Boganmeldelse

Solens varme i Børnehuset

Ny bog fortæller om livsvilje og glæde hos fem svært handicappede i Børnehuset i Svendborg

, redaktionen@sl.dk

De er alle fem svært handicappede. De kan ikke tale sammen eller lege sammen som andre børn. Så, herregud, hvad for et liv kan de da have?

Se, det kunne godt være den ‘almindelige’ reaktion, når man sådan lige kaster et første blik på beboerne, fem børn og unge med svære handicap, på Børnehuset i Svendborg. Og spørgsmålet er stillet med det underforståede svar: Et sølle liv.

Men det passer ikke. Slet ikke. For der er masser af lyse timer, venskab og livsglæde  hos beboerne i Børnehuset.

Det kan man forsikre sig om i Vibeke Marx’ bog ‘Solens varme og en lille brise’, der gennem 19 korte fortællinger beretter om de fem børn og unges liv, om pædagogernes arbejde og om de pårørende.

For pædagogerne er der masser af etiske dilemmaer i dagligdagen med børnene, der skal nødes til at spise, skal have personlig pleje på det helt intime plan og samtidig omgærdes af fuld respekt for det at være et menneske – og hele tiden, dag ud og dag ind, med en nærhed, der aldrig er  krænkende og over grænsen for det private.

For som der står i bogen, så er pædagogerne på den ene side i forældrenes sted – de giver børnene og de unge mad, varme, trøst og historier – mens de på den anden side netop de professionelle, der skal holde distancen.

-Vi kommer jo så tæt på dem. De bliver på en måde som vores egne børn, og dem kan man jo gøre alt ved, som pædagogen Linda konstaterer efter en episode med et af børnene, der ifølge den dagbog, der bliver ført for hvert barn, havde ‘lavet lort i spabadet’. Det krævede selvfølgelig noget mindre lækkert rengøringsarbejde, men her er  barnet med Lindas ord altså så meget pædagogens ‘eget barn’ at det føltes som en slags ‘forældrearbejde’.

At der er tale om børn og unge, der er så handicappede, at ‘de ikke kan sladre’, som en af pædagogerne formulerer det, det stiller ekstra høje krav til etikken, og her er forfatteren, der selv er uddannet pædagog og har arbejdet som sådan I 20 år, fuld at beundring for det ‘etiske filter’, der ligesom et virusprogram i en computer fanger tanker og ord og handlinger, der strider imod respekten for det enkelte barn og for beboergruppen.

Flere gange i bogen nævnes de studerende, der er i praktik i Børnehuset. Det er tydeligt, at der er mange forhold, der kommer bag på dem, og opgaver, de ikke synes om. Derfor er der nok heller ingen tvivl om, at bogen er god introduktion til studerende på pædagog- og sosu-uddannelserne. Men også politikere og ansatte i forvaltningerne kunne have nytte af dette fine kig ind i hverdagen i Børnehuset.