Synspunkt

De kontaktsomme og de opfindsomme -socialpædagogik i botilbud

Der er god grund til at tilkende opfindsom pædagogisk handling opmærksomhed, for
det ser ud til at være af stor betydning for beboerne, at medarbejderne handler pædagogisk lige netop, når beboeren siger ja til indgriben

Af Annemarie Højmark, Cand. pæd. i pædagogisk antropologi, antro.ah@gmail.com
Illustration: Peter Hermann

De seneste par år er der blevet fortalt mange historier om bortgemte, glemte, oversete, forsømte og fornedrede voksne med udviklingshæmning rundt omkring i flere af landets botilbud. Der er al mulig grund til at tage disse historier alvorligt og handle resolut, så de forhold ændres.

Men der er heldigvis også andre historier om det levede arbejdsliv og hjemmeliv for medarbejdere og beboere i  botilbud. En af de historier kan jeg fortælle på baggrund af min antropologiske undersøgelse, hvor jeg i tre forskellige botilbud var deltagende observatør i samlet otte uger suppleret med interview med syv pædagoger.

Et komplekst arbejdsområde
Min historie er om engagerede og ambitiøse medarbejdere i et facetteret og krævende pædagogisk felt, for det var sådan, jeg lærte det socialpædagogiske arbejde i botilbud at kende. Som en af de interviewede pædagoger selv siger: “[Min opgave,] den er ufattelig kompleks … jeg plejede sådan at ironisere over, at jeg følte mig som en hybrid mel­ lem en pædagog, en social- og sundhedsassistent, en buschauffør, en falckredder og en sygeplejerske...”.

Der er ingen tvivl om, at medarbejdere i botilbud arbejder på mange fronter samtidigt. Min analyse viser, at etikken spiller en stor rolle, og medarbejderne er meget fagligt orienterede. De arbejder med at fremme beboernes individuelle  handleplaner såvel som deres almene menneskelige rettigheder. De handler også afstemt efter fælles beslutninger og de handler efter viden baseret på erfaringer om, hvad der virker i tilbagevendende situationer.

De afstemmer sig også forventninger om, at rytmer opretholdes, så hverdagen i nogen grad er forudsigelig. De træder endvidere støttende ind med kompenserende handling, så den enkelte beboer kan fremstå med sine ressourcer i deres samspil frem for ved sin funktionsnedsættelse.

Og så handler de opfindsomt i opdukkende situationer. Det er den form for handling, jeg vil uddybe her, for jeg tror, at det er den af de handlingsformer, jeg har fremanalyseret i mit projekt om socialpædagogik i botilbud, der fra andre perspektiver og af andre interessenter i socialpædagogisk praksis på botilbudområdet, tilkendes mindst opmærksomhed.

Måske fordi det er en svær dokumenterbar handlingsmåde, for resultaterne er nok fortrinsvis mærkbare under selve den  pædagogiske handling – men desto stærkere står de, når man oplever livet inde i botilbud – og desto større grund er der, til at tilkende denne form for pædagogisk handling opmærksomhed. For det ser ud til, at være en handlingsform af stor betydning for beboerne.

Pædagogisk handling i opdukkende situationer
Opfindsom handlen i opdukkende situationer er en handlemåde, der tager form efter beboernes initiativ til og ja til kontakt med medarbejderne.

Det vil sige, at pædagogisk handling bliver til lige nu & her i medarbejdernes øjebliklige reaktion på beboerens direkte eller tolkede behov for pædagogens indgriben, støtte eller hjælp i situation efter situation efter situation.

Feltstudierne suppleret med analyse af interview viser, at pædagogerne helt og holdent påtager sig ansvaret for, om den pædagogiske indgriben i forhold til beboeren er befordrende for beboeren. “Det er jo mig selv, der sætter begrænsningerne for, hvad vi kan, og hvordan vi kan finde ud af det sammen,” forklarer en af de interviewede pædagoger.

Som feltarbejder på deltagende observation, fik jeg nogle gange lyst til at have seks-syv forskellige notesbøger i gang samtidig. En for hver beboer. For jeg oplevede hele tiden, at hver beboer havde hvert sit forløb med pædagogen, afbrudt af de fem-seks øvrige beboeres individuelle forløb. Hver gang de mødtes i løbet af dagen, var det, som om de bare fortsatte, hvor de var sluppet.

Herunder har jeg plukket en lille sekvens ud af mine feltnoter, hvor beboeren Bøje initierer konktakt med medarbejderen Mikala. Det giver med pædagogens opfindsomme mellemkomst anledning til, at en hel masse pædagogisk arbejde bliver muligt.

Beboerne er netop ved at være klar til at tage til eftermiddags­ kaffe hos en af beboernes søster. Bøje kommer ind på kontoret,  hvor Mikala er ved at slukke computeren før afgang. Bøjes tøj er helt i uorden og hans briller sidder skævt.

Mikala: ‘Hvad så Bøje?’. Bøje går helt over til Mikala og rækker armene ud til et knus. Da de har stået sådan lidt, siger Mikala: ‘Hvor er det, vi skal hen i dag?’

Bøje: ‘Hen i dag’.

Mikala: ‘Ja, kan du huske det?’ Bøje tænker lidt og siger så: ‘Ud at købe gaver’

Mikala: ‘Nej, det er ikke i dag. Men der er en, der har inviteret os på kaffe’

Bøje: ‘Kaffe’.

Mikala: ‘Ja, vi skal ud og drikke kaffe. Det er hos Brunos søster’

Bøje: ‘Lise’

Mikala: ‘Ja, det hedder en af Brunos søstre, men det er søster Grethe, vi skal ud til i dag’

Bøje: ‘Søster Grethe. Langt væk’

Mikala: ‘Nej, det er ikke særligt langt. Det er lige derude, hvor jeg også bor. Kan du huske det?’ De snakker sammen om byens navn, som han kender, og så lidt efter spørger Mikala, om hun må hjælpe med selerne og blusen, så han kan være pæn, til de skal ud at drikke kaffe. Det må hun gerne, og mens hun ord­ ner bagpå, ordner han selv både bluse og seler foran. Hun siger, at nu kan han gå ind og tage sko på, for nu skal de af sted. Han går ind på værelset, mens han siger ‘Sko på, sko på’

I feltsekvensen initierer beboeren kontakt med medarbejderen. Beboeren kommer ind på kontoret og pædagogen  skaber ved sin lydhørhed den forudsigelighed, hun via sit kendskab til ham ved, han har brug for.

Pointen er, at det gør hun lige netop på det tidspunkt, hvor han opsøger hende. Hun ser altså muligheden i situationen, hvor de har god kontakt startet af hans behov for nærvær. Det vil sige knuset, som han tager initiativ til, da hun spørger ‘hvad så?’.

Så prøver hun sig frem, hvor meget sproglig støtte han har brug for, for at have den nødvendige viden om, hvad der skal foregå. Derefter bliver det relevant at få sat tøjet, så han kan føle sig bedre tilpas.

Pædagogen spørger, om deres kontakt kan fortsætte ved at undersøge, om hun må hjælpe ham med det. Det må hun, og der  viser det sig, at han er ret så selvhjulpen qua hendes hjælp til det hun ved, han ikke magter.

Bagefter er han klar til at gå ind og tage sko på uden yderligere støtte. Det er måske femte gang, de snakker om kaffebesøget; men det er med denne femte gang, hvor beboeren initierer kontakt for at få programmet gentaget, som pædagogen tolker at hans kontaktsomhed (også) handler om, at det giver mening for beboeren, at de skal på tur.

De opfindsomme og de kontaktsomme
Inde i de forskellige botilbud hvor jeg har været på feltstudier og lavet interview med pædagoger, har jeg mødt og hørt om de kontaktsomme beboere.

Det er beboere som viser, at de søger medarbejderne med behov for professionel indgriben. Nogle beboere er klare og tydelige og beder direkte om at få deres behov mødt og dækket.

Over for andre beboere må medarbejderne tolke et blik, en håndbevægelse, en lyd og så videre som et behov eller kontaktinitiativ og via handling finde ud af, om de har tolket rigtigt.

De opfindsomme medarbejdere inde i botilbuddene er medarbejdere, som handler pædagogisk i de situationer, hvor beboerne er kontaktsomme og imødekommer beboernes erkendte eller uerkendte behov for deres indgriben.

Det skal på ingen måde forstås som en tilfældig eller afventende, tilbagelænet indsats. Tværtimod vil jeg sige

–for det er en fornemmelse af pædagoger, der hele tiden højspændt er klar til at imødekomme beboernes behov, når de dukker op – ind imellem alle de andre former for samspil og pædagogisk indgriben, der præger livet og det pædagogiske arbejde inde i botilbud.