Prik
Er tvang og sanktioner svaret?
Forbedring af mulighederne for tvangsadoption af børn med forældre, der for eksempel er retarderede, stofmisbrugere eller psykisk syge, er det seneste politiske initiativ i forhold til at forny de redskaber, der etableres for at løse sociale problemer i Danmark. I den politiske debat hilses forslaget velkommen som et alternativ til, at børn anbringes hos ‘skiftende familieplejere og på forskellige institutioner’, som Karsten nonbo fra Venstre formulerer det.
, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Forbedring af mulighederne for tvangsadoption af børn med forældre, der for eksempel er retarderede, stofmisbrugere eller psykisk syge, er det seneste politiske initiativ i forhold til at forny de redskaber, der etableres for at løse sociale problemer i Danmark. i den politiske debat hilses forslaget velkommen som et alternativ til, at børn anbringes hos ‘skiftende familieplejere og på forskellige institutioner’, som Karsten nonbo fra Venstre formulerer det.
Der er således tale om en argumentation, der omhandler, at når den eksisterende socialpolitik ikke forvaltes hensigtsmæssigt, så giver man et nyt redskab, der indeholder både tvang og sanktion. en anden tilgang kunne være at beskæftige sig med, hvordan forvaltningen af den eksisterende lovgivning kan forbedres. Der kunne sættes ind med egentlige løsninger af sociale problemer i form af støtteforanstaltninger til de socialt udsatte familier, hvor for eksempel den stofmisbrugende mor blev motiveret for afvænning, fik et ophold på en familiedøgninstitution med behandling, der kunne afløses af hjemgivelse med opfølgende besøg af en familiekonsulent og særlig støtte i daginstitutionen til barnet eller en aflastningsfamilie eller…
Der er i den eksisterende lovgivning mange muligheder for at foretage en samlet indsats i forhold til børn og deres familier. Dermed ikke sagt, at der ikke kunne findes særlige tilfælde, hvor det bedste for både barnet og moderen ville være en bortadoption. Det sker også i en række tilfælde ad frivillighedens vej, hvor for eksempel socialpædagoger på spædbørnshjem eller familiedøgninstitutioner kan medvirke i en sådan motivationsproces.
tvang, sanktioner og kontrakter har været på dagsordenen i flere socialpolitiske sammenhænge i de senere år. Loven om styrkelse af forældreansvar gennem forældrepålæg, der blev indført i 2006, er et eksempel. Her kan kommunerne med udgangspunkt i en vurdering af, at forældrene ikke lever op til deres ansvar, pålægge dem at foretage sig bestemte aktive handlinger i forhold til deres børn, og hvis dette ikke efterleves, kan der indføres et stop for udbetaling af familieydelsen. Hermed sker der en udpegning af en særlig målgruppe, nemlig forældre, hvis børn har skolefravær, begår kriminalitet eller udviser andre adfærdsproblemer, og der foregår en legalisering af brug af sanktioner i form af, at familien kan miste børnefamilieydelsen.
en sådan økonomisk sanktion medvirker ikke i sig selv til at løse familiens problemer, men kan meget vel tænkes at skabe yderligere problemer for de pågældende familier.
og der er flere lovforslag på vej som for eksempel tvangsindlæggelse af gravide misbrugere og nedsættelse af den kriminelle lavalder og særlige sanktioner for unge mellem 12 og 14 år.
samtidig viser de seneste tal fra ankestyrelsen, at antallet af anbringelser af mindre børn er faldende, og det samme gælder brugen af forebyggende foranstaltninger i forhold til socialt udsatte familier og deres børn.
Hvad betyder den stigende brug af tvang og sanktioner for den socialpædagogiske praksis og profession?
|