Globale stemmer

På talefod med børn uden sprog

Socialpædagog Katarzyna Sadowska, der arbejder i en specialbørnehave i Gdansk i Polen, har specialiseret sig i augmentativ og alternativ kommunikation med udviklings­ hæmmede børn, der ikke har noget sprog

Tekst og foto: Ota Tiefenböck, redaktionen@sl.dk

Socialpædagog Katarzyna Sadowska har et mål. Hun vil gerne gøre livet nemmere for børn, som på grund af et fysisk eller psykisk handicap ikke kan kommunikere med deres omgivelser. Derfor har hun specialiseret sig i kommunikation med mennesker, der ikke har noget sprog.

Augmentativ og alternativ kommunikation hedder den fælles betegnelse, og Katarzyna Sadowska er ikke i tvivl om, at der er et utal af måder, en alternativ kommunikation kan foregå på. Og det er det, hun praktiserer i sin hverdag i børnehaven for udviklingshæmmede børn i Gdansk Przedszkole 77.

 

AIEJI 2009 I maj 2009 samles socialpædagoger fra hele verden til AIEJI-kongres i København under temaet ‘Socialpædagogen i en globaliseret verden’. Frem mod kongressen vil Socialpædagogen med jævne mellem­ rum præsentere en Global Stemme – et lille portræt af en socialpædagog og hendes/hans arbejde et eller andet sted på kloden. Læs mere om AIEJI-kongressen på www.aieji2009.dk Her finder du også Socialpædagogens temanummer om kongressen.

-Det handler om, at børnene  lærer at give udtryk for, hvad de vil, og forstå, hvad der bliver sagt til dem. Nogle af dem har nemmest ved at pege på billeder, andre bruger specielle computere. Andre igen peger

på ord, gør forskellige tegn, eller gør noget helt andet. Det vigtigste er, at børnene lærer at give udtryk for de mest basale ting. Hvordan det er nemmest for dem, varierer, og det er det vores opgave at forsøge at finde ud af, fortæller Katarzyna Sadowska og peger på de billedplader og stakke af billeder, som ligger på bordet i det rum i børnehaven, som er særlig indrettet til sprogøvelser.

Her er store og små billedtavler, en computer med store taster og en skærm, som reagerer på berøring. Katarzyna ligner en, der trives godt her. Hendes øjne lyser af begejstring og hendes engagerede stemme tyder på, at hun er glad for sit arbejde.

-Man kan se resultater af sit arbejde og se, at børnene gør fremskridt for hver måned, der går, så det er meget tilfredsstillende, siger hun.

G ode forhold
Katarzyna Sadowskas arbejdsplads råder over velindrettede lokaler med moderne hjælpemidler i en del af et hus og er  normeret til 36 fysisk og psykisk handicappede børn i alderen fire til ti år. Børnene bor til daglig hjemme hos deres forældre og er i børnehaven i forældrenes arbejdstid

-Vi er en af de fire specialbørnehaver, der findes i Gdansk, og har både spastisk lammede børn og børn med hjerneskader. Vores særlige speciale er, at vi har børn, som ikke har noget sprog, fortæller Katarzyna Sadowska.

I børnehaven deltager børnene i de daglige aktiviteter, som børnehavens pædagoger står for, foruden daglig fysisk træning, som de tilknyttede fysioterapeuter†varetager, og daglig sproglig stimulering, som†varetages af de pædagoger, der har særlige kompetencer på området.

Katarzyna Sadowska er en af de pædagoger, der tager sig af børnenes sprogstimulering, og det betyder daglige øvelser, hvor billedtavlerne, computere og tegn til tale-metoder kommer i brug.

-Vi arbejder med børnene både i vores særligt indrettede rum og på stuerne, fortæller Katarzyna, mens vi nærmer os en af stuerne, hvor en spastisk lammet dreng i kørestol straks peger på ordet ‘goddag’, som er et af de omkring 10 ord, der er  klippet ud af papir og limet på et lille bord på kørestolen.

-Goddag Lukasz, siger Katarzyna og smiler til drengen.

-Lukasz er spastisk lammet og kan ikke tale. Han har gjort store fremskridt på det sidste og har lært ‘at snakke’ ved at pege på ord. Men vi laver vi naturligvis også andre øvelser, fortæller Katarzyna Sadowska.

Forældresamarbejde
Det er dog ikke kun børnene, Katarzyna Sadowska†bruger sin tid på. Børnenes forældre skal vide, hvordan de bedst stimulerer deres børn derhjemme, så samarbejdet med forældrene er†derfor at stor betydning.†

-Forældrene er trods alt mest sammen med deres børn og har de bedste muligheder for at præge deres udvikling.  Det er vigtigt, at forældrene kan fortsætte børnenes stimulering derhjemme og ved, hvilke øvelser de skal lave med børnene, siger Katarzyna Sadowska.

Katarzyna har taget flere kurser i alternativ kommunikation. I kombination med†det daglige arbejde på institutionen betyder det, at hun har opnået en stor viden på området. Det er der både mange udviklingshæmmede børn og polske socialpædagoger, der nyder godt af.

-Vi arrangerer kurser i augmentativ og alternativ kommunikation for andre pædagoger, og står for forsøgsprojekter for kommunikation for børn uden sprog, fortæller hun.

I øjeblikket er Katarzyna Sadowska og Przedszkole 77 i gang med et projekt for sproglig stimulering af udviklingshæmmede børn fra en meget tidlig alder. Ideen med projektet er at finde nye veje for alternativ kommunikation og opnå større viden på området. Midlerne er bevilget af den polske stat og går ud på, at udvalgte udviklingshæmmede børn og deres forældre kommer på Przedszkole 77 og får en særlig instruktion i sprogstimulering.

-Vi har for eksempel et kun 10 måneder gammelt barn, som kommer her til terapi med sine  forældre og får sprogstimulering to gange to timer i hver uge, siger Katarzyna.

Katrzyna Sadowska er overbevist om, at en meget tidlig indsats forbedrer børnenes kommunikationsevner væsentligt og dermed gør børnenes liv nemmere.

I ngen tilfældighed
Katarzyna er 44 år og uddannet socialpædagog fra Gdansk Universitet. Hun har arbejdet i Przedszkole 77, lige siden hun blev færdig med sin uddannelse for 20 år siden, og hendes uddannelsesvalg var i sin tid ikke nogen tilfældighed.

-Da jeg var ung, var jeg hjælper på en sommerlejr for udviklingshæmmede børn. Det var en dejlig oplevelse at hjælpe nogen og gøre livet nemmere for børnene, så da jeg skulle vælge, hvad jeg ville læse, var der ingen tvivl om, at det skulle være socialpædagogik, siger Katarzyna Sadowska.

Da Katarzyna Sadowska besluttede sig for at læse socialpædagogik og startede på  studiet, så handicapområdet dog noget anderledes ud, end det gør i dagens Polen.

-Før de politiske omvæltninger, var udviklingshæmmede børn og handicappede generelt†ikke nogen, man så i bybilledet. Handicappede børn var henvist til at være hjemme, og blev passet af deres forældre. I dag har forældrene ret til at få deres børn passet på specielle institutioner, og få den nødvendige terapi og træning, så der er virkelig sket meget, siger hun.