Familieplejer
Pas på når du arbejder
Familieplejere kan ikke længere få erstatning, når de får en arbejdsskade. De er nemlig selvstændige, fastslår Arbejdsskadestyrelsen.
-Det er en uforståelig beslutning, mener Socialpædagogernes advokat
, redaktionen@sl.dk
I al ubemærkethed har Arbejdsskadestyrelsen meddelt, at familieplejere ikke længere kan få erstatning, når de får en arbejdsskade. Familieplejere er selvstændige, mener styrelsen, og derfor hører de ikke ind under arbejdsskadeforsikringsloven.
Arbejdsskadestyrelsen afviste i november sidste år Karens sag (læs hendes historie på de foregående sider) med den begrundelse, at hun var selvstændig på trods af, at hun aldrig i sine mange år som familieplejer har været selvstændig.
-Det er min opfattelse, at Arbejdsskadestyrelsens praksis i de her sager ofte hviler på en meget løs viden om, hvordan forholdet mellem den anbringende kommune og plejefamilien almindeligvis er. Især når vi taler om børn med store problemer, som stiller krav om en særlig profes sionel viden. Steen L. Frederiksen |
Et halvt år forinden havde Karen ellers fået det stik modsatte at vide af Arbejdsskadestyrelsen, nemlig at hendes arbejdsskade var indstillet til godkendelse.
Den nye praksis i Arbejdsskadestyrelsen river fuldstændig tæppet væk under familieplejeres sikkerhed og er et brud på årtiers praksis, mener Socialpædagogernes advokat Steen L. Frederiksen, der undrer sig over de nye udmeldinger:
-Det er efter min bedste faglige vurdering en uforståelig beslutning. Vi har at gøre med et regelsæt, som er blevet anvendt over for familieplejere i mange, mange år, siger han.
Socialpædagogerne har aldrig tidligere oplevet, at en familieplejer har fået afvist sin arbejdsskadesag.
K
ommunen bestemmer
Socialpædagogerne har bedt Arbejdsskadestyrelsen om en forklaring. Da man afviser Karens sag, står der nemlig intet som helst i styrelsens såkaldte “praksismeddelelser” om, at familieplejere er selvstændige erhvervsdrivende og dermed udelukket fra arbejdsskadeforsikringsloven.
-En ting er, at Arbejdsskadestyrelsen træffer en beslutning, som er i strid med gældende praksis. Men når man samtidig skriver, at man ingen familieplejesager har haft indtil dato, er det positivt forkert. Socialpædagogerne har adskillige eksempler på, at familieplejer har fået godkendt en arbejdsskade. Alene siden 2005 har syv familieplejer fået godkendt en arbejdsskade. Steen L. Frederiksen |
Tværtimod kan man se, at Arbejdsskadestyrelsen gang på gang har fastslået, at familieplejere er omfattet af loven.
Arbejdsskadestyrelsen skriver for eksempel i 1998, at “plejefamilier er dækket af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade under deres beskæftigelse med plejebarnet”.
Arbejdsskadestyrelsen har den opfattelse – står der i samme meddelelse – fordi den anbringende kommune har de såkaldte instruktionsbeføjelser over for familieplejen. Det betyder, kommunen har ret og pligt til at instruere familieplejen om de retningslinjer, der skal gælde for plejebarnet.
Og netop forholdet mellem plejefamilie og kommune gentager Arbejdsskadestyrelsen så sent som i 2004: “Det er fortsat vores vurdering, at kommunen har endelig instruktionsbeføjelse i forhold til ansættelse og etablering af plejeforholdet, ligesom det definitive ansvar for tilsynet også fortsat overordnet påhviler kommunen”.
Plejebarnet på skema
Det er den praksis, Arbejdsskadestyrelsen fuldstændig laver om på. Tre måneder efter, at Karen har fået afslag, udsender Arbejdsskadestyrelsen således i januar Praksis nr. 2009-01. Heri kan man læse, at Arbejdsskadestyrelsen betragter plejefamilier som selvstændige, og derfor er de ikke omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven.
Der står også, at hvis man skal betragte plejefamilier som ansatte af kommunen, er det ikke nok, at der er “nedskrevet en aftale om at sikre barnets generelle tarv, og at der vil ske tilsyn med barnet”.
Der skal være en instruktionsbeføjelse, som er dækkende, før man kan tale om et ansættelsesforhold. Styrelsen giver eksempler på, hvad der skal stå i instruktionen: “Den anbringende kommune har i kontrakten direkte dagligt og timemæssigt skemalagt, hvad familien skal lave med barnet, hvilken mad, barnet skal spise, samt at en fravigelse af det fastlagte skema kan medføre et ophør af plejeforholdet. Kommunen vil hver anden uge komme på besøg for at undersøge, om betingelserne er overholdt…..”
-Det må bero på en misforståelse, fordi netop den omstændighed, at der er en instruktionsbeføjelse gør, at man ikke på forhånd behøver at definere alle enkeltheder i sådant et skema. Tværtimod kan man give instrukserne hen ad vejen, siger Steen L. Frederiksen.
Det passer altså ikke
Arbejdsskadestyrelsen skriver videre i samme meddelelse, at man ikke har haft en eneste arbejdsskadesag, hvor kontrakten mellem plejefamilie og kommune har opfyldt kravene til et ansættelsesforhold i arbejdsskadelovens forstand.
Det vil med andre ord sige, at Arbejdsskadestyrelsen aldrig har godkendt en arbejdsskade hos en plejefamilie.
Advokat Steen L. Frederiksen siger herom:
-En ting er, at Arbejdsskadestyrelsen træffer en beslutning, som er i strid med gældende praksis. Men når man samtidig skriver, at man ingen familieplejesager har haft indtil dato, er det positivt forkert. Socialpædagogerne har adskillige eksempler på, at familieplejer har fået godkendt en arbejdsskade. Alene siden 2005 har syv familieplejer fået godkendt en arbejdsskade.
Steen Frederiksen undrer sig i øvrigt over, hvordan Arbejdsskadestyrelsen kan vide, at man aldrig har haft en familieplejesag.
Socialpædagogerne har nemlig bedt Arbejdsskadestyrelsen oplyse, om man tidligere har afvist familieplejesager. Hertil svarer Arbejdsskadestyrelsen, at det kan man desværre ikke oplyse, da “vi ikke har mulighed for at søge på specifikke stillingsbetegnelser i vores sagsbehandlingssystem”.
Hvem instruerer hvem og om hvad
Steen L. Frederiksen undrer sig også over, at Arbejdsskadestyrelsen kan beslutte, at plejefamiliers rettigheder står og falder med, hvorvidt den såkaldte instruktionsbeføjelse har et sådant indhold, at det kan godkendes af Arbejdsskadestyrelsen. Det er dog immervæk kommunen, der har ansvaret for, at barnet bliver behandlet på en forsvarlig måde. Og dermed er det også kommunen, som udstikker de overordnede rammer, siger han.
-Det er min opfattelse, at Arbejdsskadestyrelsens praksis i de her sager ofte hviler på en meget løs viden om, hvordan forholdet mellem den anbringende kommune og plejefamilien almindeligvis er. Især når vi taler om børn med store problemer, som stiller krav om en særlig professionel viden.
-Arbejdet foregår i et meget tæt samarbejde, hvor man både drøfter barnets problemer og indretter indsatsen efter det enkelte barns individuelle behov. Grundlæggende er det kommunen som i Serviceloven har pligt til at træffe beslutninger om barnets forhold under en anbringelse, og man kan dårligt forestille sig, at det kan lade sig gøre at leve op til lovens krav, hvis ikke det kan lade sig gøre at instruere plejefamilien.
-Når Serviceloven har henlagt beføjelsen at drage omsorg for udsatte børn og unge til kommunerne, forudsætter det, at de folk, som bliver ansat til at tage sig af barnet, også kan instrueres. Hvis ikke, kan kommunen jo ikke leve op til sit ansvar, slutter Steen L. Frederiksen.