Globale stemmer

Systematik på Cuba

Evalueringer, systemer og målrettet kompetenceudvikling er en del af hverdagen for den cubanske speciallærer, Hortensia Diaz, der arbejder på en skole for udviklingshæmmede i Havana

Tekst og foto: Maria Rørbæk, mrk@sl.dk

Speciallærer Hortensia Diaz husker tydeligt det overraskede udtryk.

Moderen til en ny elev stirrede vantro på Hortensia, da hun bad datteren gå ned i pauserummet.

-Nej, nej, det kan hun slet ikke, signalerede blikket.

Men datteren gik målrettet af sted, og fandt uden problemer vejen.

Så begyndte moderen at græde.

-Hun blev så overrasket over, at hendes datter kunne klare det selv. Mange af vores elever kan udvikle sig meget mere, end deres forældre tror. De udvikler sig takket være vores systematik. Systematik og omsorg er de vigtigste forudsætninger for vores arbejde, siger Hortensia Diaz.

Den 45-årige cubaner arbejder på specialinstitutionen Benjamin Moreno i Havana, der er hjem og / eller skole for i alt 115 brugere med Downs Syndrom eller andre former for udviklingshæmning.

Her har Hortensia Diaz ansvaret for undervisningen af ni elever mellem 10 og 22 år. Alle bor hjemme hos deres familier, og kommer ind med busser om morgenen.

-Det er helt gratis. Familierne betaler ikke en centavos. Regeringen betaler alt, siger Hortensia stolt.

AIEJI 2009


I maj 2009 samles socialpædagoger fra hele verden til AIEJI-kongres i København under temaet ‘Socialpædagogen i en globaliseret verden’. Frem mod kongressen vil Socialpædagogen med jævne mellemrum præsentere en Global Stemme – et lille portræt af en socialpædagog og hendes/hans arbejde et eller andet sted på kloden.

Læs mere om AIEJI-kongressen på www.aieji2009.dk

Her finder du også Socialpædagogens temanummer om kongressen.

 

Forsiden af medaljen
Uden for institutionens døre ligner Cuba mange steder et samfund, der bogstavelig talt er ved at falde fra hinanden.

Afskallede vægge. Huller i mure. Rådnende træværk og rustne gitre.

Alene i Havana er over 600 bygninger væltet de sidste cirka 15 år, og den manglende vedligeholdelse springer i øjnene.

Man behøver ikke tage nogle særligt kritiske briller på, for at se problemerne ved det samfund, der ifølge forfatningen er en socialistisk stat:

Lange rækker af tomme butikshylder.

Biler, der ikke er skiftet ud siden revolutionen i 1959.

Avisen Granma, der er Det Kommunistiske Partis avis og det eneste dagblad på Cuba. Her i landet må man ikke kritisere styret eller i det hele taget diskutere frit.

Inde på Benjamin Moreno institutionen kan man til gengæld også opleve nogle af fordelene ved det cubanske samfund, der på mange måder er et velfærdssamfund med 12 års gratis skolegang og gratis lægehjælp til alle.

Hortensia Diaz fortæller engageret, hvordan hun målrettet arbejder på kompetenceudvikling – både når det gælder eleverne og hende selv.

Skemalagt undervisning
På væggen i det lille klasselokale hænger et skoleskema. I dag, fredag, så programmet sådan ud:

9.15-9.40 – Selvstændighed

9.45-10.10 – Psykomotorisk uddannelse

10.10-10.25 – Pause

10.25-11.05 – Sproglig udvikling

11.10-11.50 – Patriotisk time Fra materialeskabet finder Hortensia en vest, der er syet af en gammel sæk.

-Den brugte vi i morges i faget selvstændighed. Knapperne og knaphullerne er store, så eleverne nemmere kan knappe dem op og i. Så øvede de sig på at tage den af og på, og de hjalp også hinanden, fortæller hun.

På Benjamin Moreno er målet, at eleverne skal blive så uafhængige og selvstændige som muligt. Undervisningen i klasselokalet skal følges op i det daglige liv, og Hortensia underviser forældrene i at lade deres børn gøre så meget som muligt selv, når de for eksempel klæder sig af og på derhjemme.

Næste punkt på programmet var psykomotorisk undervisning, der i dag gik ud på at klistre papirstykker på papir.

-Jeg sagde, at det skulle være en gave til elevernes mor, så bliver de mere motiverede for at arbejde, fortæller Hortensia.

Sprogundervisning
I Hortensias klasse har alle elever et talesprog, omend to af dem kun kan bruge ganske få ord. To gange om ugen – blandt andet fredag – bliver de undervist af en talepædagog. 

-Men i hverdagen er det mig,  der hele tiden skal sørge for, at de udvikler deres sprog – verbalt og nonverbalt. Hver dag skal jeg sørge for at bruge nye ord, så ordforrådet vokser. Jeg træner dem ved at tale meget, meget langsomt og tydeligt, og gentage det samme mange gange, fortæller Hortensia.

Sidste punkt på fredagens program var den patriotiske time.

-Det er ikke kun politisk, men handler også om kultur og fritid. Eleverne skal vide, hvad der foregår på Cuba, og i dag har vi for eksempel talt om, at her er en bogfestival i Havana. En af mødrene havde taget en malebog med, som vi kunne se og tale om – men vi kunne ikke male i den, for vi havde jo kun et eksemplar, siger hun.

Hortensia sørger løbende for at evaluere elevernes udvikling. Hver elev har en bog, og en gang om måneden gør hun status:  Hvordan er disciplinen? Kommer de alle dage, eller er der fravær? Hvad går godt? Hvad kan blive bedre?

Hun skal gå systematisk frem og dække alle punkter på et  curriculum, der for eksempel omfatter udvikling af selvstændighed og sproglig udvikling.

Eleverne på Benjamin Moreno institutionen er delt efter niveau fra et til syv, og Hortensia underviser på niveau fem. En gang om året bliver det evalueret om eleverne kan rykke et niveau op eller om, de skal blive i samme klasse.

Løbende faglig udvikling
Det er ikke kun eleverne, der skal udvikle sig – alle speciallærere på Benjamin Moreno er også forpligtet til løbende at forbedre deres undervisning. For øjeblikket kører samtlige lærere hver sit metodeudviklingsprojekt, hvor de skal udvikle noget nyt, som efterfølgende skal videreformidles til resten af gruppen – og til lignende specialinstitutioner på Cuba.

Hortensia undersøger, hvordan hun kan forbedre forældreundervisningen, når det gælder seksualvejledning.

-I dag er der mange forældre, der bare siger, at deres børn ikke må have nogen seksualitet og ikke må have nogen kærester.

Men hvad sker der, når nogen siger, at du ikke må spise slik? Så får du bare meget mere lyst til slik, konstaterer hun.

I sit projekt vil Hortensia blandt andet lægge vægt på vigtigheden af, at forældrene forstår, at deres børn har samme seksuelle behov som alle andre mennesker, selv om de har et andet intelligensniveau.

Hortensia er meget glad for sit arbejde, som hun har haft i syv år.

-Engang troede jeg, at jeg slet ikke ville have tålmodighed til at arbejde med denne gruppe mennesker, fordi jeg tænkte, at de ville udvikle sig alt for langsomt. Men nu kan jeg se, at vi virkelig kan gøre en forskel.

Vi tror på, at eleverne kan lære noget – og vi lærer forældrene at tro på deres børn.

Støtte til Benjamin Moreno


Socialpædagogernes Landsforbund har støttet specialinstitutionen benjamin Moreno med en mindre donation.

Det drejer sig om brugt computerudstyr og en pengegave på 500 euro (cirka 3700 kroner), der skal bruges til institutionens fælles bedste. Pengene kommer fra Socialpædagogernes solidaritetsbevilling.

 

I USA er der ikke tradition for at uddanne socialpædagoger, men på et universitet nord for New York, har de ladet sig inspirere af den socialpædagogiske uddannelse i Danmark med det sigte at forbedre kvaliteten på de amerikanske institutioner. Men målet er svært at nå, fortæller den danske leder af uddannelsen, der i år fejrer 20 års jubilæum

Dansk socialpædagogisk praksis gjorde indtryk på amerikanske Liz Rubel, som besøgte Danmark på en studietur med sit socialpædagogiske studie – selvom det var et udsagn fra en jævnaldrende dansker under en musikfestival, der gjorde størst indtryk…

Orlando i Florida er mest kendt for Disney World og Universal Studios – men efterhånden også for de mange hjemløse familier, der lever på billige moteller og i deres biler. Socialarbejder Beth Davalos kæmper en daglig kamp for at skaffe hjælp til det hastigt voksende antal skolebørn uden hjem

Norge har været et forbillede for Barnets Reform og for den massive satsning på familieplejeanbringelser i Danmark. Men nu råber norske forskere vagt i gevær: Er vi gået for langt, spørger de i en evalueringsrapport – og Socialpædagogernes formand mener, at det bør mane til eftertanke hos de danske politikere

Raj Bhushan er inder og kasteløs. Han er uddannet socialarbejder og har viet sit liv til at kæmpe for de svage og de hjemløse i hovedstaden New Delhi – og de indiske myndigheder kan ikke længere komme uden om ham og organisationen Urban Rights Forum

FN’s Børnekonvention skal gennemsyre det socialpædagogiske arbejde med anbragte børn, lyder det fra Nordisk Forum for Socialpædagoger

Klare regler med skarpt definerede pligter og ansvar, konstant stræben efter ny viden og ikke mindst humor er nøgleordene for en velfungerende socialpædagogisk arbejdsplads, mener kroatiske Dubravka Marusic, der arbejder med adfærdsvanskelige børn og unge i Zagreb

I det urohærgede Afghanistans hovedstad er et ungdomshus med danske penge i ryggen blevet en enorm succes – her kan både drenge og piger få hjælp, støtte og undervisning, få styrket deres identitet og finde en alternativ til radikaliseringen

Det belgiske bo- og aktivitetscenter WZV Rozemarijn udvider med 20 nye pladser. Men stedet skal selv skaffe en del af finansieringen, og i jagten på midler har institutionen taget utraditionelle metoder i brug. Kreativ fundraising er et af midlerne i et land, hvor rigtig mange voksne handicappede står uden et passende botilbud

Se flere