmyget.

-Hvis jeg havde været alene, havde jeg grædt. Men jeg var ikke alene. Der sad jo hele tiden en person i døråbningen, som skulle holde øje med mig.

I isolation da kongen døde
Da Arnhild Lauveng er midt i 20’erne begynder hun at kunne mærke, at hun får det bedre. Og sammen med en arbejdskonsulent lægger hun en handlingsplan for, hvad hun skal lave resten af sit liv. Det var et fantastisk øjeblik for hende at møde arbejdskonsulenten. Allerede som barn drømte hun om at blive psykolog, og skolegang faldt hende let, så den plan blev igen taget op, og arbejdskonsulenten fulgte hendes ønske.

-Det var helt vildt. Det var første gang, at nogen havde arbejdet med mit mål, og som ikke tog udgangspunkt i min diagnose, men som hørte og så mine drømme. Jeg havde kun almindelig skolegang, så jeg skulle i gang med mere skole, før jeg kunne begynde på universitetet.

Flere gange i løbet af interviewet understreger Arnhild Lauveng, at det er vigtigt for hende at få præciseret, at hun absolut ikke er imod diagnoser og fagfolk på det plan. Tværtimod er det nødvendigt, at der er dygtige fagfolk rundt om så syge mennesker. Men der skal også være personer, for  eksempel socialpædagoger, til stede i behandlingen, som fagligt er i stand til at kigge hele vejen rundt om patienten og ikke kun tage udgangspunkt i diagnosen.

I begyndelsen gik det trægt for Arnhild Lauveng at klare skolegangen, og hun fik flere tilbagefald. En del af skoleforløbet gennemførte hun, mens hun var indlagt. På et tidspunkt var hun indlagt på den lukkede afdeling og kunne derfor ikke følge undervisningen. Det lykkedes hende ved selvstudium at bestå eksamen.

Arnhild Lauveng blev rask og læste psykologi på universitetet. Og herfra gik det hurtigt. Hun gennemførte studiet på under den normerede tid. Hun blev psykolog i 2003. 31 år.

Men det var ikke kun på universitetet, Arnhild Lauveng skulle hænge i. Hun skulle blandt andet også lære at leve alene, at få venner, styre økonomien og lave mad.

-Jeg skulle starte forfra med det hele. I 10 år havde jeg været vant til, at vi var mellem 10-20 rundt om spisebordet på afdelingen. Nu sad jeg alene og skulle selv skaffe mig en omgangskreds.

Hun har store huller i sit liv.

-Når nogen spørger mig, hvor jeg var, da kong Olav døde, må jeg svare: Jeg var i isolation. Og jeg så heller aldrig tv-udsendelserne fra Golfkrigen. Jeg så heller ikke vinter-OL i Lillehammer, selv om jeg opholdt mig lige i nærheden.

Arnhild Lauveng har lært det meste igen, men tilbage er der arrene og smerterne i kroppen. De vil altid være der og minde hende om dengang. Men vigtigst af alt er, at hun er rask.

-Jeg er ikke bange for at blive psykotisk igen. Jeg tror aldrig, jeg kommer tilbage til det stadium, hvor jeg igen har brølende stemmer inde i mit hoved og sanserne er forvrængede, og hvor jeg ikke forstår mig selv eller verden, siger Arnhild Lauveng.

Arnhild lauveng har skrevet tre bøger, hvoraf de to er oversat til dansk og udkommet på Akademisk forlag: “i går var jeg altid en løve” (2008) og “Unyttig som en rose” (2009). desuden er der på Universitetsforlaget i Norge udkommet “Arbeidsmaur med gipset hjerte” (2008). 


Myndigheder og ansatte i Region Midtjylland skal arbejde tættere sammen om de retspsykiatriske borgere

Glæde, selvtillid og netværk. Koret Stemmer fra Odsherred giver mange gevinster for deltagerne fra bostedet Granhøjen. I koret bliver diagnoser og problemer sat i baggrunden med sang for en stund

SFI har evalueret seks forsøg med integration af regionen og kommunens indsats over for mennesker med sindslidelser, så der kommer et tættere samspil mellem behandling og sociale indsatser. Resultaterne er gode

Bosted for unge med psykiske og sociale problemer åbnede dørene for offentligheden på Socialpædagogernes internationale dag den 2. oktober

Der skal mere fokus på recovery, forebyggelse og inddragelse i psykiatrien, anbefaler regeringens psykiatriudvalg – Socialpædagogerne ser positivt på anbefalingerne

På Museum Ovartaci i Risskov ved Aarhus kan man opleve værker af kunstnere med sindslidelser

I nogle kommuner koster en plads til en handicappet eller sindslidende beboer i et botilbud 50 procent mere end i andre, viser en undersøgelse

Jesper Leschly Pedersen er ene socialpædagog på den psykiatriske afdeling på Odense Universitetshospital og kan noget, det medicinfaglige personale ikke kan. Han vil gerne have endnu mere tværfaglighed – og ikke mindst større sammenhæng i den psykiatriske indsats

Else Magrethe Tvilhøj arbejder på Kollegiet Rømersvej i Odense. Sparekrav sætter fagligheden under pres, og andre faggrupper fortrænger pædagogerne

Se flere